09.10.23 DI Pressemeddelelse

DI efterlyser højere tempo i udbygningen af vindmøller og solceller

Frem mod 2030 skal mængden af grøn strøm fra vindmøller og solceller firedobles. Det mål vil regeringen nå ved at sætte turbo på udbygningen af vindmøller og solceller lokalt med nye energiparker. Landets største erhvervsorganisation, Dansk Industri, roser udspillet, men savner klarhed om, hvordan udbygningen skal gå hurtigere i praksis.

Der skal gevaldigt fart på den grønne omstilling, hvis vi skal nå vores ambitiøse klimamål og i en fart løsrive os fra olie, kul og gas. Det kræver en massiv udbygning af vedvarende energi bl.a. med flere vindmøller og solceller på land. Udviklingen har indtil videre forløbet med sneglefart, og i den danske energibranche møder flere virksomheder modstand lokalt, når der skal bygges nyt. Den modstand forsøger regeringen at imødekomme i nyt udspil ved at udpege 32 arealer til energiparker og tilbyde kompensation til borgere, der bor tæt på vindmøller og solcelleparker.

Dansk Industri, der repræsenterer store dele af den danske energibranche, roser regeringens udspil, der falder på et tørt sted efter flere år med stort set stilstand i udbygningen af vedvarende energi. Men der er enkelte udeståender, der spænder ben for en hurtigere udbygning, som regeringen har ambitioner om. 

- Danmarks grønne omstilling starter lokalt, og alle kommuner og lokalsamfund skal bidrage, hvis vi skal lykkes. Når kommuner skal lægge jord til flere vindmøller og solceller, skal det selvfølgelig også komme lokalsamfundene, borgere og natur til gavn. Det er helt afgørende med attraktive vilkår lokalt og regeringens udspil, med blandt andet nye energiparker, vil gøre det nemmere for mange kommuner at planlægge mere vedvarende energi, siger Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI, og fortsætter:

- I fremtiden får vi brug for meget store mængder grøn strøm. Både til at dække vores forbrug, men også til at udvikle grønne brændsler. Og vi har travlt, hvis vi skal nå en firedobling af grøn strøm fra vindmøller og solceller i 2030. Energibranchen er i den grad utålmodig, og vi savner klarhed i udspillet om godkendelsesprocesser, som vi ved er en væsentlig barriere for, at virksomhederne kan komme hurtigt i gang. Også uden for de 32 udpegede arealer. Det håber vi, at regeringen vil have in mente, når aftalen skal forhandles, siger Emil Fannikke Kiær. 

I dag udgør vedvarende energi på land ca. 0,5 pct. af Danmarks samlede areal. Af udspillet fremgår det, at vi formentligt i fremtiden får brug for 2,5 gange så meget, hvis vi skal kunne dække vores stigende energiforbrug med grøn strøm. Regeringen har derfor identificeret 32 potentielle arealer til energiparker rundt om i Danmark, hvor der kan bygges vindmøller og solceller. Men tæt på energiparkerne bor borgerne. Og regeringen foreslår at dem, der i fremtiden skal være naboer til de nye energiparker, skal modtage kompensation.

- Vi vil alle den grønne omstilling, og i Danmark har vi mange virksomheder, der faktisk kan levere teknologien og løsninger, der sikrer, at vi kommer i mål. Men det er helt afgørende, at det også skal kunne betale sig for investorerne, der kaster betydelige summer i vindmøller og solceller. Derfor skal regeringen sikre, at lønsomheden ikke bliver taget ud af projekterne. Og det kan vi godt være bekymrede for sker, hvis kompensationen bliver for høj, siger Emil Fannikke Kiær.

Relateret indhold