Direktør Gaute Høgh fra Co/Plus sammen med den indiske partner Dhruv Kochhar i London i juni 2023 ved lanceringen af kaffebrandet Varo for BBC Coffee.

Foto: Co/Plus
18.07.23 DIB Nyheder

Dansk konsulenthus i indisk eventyr

Danske Co/Plus har opbygget et forretningseventyr med indiske brands. Tillid og netværk er nøglen til succes, fortæller direktør Gaute Høgh. DI hjælper godt på vej.

Det danske konsulenthus Co/Plus har næsten kunnet gå på vandet i Indien, siden de for 14 år siden indgik samarbejde med ”The Narang Group”, som distribuerer forbrugsvarer i Indien.

- Vi blev præsenteret for Narang Group gennem vores kunder Aqua d’Or og Danone, og de bad os om at udvikle kildevandet Qua, fortæller Gaute Høgh, direktør i Co/Plus.

Ifølge Foodbev.com indtog Qua hurtigt positionen som et af de største, indiske vandbrands med en markedsandel på 50 procent, og Co/Plus har haft flere store projekter med The Narang Group. Bl.a. O’cean Beverages, hvor Indiens store cricketstjerne, Virat Kohli, med 253.000.000 følgere på Instagram, er medejer og ambassadør.

Netværket åbner døre

Gaute Høgh mener, at virksomhedens altafgørende adgangsbillet til det indiske marked er det netværk, som Co/Plus blandt andet har opbygget gennem det indiske konglomerat Indian Tobacco Company, is-producenten Hangyo og Claridges Hotel. Nu er kaffebrandet BBC Coffee, som ejes af en af Indiens rigeste familier, også føjet til listen.

- Indian Tobacco Company banede vejen for, at vi pludselig fik nogle indiske kapitalfonde og is-producenten Hangyo som kunder, og pludselig ”var vi noget”. Inderne er generelt meget loyale. Hvis der er en, der synes, du er dygtig, er der lynhurtigt også en anden, der synes, du er det, så netværk betyder alt, fortæller Gaute Høgh.

Massiv interesse for Indien

Indien er stærkt på vej til at blive verdens tredjestørste økonomi. Holder prognoserne vil den indiske økonomi vokse med 6,5 procent årligt over de næste fem år. Det er - ifølge Bente Toftkær, General Manager for DI Indien – blandt årsagerne til, at danske virksomheder viser massiv interesse for det indiske marked.

- De geopolitiske bevægelser taler også til Indiens fordel, ligesom landet har en kæmpe talentmasse. Dertil har den grønne strategiske aftale, der blev indgået med Danmark i 2020, været med til at give et ekstra skub, siger Bente Toftkær.

Hun oplever den stigende interesse gennem et voksende antalt af danske virksomheder, der etablerer datterselskaber i Indien.

- Vi modtager desuden generelt mange henvendelser om det indiske marked. Det har eksempelvis ført til, at vi sidste år valgte at åbne et nyt kontor i Chennai som supplement til vores kontor i Mumbai, siger Bente Toftkær.

Læs også: DI udvider i Indien for at hjælpe flere virksomheder

Vær klar til rock'n roll kultur 

I løbet af de seneste 15 år har danske virksomheder seksdoblet sine investeringer i Indien, der i dag også er det land, hvor danske virksomheder har næstflest ansatte.

Gaute Høgh fra Co/Plus har et ekstra råd til virksomheder, der vil engagere sig i Indien:

- Du skal ikke forsøge at være indisk. Tværtimod vil de hellere have noget nordisk og anderledes. Samtidig skal du være god til at gå til parties, klappe rygge, lave sjov og ballade og snakke. Det er lidt af en rock n’ roll kultur, og man skal ikke blive forbavset, hvis folk gladeligt deler visitkort ud, når man er til bryllup, siger Gaute Høgh.

Den indiske cricketstjerne og tidligere anfører på det indiske cricketlandshold, Virat Kohli, er brandambassadør og investor i O’cean Beverages. På Twitter og Instagram, hvor han har henholdsvis 56,4 og 253 mio følgere, reklamerer han ofte for brandet.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bente Toftkær

Bente Toftkær

Fagchef

  • Direkte +45 3377 3831
  • Mobil +45 2946 7169
  • E-mail bet@di.dk

Relateret indhold