04.11.21 DI Pressemeddelelse

Lokale virksomheder til kommunalpolitikere: Hjælp os med at skabe gode rammer for nye medarbejdere!

Arbejdskraft stod øverst på dagsordenen, da 20 kandidater til byrådet i Frederikssund var på virksomhedsbesøg hos Procom A/S og 3 Byg, Tag og Facade A/S med DI’s kommunalvalgsbus. Og skal det lykkes at løse efterspørgslen efter medarbejdere, så er der brug for bedre infrastruktur, attraktive forhold for børnefamilier og mere fokus på erhvervsuddannelserne i skolen.

Onsdag eftermiddag stod i erhvervslivets tegn for ca. 20 kandidater til Frederikssund byråd. De var nemlig inviteret med DI’s kommunalvalgsbus og første besøg var hos Procom A/S. Her bød adm. direktør Mette Brink inden for, og viste hvad det er virksomheden arbejder med inden for udvikling og produktion af bl.a. antenner og filtre til trådløs tovejskommunikation.

Og som kom det ellers til at handle om, hvem det er, der skal lave, udvikle og producere produkterne. For Procom A/S har brug for medarbejdere med lange videregående uddannelser – og det er svært at skaffe til Frederikssund. Lykkes det endelig at tiltrække en ung ingeniør fra hovedstaden, ja så er er det ikke en flytning til Frederikssund, der i første omgang lokker. Men det kunne det gøre, når den unge ingeniør er blevet lidt ældre og måske har fået familie – men det forudsætter, at der både attraktive forhold for børnefamilier og godt arbejdsmarked for partneren.  Her halter det i dag og mange vil derfor ikke tage turen til Frederikssund. 

Det hæmmer Procoms udvikling, at det er så svært at finde dygtige medarbejdere, og derfor ønskede adm. direktør Mette Brink også, at der gøres mere fra kommunens side: 

- Det er i udgangspunktet godt at være virksomhed i Frederikssund, og vi er i Procom A/S tæt knyttet til lokalområdet. Men vi har brug for, at kommunen fortsætter arbejdet med at tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Det forudsætter også, at infrastrukturen bliver udbygget, og at bredbånds– og mobildækningen bliver bedre.

John Smith, borgmester og spidskandidat for Venstre, var lydhør, men mente også at der allerede blev arbejdet meget med erhvervsvenligheden i kommunen:

- Det er ikke noget nyt, at vi arbejder på at skabe gode ramme- og vækstvilkår for det lokale erhvervsliv i Frederikssund Kommune. Vi har blandt andet afskaffet dækningsafgiften og gebyret på byggesagsbehandling. Med når det er sagt, er der fortsat noget at tage fat på.

Efter besøget hos Procom gik turen til 3 Byg, Tag og Facade A/S, hvor debatten om arbejdskraft fortsatte, for her har adm. direktør Per Kyster også brug for gode folk – men det kræver at arbejdet starter allerede i folkeskolen.

- Hvis vi skal have flere lærlinge og mere kvalificeret arbejdskraft, er der behov for at styrke samarbejdet mellem erhvervslivet og folkeskolen. En ting er, at eleverne skal have øjnene op for erhvervsuddannelserne, men vi skal også klæde lærerne på, så de ved, hvad der foregår i en moderne håndværkvirksomhed og kan være ambassadører for området,  lød det fra adm. direktør for 3 Byg, Tag og Facade, Peter Kyster.

Kontakt

Chefkonsulent Anne Ginderskov Hansen, tlf. 4079 5870

Chefkonsulent Morten Müller Larsen, tlf. 5213 2328

Se mere om Kommunalvalg 2021 i DI her.

Anne Ginderskov Hansen

Anne Ginderskov Hansen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4841
  • Mobil +45 4079 5870
  • E-mail angh@di.dk

Relateret indhold