Filialchef hos bilforhandler Brdr. Hosbond A/S, Thomas Brown, er tydeligt stolt af sin 19-årige medarbejder, der – via hans bilværksted - har forladt sofaen, computeren og angsten. Og nu ovenikøbet har fået mod på de næste to år at kombinere sin tid hos bilforhandleren med et skoleforløb.

Foto: PR
28.08.23 DIB Nyheder

”Vi siger altid ja”

Hos Brdr. Hosbond A/S í Hjørring får unge med udfordringer mod på job eller uddannelse. Vi bliver nærmest familie, fortæller filialchefen. Og det er ikke filantropi, for bilforhandleren får ultra loyale medarbejdere.

”De første uger måtte vi hente ham på parkeringspladsen, og hjælpe ham ind og i gang, stille og roligt, hver gang. Så slem var hans angst. Nu nærmest fræser han ind på værkstedet, sms’er os om aftenen og skal i gang med et EGU-skoleforløb.”

Filialchef hos bilforhandler Brdr. Hosbond A/S, Thomas Brown, er tydeligt stolt af sin 19-årige medarbejder, der – via hans bilværksted - har forladt sofaen, computeren og angsten. Og nu ovenikøbet har fået mod på de næste to år at kombinere sin tid hos bilforhandleren med et skoleforløb. 

På matriklen i udkanten af Hjørring i Nordjylland arbejder yderligere to unge og en lærling, hvis baggrunde med diagnoser, stoffer og tung social arv pegede mere i retning af overførselsindkomst end fast arbejde.

- Vi har faktisk én, der forleden fortalte, at han er den første i sin familie, der har et ’ægte’ arbejde, siger Thomas Brown.

Læs også: Hver tiende 21årige har hverken job eller uddannelse

Kom ud til os

Filialchefen har ansvaret for to af Brdr. Hosbonds fire bilsalg og -værksteder – dem i Hjørring og Frederikshavn.

I alt 50 af virksomhedens 110 medarbejdere er hans ansvar. For tiden har han seks lærlinge, fem i erhvervspraktik fra folkeskolen og syv medarbejdere på særlige vilkår – hvoraf de tre er unge, der har brug for noget andet end den klassiske vej.

- Nogle gange er det forældrene, der ringer. Oftest er det kommunen. Grundlæggende siger vi altid ja – kom ud til os - en til to gange om ugen i et par uger, en måned, et år eller hvor længe det nu tager, siger Thomas Brown.

Læs også: Danske SMV’er bidrager til global sikkerhed og innovation

Fysisk krævende med fast makker

Ude hos bilforhandleren bliver den unge placeret i klargøringsafdelingen. Her vasker, pudser og støvsuger han – der har ikke været nogle piger endnu – sammen med en fast medarbejder. Forår og efterår skal der desuden skiftes og flyttes 1.200 sæt dæk.

- Rutinen er den samme for hver bil, og det er fysisk krævende arbejde med en fast makker. Det lader til at virke godt på de her unge, der måske er skoletrætte, ikke kan læse, har mange bogstaver i deres diagnoser, svært ved at sidde stille, eller hvad det nu kan være, siger filialchefen.

Hvis den unge får mod på mere, kan han følge med ind på værkstedet, blive føl hos en mekaniker og være med på for eksempel bremse- og olieeftersyn. Eller takke af og sige, det her er slet ikke mig.

- Vi er lige gode venner uanset, hvad han vælger. Men vi har været superheldige at nogle af de unge har valgt at gå videre med teknisk skole eller som mekanikere, og så er vi da klar med en læreplads, siger han.

Læs også: Vendepunkt for erhvervsuddannelser

Vi er en flok romantikere

Indsatsen med at give unge mennesker en ny chance via bilværkstedet går cirka 20 år tilbage.

Værkstedschefen i Hjørring var dengang medejer af den ellers familieejede bilforhandler. Historien fortæller, at hans egen søn havde udfordringer, og det gav værkstedschefen et særligt blik på – og hjerte for – at se noget i unge, selvom de fleste andre ikke kunne. Og det har holdt ved.

- En af værkstedschefens unge er her stadig. Dengang var han en ung rod med problemer med stoffer, så kom han her, kom i lære og i dag er han 35 år med fast arbejde og egen familie. Det er vi altså slemt stolte af, siger Thomas Brown.

Han betegner sig selv og en del af sine medarbejdere som en flok romantikere med et blødt punkt for de utilpassede. Så blødt at de nærmest bliver nogle af de unge mænds nye familie.

Læs også DI analysen: 61.000 unge er hverken i job eller uddannelse

Hjælper med hele pakken

Filialchefen fortæller, at social arv måske ikke er noget, man taler meget om generelt. Men at han og medarbejderne, der har med de unge at gøre på værkstedet, er nødt til at træde ind og give det opdragelseselement og den støtte, de ikke får derhjemme.

- Vi hjælper de unge med at huske at komme i bad og til frisøren, vasker lidt tøj her på stedet, ringer hvis de ikke dukker op, hjælper med at administrere lønnen via ugekuverter, eller hvad der er brug for. Det er hele pakken, men vi gør det gerne, for det er fantastisk at se de unge blomstre op, siger Thomas Brown.

Brdr. Hosbond A/S er i dag ejet af den ene af de to brødre, der oprindeligt stiftede bilfirmaet i 1995. Hans søn er i dag driftschef.

Filialchefen i Hjørring understreger dog, at der ikke er tale om filantropi, når han og medarbejderne giver de unge en ny chance. Virksomheden omsætter for cirka en halv milliard kroner om året og har det, der på nordjysk kaldes en fornuftig indtjening.

- Det er benhård business, så gik indtjeningen ikke, som den skulle, fik vi ikke lov til det her. Men det gør den, og vi får lov at opleve at hjælpe - og vi får i tilgift nogle ultra loyale og storsmilende medarbejdere ud i den anden ende. Det er ret fantastisk, siger Thomas Brown.

Læs også: Guldsponsor: Digi-glade børn kan blive kommende medarbejdere

Fakta

Brdr. Hosbond A/S
Bilfirma, forhandler primært Ford

Stiftet i 1995 af brødrene Mogens og Claus

Familiedrevet, Mogens’ søn Mikkel er i dag driftsdirektør

Afdelinger i Aalborg, Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn
110 medarbejdere, cirka 50 mekanikere

Omsætning i 2022 ca. 550 mio. kr.

Fakta

Ungegarantien i Hjørring

Samarbejde mellem kommune, skoler og virksomheder

218 virksomheder er garantipartnere

Som garantipartner forpligter en virksomheds sig til at tage imod de unge – eller alternativt hjælpe dem til en anden virksomheder via deres netværk

Fakta

Meld dig ind i Lederalliancen

Har du lyst og overskud til at engagere dig i et ungt menneske, der har brug for en hjælpende hånd til at komme i job eller uddannelse, så kan du bidrage ved at melde dig til Lederalliancen.

Alliancen er et partnerskab mellem Dansk Industri, Lederne og Cabi, som lokalt, konkret og håndholdt matcher unge med virksomheder.

Matchet kan f.eks. være et mentorforløb, en virksomhedspraktik eller et deltidsjob. Via Lederalliancen får du hjælp til både match med den unge og support undervejs i det forløb, du og den unge går ind i sammen. Lederalliancen er støttet af Tuborgfondet.

Læs mere om og tilmeld dig Lederalliancen

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Emma Barslund Fosse

Emma Barslund Fosse

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3082
  • Mobil +45 2250 8040
  • E-mail embf@di.dk

Relateret indhold