20.11.23 SBA Nyheder

Aftale om pension til elever på Service- og skadesserviceoverenskomsten

Folketinget har besluttet, at der kan ydes refusion for udgiften til lærlinge-/elevpension med virkning fra den 1. januar 2023. På den baggrund har DIO-II og 3F Privat Service, Hotel og Restauration aftalt, at elever, der er omfattet af parternes overenskomster (uddannelse til serviceassistent og rengøringstekniker) har ret til fulde satser for pension fra 1. januar 2023.

Lovgivning på plads

Ved overenskomstforhandlingerne i 2020 blev det aftalt, at der afregnes pension til elever 18 og 20 år. Dog med reducerede satser. Samtidig blev det aftalt, at eleverne skulle have fuld pension, hvis Folketinget besluttede at give refusion for pensionen via AUB-ordningen.

Formålet med parternes aftale var at sikre, at elever bliver omfattet af den almindelige pensionsordning på et tidligere tidspunkt, og dermed sikres bedre vilkår ved pensionering. Samtidig var det en forudsætning, at Folketinget gav adgang til refusion for arbejdsgivers pensionsbidrag til eleven under skoleophold.

Den lovgivning er nu på plads, og derfor har DIO-II og 3F Privat Service, Hotel og Restauration udmøntet den aftale, der blev indgået i 2020.

Aftalen er gældende for elever omfattet af Serviceoverenskomsten og Skadesserviceoverenskomsten.

Ordningen træder i kraft fra 1. januar 2023, da Folketinget har valgt at give refusionen med tilbagevirkende kraft. Der skal derfor efterbetales af pension, så elever fra den 1. januar får indbetalt samme pensionsprocent som elever over 20 år og øvrige medarbejdere på overenskomsterne.

Der skal kun ske efterbetaling af arbejdsgiverbidraget

DIO-II og 3F Privat Service, Hotel og Restauration har aftalt, at PensionDanmark beregner differencen i arbejdsgiverbidraget mellem de hidtidige indbetalinger for:

  • Den 1. januar 2023 – 14. juni  2023, hvilket er 8 pct.
  • Den 15. juni – 15. december 2023, hvilket er 10 pct.

Differencen vil blive periodiseret pr. elev i den opgørelse, som virksomhederne modtager fra PensionDanmark. PensionDanmark fratrækker udgiften til eventuel tegnet elevforsikring i PensionDanmark, inden beløbet opgøres. Eventuel tegnet elevforsikring tegnet i andre selskaber kan i perioden 1. januar 2023 og indtil 15. december 2023, eller indtil arbejdsgiver kan frigøre sig forsikringsaftalen, opgøres af den enkelte arbejdsgiver og kan modregnes i udgiften til pensionsindbetalingen.

Fra 15. december 2023 og fremadrettet følger elever de almindelige pensionssatser i overenskomsterne. Eleverne vil pr. 15. december 2023 blive omfattet af pensionsordningens almindelige forsikringsdækning.

Beløbet skal indbetales til PensionDanmark senest den 10. marts 2024.

Virksomhederne skal efter de nye regler således være opmærksom på, at der ikke skal betales ”særskilt” forsikring til elever, der fra den 15. december 2023 fremadrettet får 12 pct. i pension.

AUB refusion

Refusion fra AUB forudsætter, at AUB kan se pensionsindbetalingerne i e-indkomst for de perioder, hvor eleven har været på skole. Hvis arbejdsgiver ønsker at opnå refusion skal indberetningerne til  e-indkomst for de enkelte måneder altså rettes.

AUB vil informere nærmere om dette på virk.dk og i direkte virksomhedsrettet kommunikation.

Ejendomsfunktionæroverenskomsten

Vi forventer, at der meget snart vil blive indgået en tilsvarende aftale vedrørende Ejendomsfunktionæroverenskomsten, hvilket vi informerer om, når det sker.

Skrevet af:

Lene Horn

Relateret indhold