Mandag d. 20. april åbner SMV:Digital en ny tilskudspulje, hvor SMV’er med 3-249 ansatte kan søge om store vouchers på 100.000 kr. til køb af privat rådgivning om digital omstilling og udvikling af e-handel.

16.04.20 DI Handel Nyheder

Få 100.000 kr. til en digital kickstart efter coronakrisen

Har din virksomhed digitale ambitioner, men brug for hjælp til at gøre dem til virkelighed? Så er det nu der skal rykkes. Sjældent har der været så hårdt brug for digitale hjælpemidler og digitale forretninger, som her under coronakrisen.

Og nu er der chance for at få en håndsrækning til at komme i gang. Ny tilskudspulje under SMV:Digital åbner 20. april, hvor danske SMV’er kan søge om vouchers på 100.000 kr. til køb af privat rådgivning inden for digitalisering og e-handel.

SMV:Digital er et initiativ under Erhvervsstyrelsen, som har eksisteret siden 2018 og har hjulpet flere hundrede virksomheder med at realisere potentialerne i digitalisering og e-handel. Og lige nu er hjælpen vigtigere end nogensinde, lyder det fra branchedirektør i DI Handel, Sidsel Dyrholm Holst, der også er medlem af SMV:Board:

- Det er virkelig en værdsat håndsrækning til danske SMV’er. De små virksomheder er hårdt ramt af nedlukningen af Danmark, men det kan være en hjælp og en anledning til at komme i gang med e-handel, e-eksport og med digitalisering i det hele taget – og dermed være bedre rustet til genåbningen af Danmark. Her under cornakrisen har det for flere virksomheder været en redningskrans f.eks. at satse på e-handel, siger branchedirektør Sidsel Dyrholm Holst, DI Handel.

Ekstra midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse

Tilskudspuljen har fået tildelt ekstra midler i form af 20 mio. kr. fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, som ønsker at supplere regeringens tiltag og dermed bidrage til at afbøde nogle af de konsekvenser, som coronavirus medfører for mange danske SMV’er. Det er en kærkommen gave, særligt i denne tid, lyder det fra Sidsel Dyrholm Holst:

”Med de ekstra midler fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse kan mange flere virksomheder få hjælp. Det her betyder, at forretningsudviklingen ikke går i stå i en svær tid, hvor mange måske ellers ville have holdt igen med den type af investeringer”.

Programmet er populært, og derfor skal man ikke vente for længe, lyder anbefalingen fra Sidsel Dyrholm Holst:

”Der plejer at være rigtig stor søgning til tilskudsmidlerne under SMV:Digital, så jeg kan kun opfordre til, at man begynder at arbejde med sin ansøgning allerede nu, så man er klar til at sende ind, når puljen åbner. Man kan få hjælp til at forme sit projekt eller til ansøgningen hos det lokale erhvervshus”.

Læs Danmarks Erhvervsfremmebestyrelses pressemeddelelse her.

Hvad kan jeg søge til?

Tilskuddet på 100.000 kr. er for dig, der har en idé om, hvordan digitalisering eller e-handel kan hjælpe dig med at imødegå en udfordring eller gribe en mulighed og forbedre din virksomhed, men som har brug for en privat rådgiver til at komme i gang med eller gennemføre dit digitale projekt.

Dit projekt kan have en afklarende karakter, hvor du fx ønsker at identificere hvilke løsninger, der er relevante for at løse din konkrete udfordring eller identificerede potentiale, og hvad business casen er ved at investere.

Du kan også få rådgivning til implementering og teknisk integration af ny teknologi, så du er sikker på, at du indkøber præcis det, som du har brug for, og bedst muligt høster gevinsterne ved din digitale investering. 

Eksempler på områder inden for digital omstilling/automatisering, der kan søges rådgivning til:

  • Forretningssystemer - ERP / MRP
  • Ledelse IT - MES/MIS
  • Produktionsoptimering - analyse og effektivisering af forsynings­kæden
  • Internet of Things og cloud teknologi
  • Big Data / Business Intelligence - dataanvendelse
  • Systematisk kundebearbejdning - CRM
  • Robotteknologi inkl. software robotter - RPA
  • Kvalitet, måleudstyr og sensorik
  • Avanceret materialeteknologi inkl. 3Dprint
  • Digital sikkerhed

Eksempler på områder inden for e-handel, der kan søges rådgivning til:

  • E-handelsplatform, webshop- og systemvalg, betalinger
  • Produktkonfiguration, chat og anden specialudvikling for e-handel
  • Besøgsdataanalyse, konverteringsoptimering, Business Intelligence
  • Kundegenkendelse, mersalg, dynamisk platform
  • Online markedspladser
  • Systemintegration, ERP, PIM, lager og logistik
  • Datadreven markedsføring, søgemaskineoptimering (SEO/SEM), e-mail automation
  • Automatiseret kundeservice, VR, AR
  • Digital sikkerhed

Foruden muligheden for at søge om tilskud til rådgivning med udgangspunkt i din virksomheds konkrete e-handelsudfordringer og behov stiller SMV:Digital også overordnet viden og vejledning om udvikling af online salg og eksport samt regler for online salg til rådighed via et nyt e-handelstema på Virksomhedsguiden. Klik rundt i temaet, bliv klogere og få inspiration til udvikling af dit online salg her.

Læs mere og ansøg på www.smvdigital.dk eller kontakt os i DI Handel, hvis du vil høre mere.

Om SMV:Digital

Programmet SMV:Digital har til formål at fremme digitalisering og e-handel blandt små og mellemstore virksomheder. SMV:Digital indeholder en række tilbud, herunder muligheden for at få tilskud til køb af privat rådgivning om digital omstilling og e-handel med vouchers på henholdsvis 25.000 kr. og 100.000 kr. For begge programmer gælder det, at ansøger skal matche tilskudsbeløbet. Dette kan gøres i timer.

Hold dig opdateret

Modtag DI Handels nyhedsbrev og få relevante nyheder, analyser og events inden for salg, marketing, kundeservice og e-handel direkte i din mailboks hver uge.

Tilmeld dig nyhedsbrevet her

Relateret