DI's websystemer er lukket for login søndag d. 26. maj pga. vedligeholdelse. Arrangementstilmelding og øvrige loginfunktioner vil være utilgængelige.

Wavecare

Teknologivirksomheden Wavecare har digitaliseret fødestuer til gavn for både fødende kvinder og arbejdsmiljøet. Læs her, hvordan man digitaliserer en fødestue, og hvordan det kan gøre en fødsel mindre stressende.

På Hvidovre Hospital har man oprettet sansefødestuer til glæde for både fødende, pårørende og jordemødre:

- Den store forskel på vores normale fødestuer og vores sansefødestuer er, at man på en normal fødestue i højere grad oplever at være på et hospital. På sansefødestuen er der en langt mere hjemlig og rolig stemning, som jeg tænker har en positiv indflydelse på både pårørende, fødende og personalet. Så det er en stor forskel i forhold til, hvordan man føder, fortæller Trine Lind, Vicechefjordemoder, Hvidovre Hospital.

Vi ved fra den forskning og de undersøgelser, som vi har lavet, at det ikke kun gavner den fødende kvinde, men også arbejdsmiljøet for jordemoderen. Bjørn Wennerwald

Sådan digitaliserer man en fødestue

Digitaliseringen af fødestuerne er udarbejdet af sundhedsteknologivirksomheden Wavecare, og består blandt andet af lyd og lys, som bidrager til en stressnedsættende atmosfære:

- Vi har gjort en fødestue digital ved at forprogrammere stemninger i rummet, som giver en rar atmosfære omkring den fødende. Der er en åndedrætsøvelse, som man synkroniserer sit åndedræt til, hvilket stimulerer veen. Der er behageligt lys i andre tilstande af fødselsprocessen, som gør det behageligt og stressnedsættende for den fødende, fortæller Bjørn Wennerwald, CEO Wavecare.

Forskning bekræfter den positive effekt

Nogle vil måske stille spørgsmålstegn ved, hvor stor en effekt sansefødestuerne har. Forskning viser dog, at det i den grad har en positiv effekt:

- Vi ved fra den forskning og de undersøgelser, som vi har lavet, at det ikke kun gavner den fødende kvinde, men også arbejdsmiljøet for jordemoderen, uddyber Bjørn Wennerwald.

Hvidovre Hospital er meget glade for oprettelsen af sansefødestuer, og de ønsker at arbejde videre med projektet:

- Vi er meget interesserede i at arbejde videre med projektet. Kvinderne og jordemødrene har stor glæde af det, så det påvirker både patienttilfredsheden og arbejdsmiljøet i høj grad, fortæller Trine Lind begejstret.

Kort om Wavecare

Wavecare er en teknologivirksomhed, som arbejder for at forbedre menneskers velbefindende på hospitaler og plejecentre gennem sansebaserede løsninger bestående af naturfilm, målrettet musik og lys. Wavecare har gennem 15 år arbejdet med forskellige områder af sundhedssektoren i Danmark, Holland, USA, Kina og Syd Korea.

Relateret