Danske SMV’er bidrager til global sikkerhed og innovation
Netværksgruppen SMV under DI Forsvar og sikkerhed fremhæver de vigtige roller danske små og mellemstore virksomheder inden for forsvarsindustrien spiller.
De danske små og mellemstore virksomheder (SMV’er) spiller en afgørende rolle i forsvarsindustrien ved at bringe innovation, agilitet og specialisering til bordet. Deres evne til at tilpasse sig hurtigt skiftende behov og levere skræddersyede løsninger er afgørende for at opretholde landets sikkerhed.
Det mener netværksgruppen SMV under DI Forsvar og Sikkerhed, hvor Dan Hermansen, direktør for virksomheden MyDefence, er formand.
- SMV’erne spiller en enorm rolle for det danske forsvar såvel som for forsvarsindustrien, idet de ofte er meget mere omstillingsparate end større virksomheder og hurtigt kan påtage sig en ny opgave – eksempelvis hvis de har kompetencerne men ikke nødvendigvis produktet. Der har SMV’er agiliteten til løbende at kunne tilpasse deres produkt ud fra kundens behov, siger Dan Hermansen, der er formand for Netværksgruppen SMV under DI Forsvar og sikkerhed og direktør for virksomheden MyDefence.
Læs også: Samarbejdscenter styrker Danmark i forsvarsteknologisk kappestrid
Netværksgruppen styrker SMV’ernes stemme
Netværksgruppen SMV er et netværk for de små og mellemstore virksomheder, der ønsker at gøre sig bemærket i forsvarsindustrien. Med omkring 80 danske virksomheder som medlemmer sigter netværket mod at styrke rammebetingelserne for SMV’er inden for forsvars- og sikkerhedssektoren.
Formålet med SMV-netværket er at fokusere på producenter af hardware, software og services i forsvars- og sikkerhedsmarkedet. Gennem etableringen af netværk og udvikling af positioner inden for forsvarsindustrien ønsker Netværksgruppen SMV at styrke SMV’ernes stemme og repræsentation i bestyrelsessammenhænge.
En central målsætning for netværket er at inddrage større virksomheder i samarbejdet for at fremme videndeling om SMV’ernes kompetencer. Dette kan føre til nye partnerskaber, konsortiedannelse, intern speeddating og styrkelse af leverandørkæder. Gennem sådanne initiativer kan SMV’erne opnå større synlighed og indflydelse i forsvarsindustrien.
Læs også: Mød Forsvarets indkøbere på Forsvarets industridage
Innoverer på egen risiko
Én af SMV’erne i forsvarsindustrien er IFAD, som laver simulationsbaserede systemer til uddannelse af forsvarspersonel.
- Der er ingen tvivl om, at Forsvaret pga. dets natur har brug for virksomheder, der er kvalificerede og klassificerede og kan lave nationale tilpasninger pga. sikkerhedssituationen og kravene dertil. Det er vigtigt, at de har adgang til de kompetencer i danske virksomheder, siger IFAD-direktør Benny Graff Mortensen.
Han fortsætter:
- Vi har derfor haft stort udbytte af at være med i netværksgruppen, da det giver os lettere adgang til Forsvarets leverandører og gør, at vi kommer nemmere ind ad døren.
Selv om SMV’erne i dansk forsvarsindustri spiller en afgørende rolle, er der også udfordringer. Lange tidshorisonter og strenge krav til leverandører kan være en udfordring for SMV’erne. Dog er der muligheder for at udnytte SMV’ernes agilitet og evne til at tilpasse sig markedets behov for at skabe konkurrencefordel. SMV’erne kan ofte reagere hurtigere på kundens ønsker og tilpasse sig præcist til det, der er brug for. Omvendt skal de også være de bedste på det givne produkt eller område, da innovationen som regel sker på egen risiko.
Læs også: Mød industriens indgang til forsvaret
Forsvaret som blåstempel i udlandet
MyDefence og IFAD har begge under 50 medarbejdere og opererer i en ekstremt konkurrencepræget industri, især på globalt plan. Bare i Europa er forsvarsindustrien en betydningsfuld sektor med en omsætning på 119 mia. EUR i 2020, over 2500 SMV’er og 463.000 direkte beskæftigede. Men bl.a. fragmenteringen af det europæiske indre marked for forsvarsmateriel og divergerende nationale tilgange skaber problemer for både den europæiske forsvarsindustri generelt og for SMV’erne i særdeleshed.
Med så få medarbejdere kontra de store internationale aktører er salgsapparatet da også en udfordring, begge virksomheder nævner.
- Forsvarsindustrien adskiller sig ved at være meget lukket – og eksportdelen er sværere, fordi man i større lande ofte lukker sig om sig selv og prøver at være selvforsynende, siger Dan Hermansen.
Han henviser bl.a. til direktiv 2009/43/EF (overførselsdirektivet), der søger at forenkle reglerne for overførsel af forsvarsmateriel mellem europæiske lande og gøre procedurerne mindre byrdefulde for industrien og navnlig for SMV’erne.
- Der er ingen tvivl om, at der er meget konkurrence i udlandet. Men når vi står med udenlandske virksomheder, så giver Forsvaret os som reference et blåstempel. Vi står stærkt her i Danmark, og der er stor interesse i at bruge danske virksomheder, siger Benny Graff Mortensen og fortsætter:
- Vores netværk virker lidt som en udvidet salgsorganisation – altså at andre tager vores produkter med i deres portefølje. Så et godt råd til andre SMV’er er også, at kan du finde dem, som synes om dine produkter, og som kan have det som del af deres portefølje, så er det et perfekt match.
Et landsdækkende kompetencekatalog
For at styrke synligheden og fremhæve SMV’erne i forsvarsindustrien – ikke mindst over for udenlandske kunder – er det ifølge Netværksgruppen SMV afgørende at skabe en omfattende oversigt og kortlægning af
deres kompetencer. Dette vil gøre det muligt at identificere specifikke kontaktpersoner og virksomheder til at imødekomme forskellige behov og anskaffelser. Samtidig vil det lette samarbejde mellem forskellige
SMV’er og store forsvarsvirksomheder, hvilket kan føre til mere innovative løsninger og undgå unødvendig egenudvikling.
- Vi foretager kompetenceafdækning sammen med DI Forsvar og sikkerhed for at skabe et katalog over de kompetencer, vi har i Danmark. Dette vil hjælpe med at sikre indkøb og repræsentere danske virksomheder på internationalt plan. Vi ønsker at danne bro mellem de største forsvarsvirksomheder og SMV’erne for at udnytte ressourcerne i vores egen baghave, siger Dan Hermansen.
Kompetenceafdækningen vil mappe og synliggøre kompetencer i en slags opslagsværk. Så når store, udenlandske virksomheder kommer og siger, at de vil have en speciel halefinne, så kan DI Forsvar og sikkerhed pege på en specifik virksomhed, som kan levere den, eller et muligt samarbejde mellem forskellige.
- Det bliver en end-to-end mapping af, hvad vi kan tilbyde, og hvilke aktører der er på området. Om det så er inden for kompositmaterialer eller de mest komplicerede elementer til et antiluftskytssystem – radarer, trackere, missiler – så har vi mange underleverandører i Danmark med de rette kompetencer, siger Dan Hermansen.
Læs også: Industrien vil bidrage til dansk forsvar og sikkerhed
Forsvar, industri og teknologi
Læs magasin og få indblik i politiske, militære, forskningsmæssige og industrielle perspektiver på dansk forsvars formåen og behov fremadrettet.
Se hele magasinetHold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.