Digitale trends

15.12.20 DI Handel Nyheder

3 trends, der vil præge det digitale landskab i 2021

Digitaliseringen sætter i højere og højere grad dagsordenen for erhvervslivet, og udviklingen vil fortsætte i 2021, men hvorhen? CEO i tech-virksomheden Virsabi Michael Harboe giver her sit bud på tre trends danske virksomheder vil stifte bekendtskab med i det nye år.

Digitaliseringen forandrer måden, hvorpå vi arbejder, handler og kommunikerer, men hvordan vil digitaliseringen forandre vores professionelle virke i 2021? CEO i tech-virksomheden Virsabi Michael Harboe giver her sit bud på tre trends, der vil præge det digitale landskab i danske virksomheder næste år:

1. Et første kig ind i en verden af helt nye muligheder med 5G

I første omgang rækker vores fantasi nok kun til at benytte de samme tjenester som i dag - bare ved højere datahastighed. Men vi vil se både små, agile start-ups og nogle af de største globale industrivirksomheder være utroligt nysgerrige på, hvordan 5G kan bruges til at optimere produktionen og forbedre brugeroplevelser, og de vil begynde at udvikle tjenester, som vi ikke kan forestille os i dag.

5G vil også gøre digitaliseringen endnu mere mobil. Det vil understøtte andre af de trends, som allerede er godt i gang, for eksempel overgangen til cloud-løsninger, fordi data bliver tilgængelige og kan opsamles hvor som helst og når som helst.  

I industrien vil det løfte brugen af autonome robotter, og vi vil formentlig se en acceleration i, hvordan droner bruges til inspektion og levering af reservedele eller medicin og hjælpemidler på ufremkommelige steder.  

På privatmarkedet tror jeg, at det vil være med til at understøtte en udvikling mod endnu mere personaliserede tjenester, hvor data i højere grad kan være med til at præge vores adfærd indenfor en lang række områder. Min forhåbning er, at det fører til øget bæredygtighed, da vi for eksempel kan optimere vores færdsel i trafikken. 

Læs også: 20 måder at bruge blockchainteknologi på i din forretning

2. Brugen af AR og VR vil blive endnu mere udbredt

Indenfor mit eget felt, som er virtual og augmented reality (VR og AR), medførte COVID-19 en akut efterspørgsel på AR-løsninger. Vi solgte mange løsninger til industrivirksomheder, der pludselig ikke kunne efterse og servicere maskiner og anlæg på grund af rejserestriktionerne, og som løste det ved at sende AR-briller til lokationen. Med brillerne på, kan en tekniker på stedet, blive guidet af en ekspert fra hvor som helst i verden, der i et helt almindeligt Teams-møde kan se alt, hvad teknikeren ser. 

Den tendens var allerede i gang, men blev accelereret voldsomt, og flere kunder fandt ud af, at det i mange tilfælde var langt mere effektivt end selv at rejse til lokationen. Vi har kun snuset til mulighederne med den type teknologi, og det vil vi se meget mere af i 2021. 

 

Vi vil også se langt mere træning i Virtual Reality. Både fordi det sparer på rejseomkostningerne, og fordi træningen ser ud til at være mere effektiv end både sidemandsoplæring og traditionel undervisning. I 2020 har flere store rederier og blandt andre DSB fået udviklet træningsløsninger. Især for virksomheder med farligt arbejde på mange forskellige og geografisk spredte lokationer er træning i VR så effektiv, at den tendens vil tage yderligere fart i 2021. 

 

Læs også: Inhouse kompetencer var nøglen til digital succes

 

3. Online møder vil fortsætte

Tendensen med online møder og webinarer vil fortsætte, og jeg tror, at vi vil se forbedringer i den teknologi, der understøtter især onlinemøder med flere deltagere. Som mennesker er vi sikkert mange, der hungrer efter igen at komme til messe eller konference og nyde de relationsopbyggende ting, der sker ved siden af præsentationerne. Men alene rejseomkostningerne og klimaaftrykket betyder, at en række store virksomheder vil afprøve ny teknologi til at afholde bl.a. interne stormøder online. 

Læs også: Fremtidens detailhandel: Den ”nye” butik

Styrk din faglige profil

E-handel, marketing, B2B salg og kundeoplevelser. Få unik viden og erfaringer gennem nyheder, analyser og events fra specialister, ligesindede handelsvirksomheder og DI Handel hver uge.

Ja tak, giv mig unik viden

Katrine Jacobi
Skrevet af:

Katrine Jacobi

Relateret indhold