Den 30. maj i år indgik regeringen sammen med SF, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Radikale Venstre, DF og Alternativet Danmarkshistoriens største havvindsudbud med i alt 9 GW og potentielt op til 14 GW, hvis mulighederne for brint og PTX udnyttes.

Havvindmølleparkerne for de 6 GW skal udbydes uden støtte og med en årlig koncessionsbetaling som betalingsmodel. Det betyder rent praktisk, at tilbudsgiverne deltager i udbuddene ved at tilbyde en fast årlig koncessionsbetaling til staten over 30 år for retten til at benytte havarealet.

For de resterende 3 GW, der omfatter Energiø Bornholm, er det også målet at etablere havvindmølleparken støttefrit, men udbuddet afgøres ved laveste faste pristillæg pr. kilowatt-time eller størst betaling til staten i form af årlig koncessionsbetaling. Pristillægget skal anvendes til at dække havvindsprojekternes udgifter til elforbindelsen.

Skulle være indtægtskilde for staten

Da de politiske aftaler bag Danmarkshistoriens største udbud af havvind blev indgået tilbage i 2020, 2022 og senest i forsommeren 2023 var det den politiske forventning, at den koncessionsbaserede auktionsmodel for havvind kunne blive en betydelig indtægtskilde for staten.

Men meget har ændret sig. På den ene side står den globale vindindustri over for at skulle kunne levere meget mere vedvarende energi fremover med en international ambition om en 3-dobling af VE-kapaciteten. På den anden side har vindindustrien været udfordret af høj inflation, problemer i forsyningskæderne, stigende renter, volatile elpriser og i flere lande forfejlede havvindsudbud.

Balance mellem investering og risiko er skredet

Nogle kunne dristigt påstå, at havvindsudbygningen er røget lidt ud af kurs. I hvert fald er det tydeligt, at balancen mellem investeringsrisiko og afkastforventning ikke helt er tilstede i havvindsmarkedet internationalt. Eksempelvis har den europæiske vindindustriorganisation WindEurope klart peget på, at det er et problem med for dårligt designede havvindsudbud, der underminerer indtægterne for både udviklerne og OEM'erne.

Markedet leverer ganske enkelt ikke tilstrækkeligt langsigtet investeringssikkerhed, som situationen er i dag.

Det betyder, at havvindsprojekter i stigende grad er udsat for volatile markedspriser, der udgør en betydelig investeringsbarriere. Havvindsprojekter rummer høje investeringsudgifter (CAPEX) og lave udgifter til drift (OPEX). Derfor kræver disse projekter et stort kapitalbehov i starten, som skal finansieres gennem langsigtede lån med betydelige gældsforpligtelser. Det betyder, at der skal være langsigtet sikkerhed for indtægterne i disse projekter, hvis de skal kunne være økonomisk bæredygtige og det er præcis der, at markedet ikke kan levere robust i dag.

Auktionsdesign kan være vejen frem

Til at løse problemstillingen med langsigtet sikkerhed for investeringerne kan et auktionsdesign baseret på Contracts for Difference (CfD) istedet være vejen frem.

Indtil i dag er ca. halvdelen af alt globalt havvind opført med udgangspunkt i dette auktionsdesign.

Det er også dette design, som EU's energiministerråd så sent som den 17. oktober i år besluttede skal være obligatorisk for udbud efter en 3-årig overgangsperiode i forbindelse med reformen af EU's elmarked.

Her besluttede Rådet, at såkaldte 2-sidige CfD'er, der omfatter langfristede kontrakter til støtte for investeringer, som supplerer elmarkedsprisen, når den er lav og anmodeer elproducenterne om at tilbagebetale, når elmarkedspriserne er højere end en vis grænse.

CfD kan netop være løsningen fremover i det europæiske elmarked, fordi modellen udgør en mekanisme til at håndtere risici gennem prisstabilisering. For havvind vil netop denne risikohåndteirng være central fremover. CfD indebærer ikke i sig selv en tilskudsmodel, da støttefri udbygning fortsat kan opnås med denne konkurrencebaserede auktionsmodel. Men CfD kan levere den nødvendige sikkerhed for fremtidige indtægter, som investorerne efterlyser.

Alligevel kan det gå galt

Et af de steder, hvor man anvender CfD som auktionsdesign er Storbritannien. Men også her kan det gå galt.

I den seneste femte udbudsrunde var det administrativt fastsatte prisloft så lavt, at der ikke var nogen bydere på udbuddet af havvind. En lettere politisk katastrofe for den grønne omstilling i landet. Det har fået Westminister til at sadle om og nu er prisloftet for havvind i den kommende udbudsrunde øget med 66 procent.

I Danmark er det vigtige nu at få speedet op, så vi får gang i havvindsudbygningen i 2024. Men succeskriteriet må først og fremmest være en støttefri udbygning og ikke koncessionsbetalinger til staten. Vi krydser fingre for, at der kommer bydere, men politikerne bør have for øje, at der har indfundet sig en ny makroøkonomisk virkelighed, hvor der er brug for investeringssikkerhed i udbuddet.

Læs også: Esbjerg Havn flyder over af opgaver