Foto: GettyImages
15.11.23 DI Pressemeddelelse

Kæmpe interesse for at genopbygge Ukraine

Danske virksomheder har længe været langt foran resten af verden, når det kommer til investeringer og hjælp til genopbygning af Ukraine. Nu er andre lande ved at komme med, og hele 525 virksomheder deltager i disse dage i den store messe og konference Rebuild Ukraine, der foregår i Warszawa. De nordiske lande går forrest.

Rekordmange danske virksomheder deltager i Rebuild Ukraine i Warszawa. Hele 40 danske virksomheder byder ind på genopbygningen af det krigshærgede land, og generelt er Danmarks erhvervsliv et godt stykke foran landene omkring os, når det gælder engagement i Ukraine. Men andre lande og især Sverige og Finland er ved at komme med. Finland har 50 virksomheder med på messen, Sverige 30-40 stykker, mens Norge stadig halter bagefter med 10-12 stykker.

- Hvor vi sidst var overrepræsenteret på Rebuild Ukraine i forhold til vores størrelse, så har flere lande fået øjnene op for at genopbygningen er begyndt. Det er positivt at se en betydelig interesse fra vores nabolande, der i vid udstrækning også arbejder på at stille risikovillig kapital og garantier til rådighed, siger international direktør i DI Thomas Bustrup.

Den danske del af Rebuild Ukraine er arrangeret af Dansk Industri, Danish Board of District Heating, den danske ambassade i Kiev og støttet af Trade Council under Udenrigsministeriet.

Danske virksomheder har været usædvanlig tidligt ude, og mange er allerede dybt engagerede i konkrete genopbygnings- og hjælpeprojekter. De har vist usædvanlig vilje til at støtte genopbygningen af Ukraine – dels for at hjælpe landet akut, dels for at få handelsfodfæste til fremtiden. Så danske virksomheder og DI er stadig mulehår foran andre lande. Eksempelvis har Dansk Industri og søsterorganisation i Ukraine Federation of Employers etableret et dansk-ukrainsk erhvervsråd for at skabe et effektivt samarbejde.

- Vi har siden maj 2022 arbejdet tæt sammen med vores forskellige ukrainske partnere, så vi kunne gøre vores virksomheder klar til at deltage i genopbygningen. Vi ser flere virksomheder, der allerede har genstartet aktiviteterne i Ukraine og tilført landet nye investeringer. Nu skal vi have endnu flere med på vognen. Så det er positivt, at  andre lande nu melder sig klar til at hjælpe med at genopbygge landet, siger Thomas Bustrup.

”Genoprettelsen af Ukraine bliver det største økonomiske projekt i vor tid”, har præsident Zelensky sagt. Men trods landets katastrofale ødelæggelse, så er det ifølge Thomas Bustrup også en mulighed for at modernisere og effektivisere Ukraine i en grøn genopbygning. Det er den vision, som danske virksomheder byder ind på – og som Ukraine byder velkommen.

- Når jeg møder vores medlemmer rundt om i landet, ser jeg virksomheder, der er meget opmærksomme på de muligheder, som Ukraine tilbyder. Ikke mindst fordi Ukraine, der er ved at rykke ind som EU-ansøgerland, har en ambition om at genopbygge grønt og bedre. Her har danske virksomheder, der er i stand til at sy grønne løsninger sammen inden for basal infrastruktur, en stor fordel, siger Thomas Bustrup.

Det er den anden gang, hvor virksomheder fra hele verden indbydes til messe med genopbygningen af Ukraine som tema. Første gang var i januar 2023.

Relateret indhold