Foto: Colourbox
04.04.24 Vi rådgiver dig Nyheder

Arbejdsskade under transport til og fra arbejde

En skade, som sker under transport til og fra arbejde, kan i nogle tilfælde være en arbejdsulykke, hvis det f.eks. sker, mens tilskadekomne har en rådighedsvagt.

En skade kan defineres som en arbejdsulykke, hvis en person kommer til skade ved en pludselig hændelse, der sker i forbindelse med arbejdet. 

Hvis der sker en skade under transporten til og fra arbejde, kan det som udgangspunkt ikke anerkendes som en arbejdsulykke, da arbejdsgiveren ikke har nogen indflydelse på forholdene under transporten. 

Der kan dog være situationer, hvor transporten til og fra arbejde sker i arbejdsgivers interesse, og hvis det er tilfældet, kan skaden anerkendes som en arbejdsskade. Det kan f.eks. være ved rådighedsvagter, hvor tilskadekomne står til rådighed for arbejdsgiver uden for normal arbejdstid. 

Der er altid tale om en konkret vurdering af den enkelte sag i forhold til, om det kan anerkendes som en arbejdsskade. 

De konkrete sager med rådighedsvagter 

I en sag skulle tilskadekomne stå til rådighed uden for normal arbejdstid som en del af en sneovervågningsvagtplan og skulle møde ind, hvis tilskadekomne selv vurderede, at det var nødvendigt på baggrund af vejrforholdene. På skadesdatoen skulle tilskadekomne møde ind for at rydde sne og salte. Tilskadekomsten skete på vej til arbejde, da tilskadekomne gled på en isglat cykelsti. 

Ankestyrelsen vurderede, at der var tale om en rådighedsvagt i befordringsbekendtgørelsens forstand og ikke almindelig befordring til arbejde. Derfor blev skaden anerkendt som en arbejdsulykke.  

I en anden sag blev tilskadekomne påkørt på vej hjem fra arbejde, efter at vedkommende havde afsluttet dagens arbejde og samtidig påbegyndt en 24-timers rådighedsvagt. Tilskadekomne skulle stå til rådighed på firmatelefonen fra starten af rådighedsvagten. Det gjaldt således også under hjemtransporten, hvor tilskadekomsten skete.  

Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne var omfattet af loven, da tilskadekomsten var forårsaget af arbejdet eller de forhold, arbejdet foregik under. 

Susanne Linhart

Susanne Linhart

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4847
  • Mobil +45 2228 8475
  • E-mail sli@di.dk

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.