CapGemini i Aarhus  har i flere år afholdt "girls day in science" i samarbejde med Coding Pirates

Foto: Coding Pirates
03.08.23 DIB Nyheder

Guldsponsor: Digi-glade børn kan blive kommende medarbejdere

Capgemini samarbejder med Coding Pirates om børns digitale kompetencer. Med donation og it-arrangementer får rådgivningsvirksomheden stolthed hos de nuværende medarbejdere og måske nye – på meget lang sigt. DI håber, at flere virksomheder vil gå samme vej.

”Børnene er jo Capgeminis måske-kommende medarbejdere.”

Sådan beskriver Rasmus Madsen, manager i Capgemini Invent, én af grundene til, at teknologi- og innovationsvirksomheden de seneste to år har brugt penge, tid og menneskelige ressourcer på at samarbejde med foreningen Coding Pirates om at vække børn og unges it-nysgerrighed.

- Tidshorisonten er selvfølgelig lang, måske 15 år. Men hvem ved. Måske var det et arrangement hos Capgemini, der åbnede børnenes øjne for hvor fedt, nemt og sjovt it er. Måske en pige fik lyst til en uddannelse i STEM, eller en dreng opdagede, at han gerne vil arbejde med 3D-design, siger Rasmus Madsen.

Læs også: Organisationer: Erhvervspraktik i 6.-9 klasse bør være en ret

Eget spil som øjenåbner

Capgemini har været guldspsonsor for foreningen Coding Pirates siden 2021. Udover at donere 100.000 kr. om året afholder virksomheden to arrangementer forår og to om efteråret i henholdsvis Aarhus og hovedkvarteret i Vallensbæk ved København.

Deltagerne er børn i alderen 8 til 12 år, der er nysgerrige på it. Og det er en stor glæde at være med til at udvikle børnenes digitale kompetencer, fortæller Rasmus Madsen.

- Børnene opdager, med hvor få midler de selv kan designe i 3D eller lave deres eget spil. Det er en kæmpe øjenåbner for mange. Særligt de lidt generte børn bliver utroligt glade over at opdage det her. Og det samme bliver vi, der er med, og ser deres syn på it ændre sig i løbet af nogle timer, siger Capgemini Invest manageren.

Virksomheden lægger lokaler til arrangementerne og stiller med frivillige fra medarbejdergruppen, mens Coding Pirates stiller med instruktørerne og sørger for at finde børn, der vil deltage.  

Læs også: Virksomheder vil have flere unge i fritidsjob

Hjælp os med at hjælpe børnene

Foreningen Coding Pirates er næsten 10 år gammel og grundlagt på idéen om, at børn og unge har brug for teknologiforståelse. Og hvis teknologiforståelse ikke kan blive et fag i folkeskolen, må nogen sørge for, at det kommer ud til børnene alligevel.

- Samfundet har brug for mennesker, der interesserer sig for teknologi. Coding Pirate gør det muligt for børn og unge at gå til kodning som fritidsaktivitet på linje med spejder eller fodbold – og derudover vække deres interesse for it via samarbejder med virksomheder som for eksempel Capgemini, forklarer generalsekretær i foreningen, Louise Overgaard.

Coding Pirates har 52 lokalforeninger i hele Danmark, der bemandes af cirka 400 frivillige – og børn på ventelister mange steder. Generalsekretæren fortæller, at foreningen mangler hænder af alle slags. Og penge.

- Vi bliver støttet økonomisk af fonde og en blanding af store og små virksomheder. Nogle stiller med lokaler, andre med frivillige, men vi ville gerne nå ud til endnu flere børn og unge. Så sidder der en virksomhedsejer eller -leder og læser det her og tænker, jeg vil gerne hjælpe med udbrede digitale kompetencer til børn, så må de endelig ringe til mig, siger Louise Overgaard.

Læs også: DI-analyse: Konkurrenceevne afhænger af kunstig intelligens

Godt for virksomhedskulturen

I Capgemeni er virksomheden særdeles godt tilfreds med samarbejdet med Coding Pirates.

Rasmus Madsen fortæller, at en af de primære grunde til, at Capgemini har indgået partnerskab med Coding Pirates, er muligheden for at gøre samarbejdet til andet og mere end ’blot’ en pengedonation – ved at aktivere medarbejderne.

- Samarbejdet styrker virksomhedskulturen. Medarbejderne er stolte af at arbejde i en virksomhed, der tager ansvar og bidrager til udvikle børn og unges it-færdigheder - og bruger gerne en eftermiddag som frivillige, når vi har arrangementer, siger Invent manageren.

I Dansk Industri (DI) håber digitaliseringspolitisk chef og fungerende branchedirektør for DI Digital, Andreas Holbak Espersen, at flere virksomheder vil gå samme vej som Capgemini. 

- Virksomhederne har hårdt brug for, at de nye generationer kommer ud af skolen med en god forståelse for det digitale, som fylder mere og mere i vores samfund. Derfor er det både vigtigt og glædeligt, at foreninger som Coding Pirates samarbejder med virksomheder om at klæde børn og unge på til en digital fremtid. Og ikke mindst lige nu, hvor politikerne fortsat ikke har indført obligatorisk teknologiforståelse i folkeskolen, siger han.

Læs også: Data kan blive det nye guld i Europa

Fakta

Capgemini Danmark A/S
IT- og innovations-konsulentvirksomhed 
Rådgiver, udvikler og vedligeholder flere større og komplekse IT- og teknologi-løsninger i både den private og offentlige sektor 
Hovedkvarter i Vallensbæk Strand
540+ medarbejdere og er del af franskejet koncern med 357.000 medarbejdere
Er guldsponsor (100.000 kr.) for foreningen Coding Pirates (CP)
Afholder b.la. to arrangementer forår og efterår – IT-børnekonference og Girls Day in Science i samarbejde med CP 

Coding Pirates Danmark
Forening til fremme af børns it-kreativitet
Afholder kodeaftner og it-aktiviteter
Afholder First Lego League
Sekretariat med 12 ansatte medarbejdere
Budget for sekretariat ca. 5 mio. kr. pr. år.
Cirka 400 frivillige
52 lokalforeninger i hele Danmark

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bo Wiberg

Bo Wiberg

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3081
  • Mobil +45 5213 2382
  • E-mail bowi@di.dk

Relateret indhold