Pernille Erichsen, Underdirektør i Dansk Industri

14.07.23 Vi rådgiver dig Nyheder

3 råd: Sådan skaber du psykologisk tryghed

Hvordan skaber du som leder rum til, at der skal være plads til forskellige holdninger, tvivl, bekymringer og halvfærdige idéer på en arbejdsplads? Få ekspertens 3 råd.

Undersøgelser har vist, at psykologisk tryghed har stor indflydelse på, om dine medarbejdere er tilfredse, engagerede, motiverede, kreative, innovative, oprigtige og interesserede i både at lære og udvikle sig.

- Derfor har vi alle – og særligt os ledere, der kan sætte det på dagsordenen og skabe de nødvendige rammer -  et ansvar for at skabe en arbejdsplads og et socialt miljø, der fremmer psykologisk tryghed, fortæller Pernille Erichsen, underdirektør i Dansk Industri.

Tre trin til psykologisk tryghed

Pernille Erichsen er selv meget opmærksom på, hvordan hun kan skabe et trygt miljø. Her er hendes tre råd, og hvordan hun efterlever dem i praksis:

1. Vis, at det er ok at fejle
Det er vigtigt at gøre det klart, at der uundgåeligt vil ske fejl, og at det er ok. Det væsentligste er, at der bliver samlet op på fejlene og lært af dem – også selvom læringen ikke finder sted lige med det samme.

- En måde at gøre dette på er ved at vise, at jeg selvfølgelig også selv begår fejl, og at jeg heller ikke altid synes, at det er let.  Der er nogle ting, jeg er god til og andre ting, jeg er mindre god til, fortæller hun.

2. Skab en åben og respektfuld kommunikation
Det er vigtigt at skabe en åben og respektfuld kommunikation, hvor medarbejderne kan dele deres idéer og bekymringer.

- Det gør jeg bl.a. ved selv at være åben omkring mine idéer og bekymringer og ved at være tilgængelig – hvis jeg ikke er tilgængelig er den åbne og respektfulde dialog jo slet ikke mulig rent fysisk.

3. Giv feedback og anerkendelse
Feedback og anerkendelse gør, at medarbejderne føler sig værdsat og anerkendt for deres arbejde. Feedback skal være konstruktiv og fokusere på at forbedre præsentationen, mens anerkendelse skal være ægte og personlig.

- Jeg har ikke en decideret plan for, hvordan og hvornår jeg vil give feedback, selvom det også kan være en god løsning. Men jeg er meget opmærksom på også at bruge anerkendelse som feedback, fordi det viser, at jeg sætter pris på medarbejderens indsats og bidrag.

 

I Novozymes har vi generelt en høj grad af psykologisk tryghed, men vi skal både værne og pleje den og derfor var det afgørende at arbejde strategisk med emnet. Camilla Dahl Jensen, specialist i Novozymes

Derfor sætter Novozymes fokus på psykologisk tryghed

I 2022 satte Novozymes også ekstra fokus på, hvordan de kunne hjælpe deres ledere med at skabe psykologisk tryghed på arbejdspladsen.

- Vi har altid haft enormt stort fokus på den fysiske sikkerhed, fordi det er afgørende for os at medarbejderne er sikre og trygge, uanset om de arbejder i laboratorierne, produktionen eller på kontorerne. Og nu ønskede vi at sætte samme fokus  på vores psykologiske tryghed, fortæller Camilla Dahl Jensen, wellbeing specialist i Novozymes.

- I Novozymes har vi generelt en høj grad af psykologisk tryghed, men vi skal både værne og pleje den og derfor var det afgørende at arbejde strategisk med emnet og tilbyde håndgribelige værktøjer til den enkelte leder og det enkelte team.

I 2022 igangsatte de derfor et større online forløb, der skulle give deres ledere den nødvendige træning. Forløbet blev sat i gang med et virtuelt kick-off møde, der samtidig viste den store interesse for emnet .

- Vi sendte en mail ud til samtlige ledere med en invitation til kick-off webinaret, som 170 ledere derefter valgte at deltage i. Det var i sig selv en stor læring, at det havde så stor en prioritet for lederne ude i virksomheden på tværs af regioner og arbejdsområder, fortæller Camilla Dahl Jensen.

Formålet med forløbet var at give lederne bedre forudsætninger for at skabe et trygt arbejdsmiljø ved at lære dem grundprincipperne i psykologisk tryghed, og hvordan de kan arbejde med dem i praksis.

Læs også: Novozymes forebygger stress med mental træning

 

Novozymes er stolte af resultaterne

Der er gået ca. et år fra de igangsatte forløbet til i dag, hvor flere  ledere har været i gang med træningen i deres teams.

- Vi oplever, at lederne går til emnet både nysgerrigt og ydmygt og giver utrolig meget af sig selv i forløbene. Flere ledere nævner, at selvom de har høj psykologisk tryghed i deres teams, så rykkede det ved noget mellem dem, at de fik en fælles viden og bevidsthed om den påvirkning, vi har på hinanden. Det er tydeligt at mærke, at lederne er interesseret i emnet, og vi oplever stadig flere og flere, som går i gang med forløbet.

 

Lederne har et stort ansvar for arbejdsmiljøet

Ifølge Pernille Erichsen er det en god måde, Novozymes har grebet udfordringen an på.

- Som allerede pointeret, har lederne et stort ansvar for at skabe psykologisk tryghed, fordi de har magten til at kunne skabe de nødvendige rammer.

Hun undrer sig heller ikke over, at flere og virksomheder sætter fokus på den psykologiske tryghed netop nu.

- Undersøgelser har gjort, at virksomhederne i stigende grad er blevet opmærksomme på betydningen af trivsel og sundhed for medarbejderne. Mange virksomheder oplever eksempelvis, at flere og flere medarbejdere melder sig syge med stress, hvilken en god psykologisk tryghed kan være med til at forebygge, afslutter hun.

 

Hvad er psykologisk tryghed?

Psykologisk tryghed handler om, at medarbejdere føler sig trygge og uden fare for at opleve negative konsekvenser/sanktioner eller blive hånet for deres holdninger og udtalelser. En høj grad af psykologisk tryghed er med til at sikre høj medarbejdertrivsel og et godt psykisk arbejdsmiljø.

NOVOZYMES online forløb

Forløbet er tilgængelig for alle 6.500 medarbejdere fra Kina til hovedkontoret i Bagsværd og programmet er blevet taget godt imod både af ledere og medarbejdere ligesom programmet nu tænkes ind i alt fra lederudvikling til fokus på værdifulde snakke i en tid med forandringer.

Stephanie Brink Harck
Skrevet af:

Stephanie Brink Harck

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.