14.01.21 DI Service Nyheder

Plejehjemspersonale kan nu blive testet dobbelt så ofte for COVID-19

Sundheds- og Ældreministeriet har meldt ud, at personale på ældreområdet fremover kan blive testet ugentligt i stedet for hver anden uge

Intensiveret testkadence med PCR-test

Hidtil er plejepersonale systematisk blevet testet hver anden uge med PCR-testen. Samme ordning intensiveres nu til at foregå ugentligt i både de kommunale og private tilbud. PCR-testen er den sikreste testmetode og derfor den bedste løsning de steder, hvor de mest sårbare borgere er.

Kommuner og regioner arbejder netop nu på, at logistikken omkring udstyr og prøver hurtigst muligt kan komme på plads.

Test i alle landets kommuner

Fordoblingen af PCR-tests er planlagt i ”de røde kommuner”, hvor smitten overstiger 20 nye smittede pr. 100.000 indbyggere. Dette er pt. gældende i alle landets 98 kommuner.
Hvis nødvendigt og efter konkret vurdering fra sundhedsmyndighederne kan testkadencen endda sættes op til to gange om ugen.

Planen er, at den intensiverede testkadence som minimum skal stå på indtil de ældre på plejehjemmene er igennem 2. runde af vaccination mod COVID-19.

Dansk Sundhed og Velfærd i dialog med KL

Dansk Sundhed og Velfærd er i dialog med KL om opgaven og der forventes at blive udmeldt relevante kontaktpersoner i de enkelte kommuner.

Skrevet af:

Anna Kjær Beyer