25.09.23 Vi rådgiver dig Nyheder

E. Nielsens mekaniske stenhuggeri har Danmarks første stenteknikerlærling

Ole Grage, indehaver af Danmarks ældste stenhuggeri, har været drivkraften bag oprettelsen af en ny uddannelse inde for stenfagene. For ham er det vigtigt at give den faglige viden videre til næste generation.

Ole Grage er fjerde generation i E. Nielsens mekaniske Stenhuggeri. Han har været indehaver af virksomheden siden 1993, er oldermand i Stenhuggerlauget, og er manden bag initiativet til den nye stenteknikeruddannelse.

Ole Grage tog opgaven på sig med at få oprettet den nye uddannelse af en ganske simpel grund: han mangler de rette kompetencer.

”Jeg stod og manglede nogle hænder til nogle helt bestemte opgaver. Jeg har ikke kun brug for klassiske stenhuggere; jeg har også brug for dygtige medarbejdere til industri-opgaverne i min virksomhed. Nogle med en mere teknisk baggrund, som kan lave profiler og kanter til industrien,” siger Ole Grage og fortsætter:

”Så jeg fik oprettet stenteknikeruddannelsen, som bedst kan beskrives som en hybrid mellem en industritekniker og en traditionel stenhugger. En stentekniker kan eksempelvis arbejde med CNC-maskiner, robotter og AutoCAD, men skal også en gang imellem bruge hammer og mejsel – bare ikke i lige så stor grad som stenhuggeren.”

Lærling: Jeg havde også brug for at bruge kroppen

Mark Skovbæk på 28 år er en af de første lærlinge på stenteknikeruddannelsen. Han har tidligere taget en HF og har, som han selv siger det, for meget krudt i røven til at sidde stille. Han gik derfor, efter mange år som ufaglært, i gang med at overveje forskellige uddannelser.

”Jeg arbejdede en del år som lagermand og overvejede både at læse til pædagog, VVS’er og tømrer. Det, der er vigtigt for mig, er, at man også kan bruge kroppen i sit arbejde. Jeg fungerer ikke, hvis jeg udelukkende skal sidde foran en computerskærm otte timer hver dag. Så jeg begyndte jeg på stenteknikeruddannelsen og er nu i lære hos Ole Grage,” siger Mark Skovbæk.

Og Mark Skovbæk har ikke fortrudt, at han er begyndt på stenteknikeruddannelsen.

”Det bedste ved at være i lære som stentekniker er, at man får lov til at være kreativ, og at der ikke er to dage eller opgaver, der er ens. Og så har jeg også nogle rigtig gode, erfarne kolleger, der hjælper eller kommer med et tip til, hvordan man løser en opgave,” siger Mark Skovbæk.

Vigtigt at give faget videre

For Ole Grage er det vigtigt, at være med til at udvikle faget, men også at videregive den viden, der er i stenhuggerfaget, til næste generation.

Både for at sikre driften af sin egen virksomheden, men også for at håndværksfaget ikke dør ud.

”I Sverige er der jo næsten ingen stenhuggere tilbage, og vi må sende danske stenhuggere til landet, når der skal restaureres kirker og monumenter. For mig og for min virksomhed er det vigtigt, at vi værner om stenhuggerfaget og videregiver vores faglige know-how.  Og det er jo sådan med meget håndværksviden, at det ikke nødvendigvis er nedskrevet. Mange af de ældre medarbejdere kan forskellige gamle tricks, som stadig virker den dag i dag – også selvom man ikke lige kan google det frem,” siger Ole Grage og fortsætter:

”Kombinationen af unge og ældre medarbejdere i en virksomhed giver den bedste dynamik. Eller som min far plejede at sige: ’De unge koste har energien, de gamle koste ved, hvor skidtet gemmer sig’.

Vil du vide mere?

Læs mere om uddannelsen til stentekniker og stenhugger på Byggeriets Uddannelsers hjemmeside

Du kan også høre mere om Ole Grages stenhuggeri og lærling i videoen nedenfor.

Relateret indhold