28.10.21 DI Pressemeddelelse

DI Hovedstaden: Byrådskandidater lover bedre samarbejde med Ishøjs erhvervsliv

Kontakten og dialogen mellem byrådet i Ishøj Kommune og de lokale virksomheder bliver bedre, når det nye byråd træder til i januar 2022. Det var der i hvert fald bred enighed om, da byrådskandidater fra Socialdemokratiet, Ishøjlisten, Radikale, Liste M, Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti besøgte Sydkystens Bil Center onsdag den 27. oktober. Bag virksomhedsbesøget stod Dansk Industri, som hentede og bragte politikerne i deres valgkampbus med slogannet ”vælg virksomhederne – styrk samfundet”.

At der er plads til at forbedre dialogen med politikerne, stod klart allerede fra debattens start, hvor adm. direktør Flemming Hoffmann Christensen fra Sydkystens Bil Center blev spurgt, hvad hans største ønske til politikerne var. ”En ren ufortyndet dialog med politikerne”, lød svaret. Og det fik han, efter at have vist rundt på værkstedet, som er specialiseret i Skoda og Volkswagen. Flemming Hoffmann Christensen henviste blandt andet til situationer, hvor virksomhederne kan komme med høringssvar til ændringer af lokalplanen o.lign., som betyder meget for deres fremtid. Her har han og andre virksomheder oplevet, at deres budskaber ikke er nået frem til de politikere, der skal tage den endelige beslutning i sagen, i hvert fald ikke sådan som budskaberne var ment.

- De kommunale processer er vanskelige at gennemskue, og tingene har det med at blive meget sort-hvide, når det er svært at trænge igennem til byrådsmedlemmerne med sit synspunkt, sagde Flemming Hoffmann Christensen.

Politikere fra begge sider gav ham ret. Konkret var der bred enighed om at genoptage møderne i kommunens erhvervskontaktudvalg med repræsentanter fra både byrådet, erhvervsforeningen og Next, som har ligget stille længe. Og at inddrage de virksomheder, der vil blive berørt af de politiske beslutninger, tidligere i processen.

For Sydkystens Bil Center var det godt nyt. Efter at have ligget på samme adresse på Industriskellet i 60 år, risikerer virksomheden nemlig at blive tvunget til at flytte til fordel for udstykning til parcelhuse på grunden, hvis et tillæg til lokalplanen bliver vedtaget. Men debatten face to face i salgslokalet foran spritnye elbiler viste, at der var politisk lydhørhed for at finde en løsning. Et godt eksempel på, hvordan samtale fremmer forståelsen.     

Kontakt
Chefkonsulent, Morten M. Larsen, DI Hovedstaden, mlla@di.dk, tlf: 5213 2328. 
Presseansvarlig Helen Jensen, hje@di.dk, tlf.: 2124 4702

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

 

 

Relateret indhold