21.12.20 Blogindlæg Nyheder

Formand: Servicebranchen viste sit værd i 2020

Vi nærmer os udgangen af 2020 og ser tilbage på et år, som har været en prøvelse for det meste af servicebranchen.

Året begyndte godt. Både beskæftigelsen og økonomien buldrede afsted i hele dansk erhvervsliv. Regeringens klimapartnerskab med servicebranchen var i sin spæde start. Vi stod klar med endnu flere klimainitiativer og bæredygtige løsninger.

Så ramte corona.

Og som i mange andre brancher, trækker den stadig tydelige spor i servicevirksomhederne: Mange servicevirksomheder rammes af, at kantiner i perioder er lukket helt eller delvist. Det samme sker for vaskerier, der vasker for hoteller og restauranter. Og private pleje- og omsorgsvirksomheder skal håndtere coronaens mentale slag mod landets mest udsatte borgere, der må isolere sig fra familie og venner.

Vi er blevet udfordret af coronapandemien, der har lagt et stort pres på mange dele af servicebranchen.

Men som branche kan vi også være stolte af os selv: Vi udviser samfundssind, når det gælder. Vi har rykket med kort varsel og stor fleksibilitet. Vi har vejledt vores kunder og fået nye ideer i en turbulent og usædvanlig tid.

Uden vores medarbejdere var vi ikke nået langt. De står i forreste geled og tager et kæmpe ansvar som den nye tids superhelte.

Sikkerhedsvagterne står for orden og service ved landets COVID-telte. Vaskerimedarbejderne vasker arbejdstøj og linned for sundheds- og plejesektoren. Kantinemedarbejderne laver portionsanrettet mad, som vi trygt kan spise. Og rengøringsassistenterne bekæmper virus på hospitaler, i S-tog og på arbejdspladser. Det er bare et par håndgribelige eksempler på den forskel, branchens medarbejdere gør. Alt sammen har medvirket til at gøre hverdagen lettere og mere sikker for tusindevis af borgere og virksomheder landet over.

Nu har omverdenen set, hvad vi kan, og vi har fået den anerkendelse fra samfundet, som vi fortjener. Sammen viser vi, hvad vi kan som branche. Det er jeg som formand virkelig stolt over.

2020 har været et svært år. Men det har også banet vejen for nye forretningsmuligheder og nye positive takter, som vi tager med os ind i 2021. Jeg både tror og håber på lysere tider i året, der kommer.

Med ønsket om en glædelig jul og sikkert nytår til servicebranchen.

Skrevet af:

Jørgen Utzon, formand DI Service