Alle 16-19 årige er på sociale medier hver dag.

17.08.23 DIB Nyheder

Danskere topper i at bruge sociale medier

Danmark er nr. 1 i Europa når det gælder anvendelsen af sociale medier.  Det kræver øget ansvarlighed, mener DI.

Ni ud af 10 danskere bruger sociale medier dagligt, og det gør Danmark til det land i EU med den største udbredelse af sociale medier. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik i dag.

Undersøgelsen bekræfter også, at sociale medier fylder rigtig meget i en typisk teenagers hverdag. Alle 16-19 årige er på sociale medier hver dag.

- Det er opsigtsvækkende høje tal. Sociale medier understøtter fællesskaber og relationer mellem unge mennesker, som ikke tidligere har været mulige, men de unges store tidsforbrug på sociale medier giver også panderynker hos forældre, som føler, at de bliver sat af, og som er usikre på, hvordan brugen af sociale medier påvirker de unge, siger digitaliseringspolitisk chef i DI Andreas Holbak Espersen.

Digital ansvarlighed afgørende

Han understreger det vigtigheden af, at vi sikrer sikkerhed og tryghed for børn og unge på de sociale platforme:

- Reguleringen af sociale medier har altid været et par skridt bagefter den hastige udvikling. Derfor skal vi skal tage ansvar for udviklingen og skabe de rigtige rammer og lovgivning samt klæde unge ordentligt på til den digitale verden, så det føles trygt for alle, siger han.

Der er lovgivning på vej fra EU, f.eks. reguleringen af store platforme i Digital Services Act, som har virkning i Danmark fra 2024, men samtidig er det vigtigt, at vi også klæder børn og unge på til at forstå de digitale logikker og til at kunne forholde sig kritisk til dem. DI har længe arbejdet for, at der bliver indført teknologiforståelse i folkeskolen – både som separat fag og som faglighed i andre fag – og sidenhen på ungdomsuddannelser, så børn og unge fra en tidlig alder lærer om fordele og faldgruber i den digitale virkelighed.

Helt overordnet handler det ifølge  digitaliseringspolitisk chef i DI Andreas Holbak Espersen om, at vi skal tage et særligt ansvar:

- Grundlæggende handler det om at udvise digital ansvarlighed, og at vi skal tage ansvar for den digitale omstilling af vores samfund og beskytte vores børn og unge i den digitale verden, som vi er vant til at gøre det i den fysiske verden, siger Andreas Holbak Espersen.

Andreas Holbak Espersen

Andreas Holbak Espersen

Digitaliseringspolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3239
  • Mobil +45 5162 0269
  • E-mail anhe@di.dk

Relateret indhold