Vi rådgiver dig

Lov om konfliktmineraler

Her kan du læse om, hvad din virksomhed skal være opmærksom på i forbindelse med ædle metaller/ konfliktmineraler.

Hvad er ædle metaller/konfliktmineraler?

Konfliktmineraler er mineraler, der udvindes i verdens konfliktområder, hvor indtægterne fra udvindingen kan bidrage til finansiering af væbnede grupper og menneskerettighedskrænkelser. De mest kendte er tin, tantal, wolfram og guld, som ofte omtales med det engelske akronym '3TG'.

Foto: GettyImages

EU-forordning om konfliktmineraler

Den 1. januar 2021 trådte den danske lov om kontrol af konfliktmineraler i kraft. Det  skete i forlængelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om fastlæggelse af due diligence-forpligtelser i forsyningskæden for EU-importører af tin, tantal, wolfram og deres malme samt guld, konfliktramte områder og højrisikoområder.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning kan findes her.

Betydning for danske virksomheder

Forordningen har direkte virkning i EU-medlemslande, og har derfor betydning for danske virksomheder uden vedtagelse af national lov. Området er dog indarbejdet i lov om ædle metaller og konflikt mineraler, som kan findes her.

Virksomheder, der ønsker at importere konfliktmineraler, skal etablere et ledelsessystem, som kan identificere produkternes sårbarhed i forsyningskæden. Disse regler er specificeret i en bekendtgørelse, der trådte i kraft den 1. januar 2021. Bekendtgørelsen kan findes her.

I Danmark er det Sikkerhedsstyrelsen, som fører tilsyn med reglerne. Du kan læse mere om Sikkerhedsstyrelsens kontrol på Regler og kontrol med konfliktmineraler (sik.dk)

Hvem er omfattet?

Forordningens regler gælder ikke for alle virksomheder. Det er mængden af de relevante metaller eller mineraler, din virksomhed importerer, der bestemmer, om din virksomhed er underlagt reglerne. Hvis din virksomhed importerer mængder, der overstiger de fastsatte grænseværdier for de pågældende metaller eller mineraler, vil din virksomhed være underlagt forordningen. Du kan finde de specifikke grænseværdier her 

Kom i gang med due diligence

EU's værktøj til ansvarlig indkøb af mineraler og metaller og overholdelse af reglerne kan findes her Due diligence ready! - European Commission (europa.eu). "Due diligence ready!" er designet til små og mellemstore virksomheder (SMV'er) - men kan gavne alle virksomheder med mineraler og metaller i deres forsyningskæde og hjælpe dem med at udføre due diligence.

Due diligence vejledning om konfliktmineraler

EU forordningen om konfliktmineraler refererer til due diligence, sådan som det er beskrevet i OECD's retningslinjer for ansvarlig forsyningskædehåndtering. Du kan læse mere om due diligence her.

Hvis din virksomhed er ny inden for dette område, kan det være en god idé at starte med at læse OECD's due diligence vejledning for konfliktmineraler nedenfor.

OECD Due Diligence vejledning for konfliktmineraler

OECD vedtog den 25. maj 2011 den såkaldte “OECD Due Diligence Guidance for Responsible Supply Chains of Minerals from Conflict-Affected and High-Risk Areas”, der er et due diligence værktøj for virksomheder.

Hvad går det ud på?

OECD’s guide giver virksomheder et konkret værktøj til at undgå krænkelser af menneskerettigheder ved udvinding af eller handel med mineraler fra konfliktområder. Guiden er udarbejdet gennem en multilateral konsultation med deltagelse fra OECD-landene samt konfliktpåvirkede lande i Afrika.

Guiden giver klarhed over, hvordan virksomheder kan sikre transparens og ansvarlighed i deres leverandørkæde inden for konfliktmineraler.

Hvem er omfattet?

Retningslinjerne er ikke juridisk bindende, men de afspejler en fælles position og politisk forpligtelse blandt OECD-medlemmerne og de øvrige lande, som har underskrevet anbefalingerne.

Dokumentets værktøjer er anvendelige for alle virksomheder, som potentielt benytter mineraler eller metaller fra konfliktramte områder eller områder med høj risiko for konflikt.

Virksomheder, der søger generel input til etablering af due diligence processer, kan også have stor gavn af værktøjet.

Hvordan lever man op til OECD’s retningslinjer?

Dokumentet indeholder tre værktøjer:

  1. Fem trin til etablering af risikobaseret due diligence i mineralleverandørkæden.
  2. En politik-model for udvinding af eller handel med mineraler fra konfliktområder.
  3. Foranstaltninger til risikoreduktion og indikatorer til måling af forbedringer. 

Nøgleordet i værktøjet er due diligence – det vil sige en kontinuerlig, proaktiv og reaktiv proces, hvorved virksomheder sørger for dels at undgå menneskerettighedskrænkelser  og dels at undgå at bidrage til væbnet konflikt.

Retningslinjerne følger FN’s Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv og OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder.

Læs retningslinjerne OECD Due Diligence Guidance for Responsible Supply Chains of Minerals from Conflict-Affected and High-Risk Areas.

Læs mere om implementering af retningslinjerne på OECD’s hjemmeside.

Læs OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder.

Hvad betyder det nu lige..?

Forvirret over de mange forkortelser? Her finder du en ordbog, som beskriver, hvad forkortelserne betyder.

Gå til ordbogen
Thomas Skov Hansen

Thomas Skov Hansen

Teamleder

Stine Bang Larsen

Stine Bang Larsen

Konsulent

Relateret indhold