Vicedirektør i DI Anne Højer Simonsen (tv) og Camilla Hjermind, kontorchef hos Erhvervsstyrelsen, arbejder tæt sammen om at styrke virksomhedernes grønne værktøjskasse.

Foto: Michael Stub
08.04.24 DIB Nyheder

Klimaklar værktøjskasse hitter i virksomhederne

Virksomhed nummer 700 bruger nu programmet Klimaklar Produktionsvirksomhed og dermed også Erhvervsstyrelsens beregningsværktøj Klimakompasset. Flere brancher strømmer til. Værktøjskassen udvides hele tiden.

Klimaklar Produktionsvirksomhed, et gratis forløb for alle danske produktionsvirksomheder og relaterede brancher, har nu været i gang i to år.

I et Klimaklar-forløb lærer virksomhederne at beregne deres klimaaftryk ved brug af Erhvervsstyrelsens beregningsværktøj Klimakompasset; en fuldendt grøn værktøjskasse, om man vil.

Programmet udvides løbende med nye moduler, som understøtter virksomhedernes arbejde med at reducere og forstå egen CO2-data. 

– Et godt eksempel er de to nye ekstramoduler om scope 3 og cirkulær økonomi. Vi evaluerer løbende platformen baseret på andre Klimaklar-deltageres udsagn, så vi sikrer, at platformen altid lever op til virksomhedernes behov, forklarer Anne Højer Simonsen, Vicedirektør i DI.

Også beregningsværktøjet Klimakompasset udvikles hele tiden.

– I Erhvervsstyrelsen er vi i tæt kontakt med DI og Klimaklar-sekretariatet, som giver os en masse god brugerindsigt, som vi kan anvende i vores videreudvikling af Klimakompasset og vejledning, uddyber Camilla Hjermind, Kontorchef hos Erhvervsstyrelsen.

– For eksempel fik vi indblik i , at der har været mangel på emissionsfaktorer, når det kommer til indkøb af forskellige typer af plast og tekstil. Derfor har vi i samarbejde med Energistyrelsen oprustet med yderligere 100 emissionsfaktorer blandt andet for plast og tekstil.

Nyeste udvikling af Klimakompasset

I slutningen af 2023 besluttede Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse at støtte videreudviklingen af Klimakompasset med yderligere ca. 9 mio. kr. 

- Med de nye midler vil vi give virksomhederne et større indblik i mulige reduktionsinitiativer på baggrund af deres indtastede beregninger og opsatte klimamål, fortæller Camilla Hjermind:

– I dag kan virksomheder inde i Klimakompasset opsætte et klimamål for fremtiden og fremskrive sit CO2-aftryk de næste 10 år. Det giver dem en indikation af, hvad det kræver af dem at kunne nå deres klimamål. Fremadrettet vil virksomhederne i højere grad også kunne danne sig et overblik over, hvor langt forskellige reduktionsscenarier vil bringe dem i forhold til at nå deres klimamål.

Desuden vil Klimakompasset også på sigt give virksomheder mulighed for at kunne sammenligne deres klimaberegninger fra år til år og se udviklingen af klima aftrykket over tid.

Flere brancher melder #klimaklar

I en tid hvor lovgivning på bæredygtighedsområdet fylder mere og mere, og kravene skærpes, vælger omstillingsparate virksomheder at se opgørelse af fx deres klimaaftryk som en konkurrencefordel, så de ikke bliver efterladt på perronen, når rapporteringstoget buldrer afsted.

Dét at kunne beregne sit klimaaftryk som et vigtigt konkurrenceparameter kommer ikke ud af ingenting. Således viser PwC’s Sustainability Survey fra december 2023, at 73 procent af de store virksomheder peger på data og rapportering som de største udfordringer i deres arbejde med bæredygtighed.

Det mærker ikke mindst DI, der i tæt samarbejde med Industriens Fond står bag Klimaklar Produktionsvirksomhed, som de nu oplever, bliver en mere og mere attraktiv platform for virksomhederne at tilgå.

Derfor er der også åbnet op for flere brancher blandt andet engros, transport og byggeri. Alle disse virksomheder optræder som en del af Produktionsdanmarks leverandørkæde og bliver nu også tilbudt en varm hånd i ryggen, når det kommer til forståelsen af deres CO2-data.

-Vi skal kunne hjælpe underskoven af leverandører, der kan have svært ved at finde deres CO2-data. Her ser vi Klimakompasset som et centralt værktøj, der kan understøtte virksomhedernes arbejde med deres klimaregnskab, siger Anne Højer Simonsen.

Og Camilla Hjermind slår fast:

- I Erhvervsstyrelsen er vi glade for samarbejdet med DI, hvor vi i fællesskab kan styrke den grønne værktøjskasse til dansk erhvervsliv. At både Klimaklar Produktionsvirksomhed og Klimakompasset har levet i lidt tid nu, giver mulighed for at dele og bygge videre på værdifulde erfaringer og indsigter til glæde for virksomhedernes grønne omstilling.

Læs mere på DI’s ESG-site her

Fakta

Hvad er Klimaklar Produktionsvirksomhed?

  • Igennem Klimaklar Produktionsvirksomhed får virksomheder viden og værktøjer til at forstå egen CO₂-data, sætte reduktionsmål samt få inspiration til god klimakommunikation
  • Virksomheden får op til tre log-ins til den digitale læringsplatform, hvor man også kan tilgå ugentlige læringsmøder eller booke 1:1 rådgivning.
  • Når virksomheden føler sig klar, kan de tage en quiz på platformen, der frigiver et diplom for sin deltagelse i Klimaklar. De vil også kunne tilmelde sig et Klimaklar-netværk efterfølgende.
  • Klimaklar Produktionsvirksomhed er gratis for alle danske produktionsvirksomheder, da det er støttet af Industriens Fond.

Hvad er Klimakompasset?

  • Klimakompasset er et digitalt beregningsværktøj udviklet af Erhvervsstyrelsen i samarbejde med Energistyrelsen.
  • Klimakompasset anvender den internationale standard for klimaberegninger (GHG-protokollen) og er det tætteste, vi kommer på en myndighedsstandard for beregning af klimaaftryk på virksomhedsniveau.
  • Klimakompasset kan ikke bruges til at sammenligne udledninger på produktniveau, men bruges primært til at beregne og danne sig et overblik over udledninger for aktiviteter i din virksomhed og dens værdikæde.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anne Højer Simonsen

Anne Højer Simonsen

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3465
  • Mobil +45 4014 0603
  • E-mail anhs@di.dk

Relateret indhold