Politikerne bør ændre reglerne for ufaglærte unge i kontanthjælpssystemet, så de også kan blive vurderet jobparate og stå til rådighed for job, mener DI.

28.08.23 DIB Nyheder

Hver tiende 21-årige har hverken job eller uddannelse

Knap 7.000 af Danmarks 21-årige står uden både job og uddannelse. Det svarer til næsten hver tiende i aldersgruppen. Det er alt for mange, mener DI, der vil have danske kommuner til at sætte flere unge i kontakt med arbejdsmarkedet.

60.831 unge i aldersgruppen 15-29 år har hverken job eller uddannelse. Det svarer til fem procent af årgangene.

I statistikken er det især de 21-årige, der hæver gennemsnittet. Af dem er knap 7.000 - godt ni procent - uden både job og uddannelse, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

I optællingen er unge med studentereksamen - men uden job eller uddannelse – først talt med, fra de er fyldt 21 år. Det er gjort for at undgå at tælle dem med, der holder sabbatår lige efter studentereksamen.

- Der er alt for mange unge, som ikke får brugt deres potentiale. Det bliver vi som samfund nødt til at gøre bedre, og her kan virksomhederne være med til at gøre en stor forskel, siger Steen Nielsen, vicedirektør i DI.  

Læs analysen: 61.000 unge er hverken i job eller uddannelse

Skoletrætte skal ud på arbejdspladser

For at det kan ske, bør kommunerne ifølge DI arbejde endnu mere sammen med erhvervslivet om de unge, end de gør i dag.

- Alle folkeskoleelever bør komme i erhvervspraktik, og der skal mere praksisfaglighed ind i undervisningen. I udskolingen bør flere skoletrætte have mulighed for at veksle den almindelige skolegang med at komme ud på en arbejdsplads, siger Steen Nielsen.

Han mener desuden, at flere især sårbare unge skal hjælpes ud i et fritidsjob, mens de unge i kontanthjælpssystemet i langt højere grad skal hjælpes ud på virksomhederne fremfor at blive peget i retning af uddannelse.

- Der er mange ufaglærte unge i jobcentrene, som allerede og ofte flere gange har forsøgt sig med en uddannelse uden held. De skal i højere grad ud og have nogle erfaringer på en virksomhed og måske derigennem finde motivationen til at få sig en uddannelse, siger Steen Nielsen.

Læs også: ”Vi siger altid ja”

Unge får meget ud af virksomhedsbesøg

DI glæder sig over, at Reformkommissionen i foråret også pegede på, at kommunerne i højere grad skal samarbejde med de lokale virksomheder i deres indsats for udsatte grupper. 

- De unge får rigtig meget ud af at komme ud på virksomhederne, hvor de bliver mødt med nogle andre forventninger end i skolesystemet. De kan også møde rollemodeller, som måske giver dem interesse for at få sig en uddannelse, de kan opleve værdien af at tjene sine egne penge og så er der selvfølgelig alt det sociale, som der også er en vigtig del af en arbejdsplads, siger Steen Nielsen.

DI mener også, at politikerne bør ændre reglerne for ufaglærte unge i kontanthjælpssystemet, så de også kan blive vurderet jobparate og stå til rådighed for job. Med de nuværende regler kan kommunen nemlig ikke stille forventninger til de ufaglærte unge om, at de skal stå til rådighed for et job, når de ikke er klar eller motiveret til at tage en uddannelse.

Steen Nielsen opfordrer desuden også endnu flere virksomheder til at åbne op for unge og andre grupper af borgere, som har brug for en håndsrækning.

- Det kan fx være ved at melde sig ind i Lederalliancen, som er sat i verden for at matche unge med virksomheder, eller i et samarbejde med det lokale jobcenter, siger Steen Nielsen.   

Læs også: Guldsponsor: Digi-glade børn kan blive kommende medarbejdere

Fakta

Meld dig ind i Lederalliancen

Har du lyst og overskud til at engagere dig i et ungt menneske, der har brug for en hjælpende hånd til at komme i job eller uddannelse, så kan du bidrage ved at melde dig til Lederalliancen.

Alliancen er et partnerskab mellem Dansk Industri, Lederne og Cabi, som lokalt, konkret og håndholdt matcher unge med virksomheder.

Matchet kan f.eks. være et mentorforløb, en virksomhedspraktik eller et deltidsjob. Via Lederalliancen får du hjælp til både match med den unge og support undervejs i det forløb, du og den unge går ind i sammen. Lederalliancen er støttet af Tuborgfondet.

Læs mere om og tilmeld dig Lederalliancen


Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emma Barslund Fosse

Emma Barslund Fosse

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3082
  • Mobil +45 2250 8040
  • E-mail embf@di.dk

Relateret indhold