03.09.19 Regionalforeninger Nyheder

Allerød tager hovedstadens største spring i DI’s erhvervsklimaundersøgelse

Allerød Kommune rykker intet mindre end 22 pladser op ad listen i DI’s årlige undersøgelse af Danmarks kommuners erhvervsvenlighed, Lokalt Erhvervsklima 2019. Dermed opnår Allerød en placering som nummer 43 og er den kommune i Nordsjælland med næstbedst erhvervsklima. Furesø på plads 38 kan dog stadig bryste sig af at være Nordsjællands mest erhvervsvenlige kommune til trods for et fald på 16 pladser i forhold til sidste år.

Baggrunden for Allerød Kommunes solide fremgang skal både findes i virksomhedernes overordnede vurdering af erhvervsklimaet og i deres fremgang i otte ud af de ni kategorier, som undersøgelsen bygger på.

- Allerød Kommune skal være rigtig stolte over den fremgang, der er opnået i dette års erhvervsklimaundersøgelse. Allerød har siden lanceringen af den første Lokalt Erhvervsklima-undersøgelse ofte været blandt Nordsjælland og Danmarks mest erhvervsvenlig kommuner. Dog har kommunen i de senere år været at finde lidt længere nede ad listen, og netop derfor glæder det mig, at Allerød Kommune igen har sat kursen mod den bedste tredjedel, siger formanden for DI Hovedstaden Poul Skadhede.

Særlig Allerøds brug af private leverandører får ros af virksomhederne, der placerer Allerød på en tredjeplads i denne kategori. Allerød Kommunes største fremgang skal dog findes i kategorien ’Information og dialog med kommunen’, hvor kommunen går hele 44 pladser frem. Her fremhæver virksomhederne især deres gode dialog med kommunalpolitikere og embedsmænd.

- Dykker vi ned i resultaterne, kan vi især se, at virksomhederne roser Allerød Kommune for at have forbedret dialogen med virksomhederne. Vi ved, at en god dialog mellem kommunalpolitikere, embedsmænd og virksomhederne er helt central for at skabe en gensidig forståelse mellem kommuner og det private erhvervsliv. Derfor håber jeg, at kommunen ønsker at fortsætte den gode dialog til gavn for borgere, virksomheder og arbejdspladser i Allerød, siger Poul Skadhede.

På trods af Allerøds fremgang er det igen i år Furesø Kommune, der løber med titlen som Nordsjællands mest erhvervsvenlige kommune. Dog er Furesø med en placering som nummer 38 på årets liste ikke længere en del af landets bedste tredjedel – en faldende tendens, som også gør sig gældende i andre nordsjællandske kommuner. Halsnæs (93), Helsingør (85), Fredensborg (82), Hillerød (81), Hørsholm (77), Lyngby-Taarbæk (63), Frederikssund (60), Gentofte (54) og Furesø (38) går således alle mellem fire og 21 pladser tilbage. De resterende nordsjællandske kommuner, der sikrer sig fremgang, er Gribskov (91) og Rudersdal (70), mens Egedal (92) kommer ud på samme placering som sidste år.

Selv om de nordsjællandske kommuner er at finde blandt de relativt lave placeringer i dette års undersøgelse, er der bestemt også lyspunkter at finde. Eksempelvis går en kommune som Gribskov hele 59 pladser frem, mens Allerød indtager en flot andenplads for hele landet i kategorien ’Brug af private leverandører’. Derudover går mere end halvdelen af de nordsjællandske kommuner frem i kategorien ’Arbejdskraft’, der bl.a. dækker over jobcentrenes samarbejde med virksomhederne og antallet af private arbejdspladser.

- Vi ved, at mange virksomheder oplever rekrutteringsproblemer i disse år. Derfor er det rigtig positivt, at så mange virksomheder oplever en større kommunal indsats for at skaffe kvalificerede arbejdspladser. Men det giver også god mening for kommunerne at sørge for, at borgerne kommer i arbejde. Hver eneste gang, en virksomhed ansætter en ny medarbejder, giver det nemlig flere skattekroner til kommunekassen, siger formand Poul Skadhede.

Udfordringerne er forskelligartede på tværs af de nordsjællandske kommuner. Jo tættere man ligger på København, jo mere forbundet er man også, og det har en kæmpe betydning for virksomhedernes evne til bl.a. at tiltrække arbejdskraft.

- Vi kan ikke ændre på kommunernes geografi. Men vi kan opfordre til, at man ude i f.eks. vandkantskommunerne finder andre måder at gøre sig selv attraktive for de virksomheder og den arbejdskraft, der i sidste ende skal spytte i kommunekassen, udtaler Poul Skadhede.

FAKTA

FAKTA OM LOKALT ERHVERSKLIMA 2019

 

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.


7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.

 

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Amalie Ulrich

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4675
  • Mobil +45 3016 6519
  • E-mail amul@di.dk

Relateret