24.09.21 DI Pressemeddelelse

Erhvervsfremstød til Tyskland skal åbne nye døre for danske virksomheder

Tyskland er Danmarks største samhandelspartner og en vigtig allieret på den globale politiske scene. I kølvandet på et tysk valg og genopbygning efter coronakrisen, er der store muligheder for dansk erhvervsliv i Tyskland. Derfor tager DI med 40 danske virksomheder, Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Kronprinsen til Berlin på et erhvervsfremstød den 10.-11. november 2021. Pressen er inviteret med.

Hvert år krydser der varer og tjenester mellem Danmark og Tyskland for mere end 340 mia. kr. og mere end 115.000 danske arbejdspladser er direkte afhængige af eksporten til Tyskland. Den store samhandel er kun mulig takket være et langvarigt og stærkt samarbejde mellem Danmark og Tyskland, som DI sammen med bl.a. Udenrigsministeriet og Kongehuset vil gøre endnu stærkere med et officielt erhvervsfremstød 10.-11. november 2021.

- Tyskland går en meget spændende tid i møde med en ny kansler og regering og nye politiske reformer og prognoserne tyder på den største økonomiske fremgang siden genforeningen i starten af 1990’erne. Det tyske væksttog kører med fuld damp, og det skal danske virksomheder med på – både nu og på længere sigt, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

- Derfor er jeg meget glad for og ser meget frem til turen til Berlin anført af Kongehuset, så vi kan fremvise danske styrkepositioner og gøre en forskel for Danmark og dansk erhvervsliv og hjælpe Tyskland med nogle af de presserende udfordringer inden for grøn omstilling, digitalisering og sundhed, som de står over for, siger Lars Sandahl Sørensen.

I perioden 2017-2019 stod dansk eksport til Tyskland stort set stille. Og under coronakrisen faldt eksporten til Tyskland med 13 mia. kr. Der er ved at komme gang i eksporten igen, men der skal endnu mere turbo på, hvis vi skal indhente det tabte. Det arbejde sætter DI i gang med erhvervsfremstødet, der kommer til at forløbe over to dage, hvor der vil være fokus på at fremvise danske styrkepositioner inden for grøn omstilling, fødevarer og life science over for centrale tyske beslutningstagere.

I mange år har danske virksomheder været helt i front i eksporten af grøn teknologi til Tyskland, men der var nedgang i 2020, særligt på grund af fald i eksporten af vindteknologi. Derfor har fremstødet det meget klare sigte at vende udviklingen og indfri det store potentiale med stærke danske virksomheder som Ørsted, Rambøll, Haldor Topsøe, Velux, Kamstrup, Danfoss, Grundfos og Cowi i spidsen.

- Kampen mod klimaforandringer er det helt store valgtema, og nu skal en ny regering levere på valgløfterne. I de kommende år vil Tyskland investere massivt i grøn omstilling. Hvis landet skal nå sit klimamål om en 60 pct. CO2-reduktion i 2030, får de brug for den teknologi, som danske virksomheder er verdensmestre i at udvikle og producere. Derfor vil vi vise de tyske beslutningstagere, alt hvad danske energiteknologiske løsninger kan inden for områder som energieffektivisering, fjernvarme, vind og power-to-X, siger Lars Sandahl Sørensen.

Danske virksomheder eksporterer fødevarer til Tyskland for mere end 23 mia. kr. om året, hvilket svarer til 16 pct. af den samlede eksport til Tyskland. Virksomhederne har godt fat i det tyske marked, og i takt med at det bliver nemmere at handle på tværs af grænsen, vil efterspørgslen efter danske fødevarer stige, vurderer DI.

- De tyske forbrugere ligner på mange måder de danske, og det gælder også vores smag for fødevarer. Selv om de måske foretrækker deres pølser med sauerkraut, og vi spiser dem i hotdogs med sennep, er der mange ligheder i vores præferencer. Der er også stor efterspørgsel efter bæredygtige fødevarer og ingredienser, og der er vi helt i front, siger Lars Sandahl Sørensen.

I 2020 overhalede USA Tyskland og blev Danmarks største eksportmarked. Især eksporten af sundhedsprodukter til USA har drevet fremgangen med en markant stigning, og samme vækst vil vi fremme i Tyskland, hvor sundhedssektoren har vokseværk.

- Vi har erfaret under coronakrisen, at vi løser fælles problemer bedst, når vi handler i fællesskab. Kimen er lagt til et endnu tættere samarbejde mellem den offentlige og private sektor, og det er der brug for i den tyske sundhedssektor, hvor danske virksomheder kan spille endnu større rolle, siger Lars Sandahl Sørensen.

For yderligere informationer og oplysninger om tilmelding, interviewaftaler med Lars Sandahl Sørensen, andre DI-talspersoner og virksomheder, kontakt DI’s presserådgiver Ditte Rieland på tlf. +452246 7822 eller e-mail: dirh@di.dk

Ditte Rieland

Ditte Rieland

Presserådgiver

  • Direkte +45 3377 4951
  • Mobil +45 2246 7822
  • E-mail dirh@di.dk

Relateret indhold