Vi rådgiver dig

Less Fashion: Innovativ udlejningsmodel, som skal øge cirkulariteten i mode- og livstilsbranchen

Less Fashion er en tech-startup, der har udviklet en innovativ softwareløsning til mode- og livsstilsbrands. Less’ kodebaserede løsning muliggør udlejning af nye og brugte kollektioner og salg af brugte kollektioner direkte på det enkelte brands eksisterende hjemmeside.

Less Fashion blev etableret i 2022 ud fra en vision om at transformere mode- og livsstilsbranchens traditionelle lineære forretningsmodel til en cirkulær model, der gavner både designerbrands og forbrugere. Less er ideel for e-handelsbrands, der ønsker at udvide deres forretningsmodel ved at tilbyde en cirkulær løsning, der omfatter både udlejning og gensalg via deres egen hjemmeside.

Drita Memisi, som er CEO i Less Fashion, tror på, at fremtiden for modeudlejning ikke ligger hos tredjepartsaktører, men bør varetages af brandet selv ved brug af nye teknologier. Less Fashions teknologiske softwareløsning gør det netop nemt og rentabelt for eksisterende brands at hoppe med på den cirkulære bølge uden at skulle skabe deres egen løsning fra bunden.

Udlejning og gensalg direkte på brandets hjemmeside

Less Fashion tilbyder en uafhængig B2B SaaS plugin-løsning til online-brands verden over, hvilket betyder, at Less Fashion sælger en software, der giver online-brands’ slutkunder mulighed for at leje nye og brugte kollektioner samt købe de udlejede kollektioner direkte fra brandets egen hjemmeside. Brands kan nemt og hurtigt generere en tilpasset kode via Less’s selvbetjeningsportal og integrere den direkte på deres hjemmeside. Koden vises som en ”Lej” knap ved siden af ”Læg i kurv” knappen på brandets hjemmeside, og herfra håndterer Less hele udlejningsprocessen for brandet.

Brug af AI teknologi

Less vil benytte en AI-algoritme til at levere en løsning, der kombinerer prisoptimering og CO2-sporing for udlejningsgenstande. Ved at analysere data om lejepriser og kunders efterspørgsel vil AI-algoritmen være i stand til at identificere optimale prisstrategier, samtidig med at den vil spore energiforbrug og emissioner for præcis beregning af hvert produkts CO2-aftryk. Ved at implementere denne plug-in løsning kan Less' kunder reducere deres klimaaftryk gennem et større fokus på udlejning og gensalg fremfor nysalg.

Vil løse udfordringer med nye processer og ændret logistik

Som en virksomhed, der er født cirkulær, står Less Fashion dog over for nogle barrierer i forhold til at implementere cirkularitet som et centralt element i designerbrands forretningsmodeller. 

Implementeringen af udlejningsmodeller medfører betydelige ændringer i interne processer, teknologi og logistik for designerbrands, hvilket kan være en udfordring. Det kræver tilpasning af eksisterende systemer og processer, og integrationen af udlejning, levering, rensning og vedligeholdelse af produkter i eksisterende salgskanaler, som kan være komplekse og kræver tillid.

Det er netop for at imødekomme disse udfordringer, at Less har udviklet deres innovative B2B SaaS plug-in løsning til webshops hos de enkelte brands. Denne løsning automatiserer processerne og logistikken mellem brand og forbruger ved at strømline lejeprocessen med deres brugervenlige service til styring af lagerbeholdning og betalinger samt forsendelse og returnering.

Fremtidsmuligheder

Less ser selv en række fremtidsmuligheder for udbredelsen af deres forretning. Der er en voksende efterspørgsel fra forbrugere efter bæredygtige indkøbsmuligheder, og Less's løsning imødekommer denne efterspørgsel ved at tilbyde en cirkulær model, der giver adgang til high-end produkter til en brøkdel af salgsprisen direkte fra webshops hos de enkelte brands.

Den centrale forskel på Less og sammenlignelige virksomheder, såsom Rent the Runway i USA, HURR i UK og norske FJONG i Danmark, er, at i stedet for at fokusere på BTC, så er Less’s forretning primært rettet mod B2B. Det, der adskiller Less fra andre forretningsmodeller inden for dette område, er dermed deres skalerbare B2B plug-in script løsning, som integreres direkte på de enkelte webshops og automatiserer leverings- og rensningsprocessen mellem brand og forbruger.

Less’s vision er at gøre shopping mere bæredygtig, attraktivt og økonomisk rentabelt for både brands og forbrugere i fremtiden.

Yderligere information

Læs mere om Less Fashion her.

Relateret indhold