Foto: Colourbox
27.03.23 Vi rådgiver dig Nyheder

Opsigelse under barselsorlov var sagligt begrundet

Østre Landsret frifandt en virksomhed for overtrædelse af ligebehandlingsloven, da opsigelsen af en medarbejder under barselsorlov var saglig begrundet i virksomhedens forhold.

Opsagt under barselsorlov

Medarbejderen blev ansat 1. februar 2019 som digital marketing coordinator. Medarbejderen blev opsagt de 19. januar 2021 med henvisning til faldende omsætning i virksomheden, der medførte, at hendes stilling blev skåret væk.

Det skulle derfor undersøges hvorvidt virksomheden havde overtrådt ligebehandlingsloven § 9, da de opsagde medarbejderen under hendes barselsorlov.

Virksomhedens forhold

Det var i opsigelsesbrevet anført, at omplacering af medarbejderen var blevet overvejet, med at dette ikke var muligt, og at der var tale om en nettoreduktion af medarbejdere. Det var endvidere anført, at hendes arbejdsopgaver ville blive overtaget af andre ”bestående” medarbejdere.

Det blev lagt til grund, at der i 2020, hovedsageligt på grund af coronakrisen, var stor nedgang i salg og ordreindgang, samt at virksomhedens profit var faldet.

Østre Landsret

Østre Landsret fandt, at virksomheden ikke havde overtrådt ligebehandlingsloven § 9, idet der var usikre fremtidsudsigter for virksomheden grundet coronakrisen, samt at virksomheden havde været nødsaget til at finde besparelser, herunder i form af opsigelser. Det forhold, at medarbejderens markedsføringsopgaver blev videreført i et vist omfang på hidtidigt grundlag, blandt andet ved fornyelse af abonnementer, ændrede ikke på rettens afgørelse i sagen

På denne baggrund var opsigelsen af medarbejderen saglig, selv om den blev gennemført under medarbejderens barselsorlov.

DI var ikke involveret i sagen.

Nyheden er baseret på Østre Landsrets afgørelse af  16. november 2022 i sag nr. BS-13288/2022-OLR.

DI's råd

Det er vigtigt at sikre sig, at der er stærkt bevisgrundlag, når en særligt beskyttet medarbejder - som eksempelvis en medarbejder på barselsorlov - skal opsiges. Virksomheden skal kunne dokumentere, at opsigelsen hverken direkte eller indirekte er begrundet i graviditeten eller barselsfraværet.

Sagen her er et positivt eksempel på, at virksomheden havde tilstrækkelig dokumentation til at vise, at der reelt var tale om nedlæggelsen af stillingen som digital marketing coordinator grundet faldende omsætning. Det er væsentligt at bemærke, at omfanget af de bestående arbejdsopgaver må have været meget begrænset, således at der reelt var tale om, at medarbejderens stillingsindhold i det store hele var at anse som bortfaldet.

Kontakt altid DI, hvis I er i tvivl om, hvorvidt begrundelsen for opsigelse af en særlig beskyttet medarbejder er saglig.

Relateret indhold

Fandt du ikke svar?
Få hjælp
Skriv til vores eksperter

Her kan du stille dine personalejuridiske spørgsmål. Når du har udfyldt og sendt formularen, bliver din sag oprettet hos den rette ekspert, som kontakter dig telefonisk eller på e-mail hurtigst muligt.