03.09.19 Nyheder

Ny DI-måling: Næstved har det bedste erhvervsklima i Sydsjælland

Næstved Kommune tager i år et historisk stort kvantespring fra en 80. plads til 41. plads på DI’s rangliste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. DI har for 10. år i træk taget temperaturen på det sydsjællandske erhvervsklima, der har oplevet markant fremgang i løbet af det seneste årti.

- Sydsjælland er et af de områder i Danmark, hvor virksomhedernes tilfredshed med de lokale rammevilkår er steget mest i løbet af de seneste ti år. Tallene vidner om, at kommunerne lytter til virksomhedernes behov, hvilket er utroligt vigtigt både for erhvervslivet men også for de mange borgere, der hver dag går på arbejde i en sydsjællandsk virksomhed, siger formandfor DI Sydsjælland Klaus Rønholt.

Særligt Næstved Kommune udmærker sig og er en af de kommuner, der har rykket allermest de seneste 10 år. I år tager kommunen et hop frem på 39 pladser. Det er en historisk god placering for kommunen, som sidste år oplevede en tilbagegang efter flere års fremgang på DI’s liste:

- Næstved har forbedret sig på en række områder herunder i forhold til sagsbehandling, infrastruktur og evne til at tiltrække og fastholde arbejdskraft. Det gavner ikke blot Næstved, men hele området, siger Klaus Rønholt.

Stevns og Vordingborg har kurs mod toppen

I Stevns og Vordingborg sender det lokale erhvervsliv også begge kommuner højere op på ranglisten. Stevns Kommune rykker fra en 70. plads til 59. plads, og Vordingborg Kommune indtager en placering som nr. 71 mod sidste års 86. plads.

- Stevns Kommune tager et stort ryk frem og løber samtidig med titlen som danmarksmester i brug af private leverandører. Det viser, at kommunen vægter samarbejde med det private erhvervsliv højt. Vordingborg tager også et skridt frem, hvilket bl.a. skyldes fremgang på uddannelsesområdet og samarbejdet mellem skoler og virksomheder. Det vil vi bakke op om fra DI Sydsjælland, lover formanden.

Faxe rykker tilbage

I Faxe Kommune er virksomhederne blevet mindre tilfredse med det lokale erhvervsklima. Undersøgelsen viser, at kommunen er gået tilbage på listen fra nr. 63 i 2018 til nr. 90 i år:

- Faxe Kommune falder markant tilbage på ranglisten, hvilket er ærgerligt. Faxe er en god erhvervskommune, hvor virksomhederne gerne vil involveres noget mere. Vi kan se, at virksomhederne efterspørger mere og bedre dialog med politikere og embedsmænd. Jeg vil derfor gerne opfordre kommunen til at tage imod tilbuddet og gerne med mere fokus på vores mange små og mellemstore virksomheder, siger Klaus Rønholt.

FAKTA

FAKTA OM LOKALT ERHVERSKLIMA 2019

 

DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.


7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.

 

Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.

Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.

93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.

Kristian Birkegaard

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4583
  • Mobil +45 6060 0547
  • E-mail krbi@di.dk
Relateret