Samarbejdet mellem Carina Nørmark Kruse fra vikarbureauet (tv), Helle Kristensen fra kundevirksomheden MedicoPack og Sujiban Kuganeswaran endte som en win-win-situation. Foto: Mette Honoré

24.09.21 VikarBranchen Nyheder

Produktionsvirksomhed fandt lærling gennem vikarbureau

Et godt match med en vikar fik MedicoPack til at oprette en ny læreplads. Det har åbnet deres øjne for fordelene ved at bruge vikarbureauer, når de rekrutterer lærlinge.

”Vi skulle egentlig ikke have en lærling inden for lager og logistik”, siger Helle Kristensen, der er produktionschef hos MedicoPack i Langeskov.

Men det ændrede sig, da virksomheden før sommerferien fik en ny vikar, der skulle dække ind for en langtidssygemeldt medarbejder. Det viste sig, at vikaren, den 25-årige Sujiban, passede så godt til sin nye arbejdsplads, at han blev tilbudt en læreplads.

Vikar med ambitioner
I fabrikshallen hos MedicoPack producerer maskiner og robotter plastemballage til sundhedssektoren. Før produkterne bliver sendt ud til kunderne, står de på virksomhedens lager. Da de før sommerferien manglede en medarbejder med truckkørekort til lageret, ringede de til et af VikarBranchens bureauer.

Kort tid efter mødte Sujiban op på virksomheden. Efter flere vikarjobs på lagre kom han med masser af erfaring, og de mange vikarjobs havde vakt hans interesse for fagområdet. Allerede før jobbet hos Helle Kristensen var han blevet optaget på uddannelsen til Lager- og Logistikoperatør med start i august. Derfor havde han meldt ud, at han kun skulle være hos MedicoPack, indtil han skulle på skolebænken. 

Drømmen er at gå ledervejen og få mere ansvar.

Erfaringen fra vikarjobs forkortede uddannelsen
Helle Kristensen og kollegaerne blev hurtigt glade for Sujiban. Hans indstilling til arbejdet passer godt til virksomheden.

”Han møder alle med et stort smil og går i folk med træsko på”, fortæller hun.

Heldigvis var glæden gengældt. En dag kom Sujiban og Helle Kristensen til at tale om Sujibans uddannelsesplaner. Idéen om at tilbyde Sujiban en læreplads tog form, og Sujiban undersøgte mulighederne hos skolen.

Det viste sig, at han kunne skære et år siden af sin uddannelse. Perioderne med vikarjobs inden for lager og logistik gav nemlig merit nok til at springe dele af praktikken over.

”Jeg blev overrasket over, at jeg kan forkorte uddannelsen så meget. Det gav mig kun mere mod på at gå i gang,” fortæller han.

Vikarbureauer kan finde lærlinge
MedicoPack er i forvejen vant til at uddanne plastmagere til produktionen. Deres lærlinge søger på klassisk vis om en læreplads hos dem. Men den generelle mangel på kvalificeret arbejdskraft og den positive oplevelse med Sujiban har fået Helle Kristensens øjne op for, at virksomheden selv kan søge efter lærlinge – blandt andet hos vikarbureauer.

Bureauerne kan nemlig noget særligt, fordi de er trænede i at matche virksomheder og medarbejdere. Og så giver vikarjobbet både virksomheden og lærlingen mulighed for at se hinanden an.

”Jeg håber, at vi kan uddanne flere lærlinge på den måde,” siger hun.

Fakta: Lager- og logistikoperatør

  • Lager- og logistikoperatør er en specialisering under uddannelsen Lager- og terminaldisponent
  • Den samlede uddannelsestid er i udgangspunktet 3 år, men den kan være kortere eller længere. For eksempel afhænger den af, om man kommer direkte fra folkeskolen, eller om man har erfaring nok til at få merit
  • Lager- og logistikoperatører arbejder med lagerstyring. Det betyder, at de effektiviserer processerne på lageret ved hjælp af teknologi
  • Lager- og logistikoperatører kan vende en gaffeltruck på en femøre og sikre, at varerne når frem til de rigtige kunder
  • De arbejder i godsterminaler, engrosvirksomheder, lagervirksomheder eller i stormagasiner

Kilder:

Roskilde Tekniske Skole

TEC i Hvidovre

EUC Nordvest

Karen Hjortkær Petersen
Skrevet af:

Karen Hjortkær Petersen

Relateret indhold