Fra venstre ses formand for DI Trekantområdet, adm. direktør Carsten Kind, Interacoustics A/S, Brian Klement, Lennart Klement, Morten Wiggers alle tre fra Wiggers & Klement ApS og borgmester Jacob Bjerregaard, Fredericia Kommune.

25.06.19 Nyheder

Hæder til nystartet Fredericia-virksomhed

Wiggers & Klement ApS tildeles DI Trekantområdets PraktikPladsPris 2019

Det sker ikke hver dag, at en nystartet virksomhed bliver hædret for sin indsats. Men det var ikke desto mindre tilfældet, da smede- og montagevirksomheden Wiggers & Klement fik overrakt DI Trekantområdets PraktikPladsPris 2019 for sin indsats for at tage lærlinge.

Prisen blev overrakt tirsdag den 25. juni kl. 11.00 af formand Carsten Kind, DI Trekantområdet, og borgmester Jacob Bjerregaard, Fredericia Kommune, ved en reception på virksomheden. 

- DI Trekantområdets bestyrelse giver Wiggers & Klement årets PraktikPladsPris, fordi virksomheden allerede det første år af dets levetid har indgået to lærlingekontrakter, en voksen lærling og en alm. Lærling. Det er sjældent, vi ser så stor en dedikation til at løfte en uddannelsesopgave helt fra virksomhedens start, så det vil vi gerne belønne, siger formand for DI Trekantområdet, adm. direktør Carsten Kind, Interacoustics A/S.

Bag Wiggers & Klement står Morten Wiggers, Brian Klement og Lennert Klement, der alle 3 kommer fra Fredericia, har en uddannelse som smed og har haft lederstillinger på tidligere arbejdspladser. Så det er rutinerede kræfter, der står bag virksomheden, der også forstår sig på at skabe et godt samspil med lokalområdet. Virksomheden har f.eks. ud over de to lærlinge haft flere unge i 2-4 ugers praktikophold, og virksomhedens generelle lærlingepolitik er da også at være en aktiv og attraktiv virksomhed i lokalområdet, der fokuserer på at give de unge en mulighed for at få en håndværksmæssig uddannelse.

- Vi har et godt forhold til de nærmeste uddannelsesinstitutioner og en god dialog. Det er en god hjælp for os som virksomhed og for de unge, siger medejer Morten Wiggers.

- Wiggers & Klement er et godt eksempel for andre på, hvordan man kan gøre en indsats for at uddanne fremtidens arbejdskraft. Der er rigtig mange etablerede virksomheder der løfter en stor uddannelsesopgave her i Trekantområdet, men det er ekstra glædeligt når helt nye virksomheder tager opgaven på sig fra første færd. Det viser en forståelse for opgavens omfang og en forståelse af at alle virksomheder, kan hjælpe med det store behov for at få uddannet flere faglærte, siger Carsten Kind.

Stor mangel på faglærte
DI uddeler i både 2019 og 2020 en PraktikPladsPris til 25 medlemsvirksomheder fra hele landet. Virksomheder, der gør en særlig indsats for at uddanne fremtidens faglærte.

Knap hver femte virksomhed, i de brancher DI repræsenterer, har forgæves forsøgt at rekruttere nye faglærte medarbejdere. Udfordringen vil ikke blive mindre, efterhånden som flere ældre årgange går på pension. Fremtidens faglærte skal uddannes i dag.

Det er derfor afgørende, at virksomheder opretter flere praktikpladser til lærlinge og elever, så vi kan få flere dygtige faglærte. Mange virksomheder hos DI gør det allerede godt, og nogle af dem ønsker vi at hædre og fremhæve som gode eksempler for andre virksomheder i hele landet.

Yderligere oplysninger fås hos chefkonsulent hos DI Trekantområdet Johan H. Pedersen, tlf. 40843207, e-mail jhp@di.dk    

Johan H. Pedersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3781
  • Mobil +45 4084 3207
  • E-mail jhp@di.dk
Relateret