03.09.19 Nyheder

Erhvervsklimaundersøgelse er et lille skridt for erhvervslivet, men måske en positiv tendens for Københavns Kommune

København sniger sig én enkelt plads op i DI’s årlige undersøgelse Lokalt Erhvervsklima, der ranglister Danmarks kommuner efter erhvervsvenlighed. Det er et meget lille skridt for det københavnske erhvervsliv, der endnu en gang rangerer kommunen i bunden som nummer 89 i et felt af 93 kommuner. Men det kan være et positivt tegn i den rigtige retning for kommunen, som scorer sin højeste placering i fire år.

- Det er dejligt at se, at der tegner sig en lille tendens af fremgang, som bare skal have momentum. Når man kigger på tallene, rangerer Københavns Kommune højere inden for næsten alle ni kategorier sammenlignet med sidste år. Hvis dette års resultat er et udtryk for den rette udvikling, er det bare om at holde skruen i vandet, siger Poul Skadhede, formand for DI Hovedstaden.

Den lille fremgang kan dog ikke skjule, at København stadig befinder sig i erhvervsklimaets tunge ende. Det frustrerer Poul Skadhede.

- Det er ikke længere nogen overraskelse at se Københavns Kommune i bunden af Lokalt Erhvervsklima. Men man bør være overrasket over, at den kommune, der lægger grund til landets vækstmotor, ikke er i stand til at sikre bedre erhvervsvilkår for nuværende såvel som fremtidige virksomheder. Derfor er det glædeligt at se et tegn på forandring, selv når de er små, siger Poul Skadhede.

En af de faktorer, der trækker godt ned i regnskabet, er den københavnske dækningsafgift, som er en af de højeste i landet.

- Dækningsafgiften rammer virksomheder, som ønsker at forskønne, udvide eller energirenovere deres bygninger – og dét skal de altså betale skat af. Det er fuldstændig uhensigtsmæssigt at straffe en god udvikling i virksomhederne på den måde.

Men for mange af de virksomheder, der er ramt af den ekstra skat ved tilbygning og renovering, er det mindst lige så frustrerede at sidde fast i langsommelig sagsbehandlingsprocesser, som fortsat er et stort problem i kommunen. Eksempelvis for deres bygge- og miljøsager. Københavns Kommune nedsatte sidste år en særlig task force, der skal forbedre servicekulturen i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning. Om det svagt forbedrede resultat er et udtryk for, at det ny fokus bærer frugt, må tiden vise.

FAKTA

FAKTA OM LOKALT ERHVERSKLIMA 2019

 

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.


7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.

 

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Amalie Ulrich

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4675
  • Mobil +45 3016 6519
  • E-mail amul@di.dk
Relateret