31.05.23 DIB Blog

Det er tid for virksomheder at sadle om på barselsfronten

Virksomheder bør se barslende forældre som medarbejdere, der har tilegnet sig kompetencer som tidsstyring, koordinering, multitasking, overblik, lederskab, problemløsning, prioritering, fleksibilitet og empati, blogger Pernille Erichsen, underdirektør i DI.

Jeg har i min tid som leder mødt rigtig mange frustrerede nybagte mødre, der kommer tilbage fra barsel og føler sig sat helt ud af spillet. Og jeg har mødt samme frustration fra de alt for få fædre, der har valgt at gøre brug af alt den barsel, de kunne få. Fælles for dem alle er, at de oplever at de er sat helt ud af spillet, sat på bænken og ikke tænkt ind som en aktiv spiller, når de er klar til at gå på banen igen.

De bliver ikke set som spillere, der har tilegnet sig helt nye unikke kompetencer under barslen som eks. øget empati, styrket evne til at sætte egne behov til side, til at prioritere, til at strukturere mm. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at mange bare bliver set som nogen, der har været et par måneder i omklædningsrummet og ikke lært noget.

Hvor nysgerrig er du som leder?

For hånden på hjertet - hvordan oplevede du det selv da du kom tilbage fra barsel? Blev du mødt med en god onboarding, så du hurtig kunne komme i gang? Var der spændende opgaver der lå klar til dig? Var du som det mest selvfølgelige tænkt ind i at stige i løn eller position, mens du var på barsel?

Og hvis du er leder, hvad gør du så for at få "dine spillere" bedst muligt på banen igen (med alt hvad det også kan betyde ift. Forventningsafstemning og fleksibilitet) og hvor nysgerrig er du på at få de nye kompetencer de har tilegnet sig under barslen og få dem i spil også i jobbet?

Jeg øver mig i hvert tilfælde på det hele tiden. Fordi det giver mening og er det rigtige at gøre - både fra et menneskeligt perspektiv, fra et virksomhedsperspektiv og fra et samfundsmæssigt perspektiv. 

Har du råd til at miste hver 5. medarbejder på barsel?

Vi ved fra undersøgelser, at cirka 20 procent af alle kvinder på barsel skifter arbejdsplads eller stilling 6-12 måneder efter, de er kommet tilbage fra barsel.

Mon ikke vi vil se det samme billede for de mænd, der nu begynder at vælge barsel til? Altså at de, når de stopper op, også kommer til at gøre sig nogle andre tanker om livet. Og måske - ligesom kvinder på barsel - også kommer til at tage deres karriere op til revision og vælger nye veje under barslen?

Så er der noget at komme efter ift. at holde på de gode folk.

Læs også: Her er de nye barselsregler for børn født efter 1. juli

Gode barselsforløb både tiltrækker og fastholder

Desværre ser og håndterer mange virksomheder stadig barselsperioden som en potentiel bremseklods, der påvirker produktiviteten og økonomien negativt og giver ekstra hovedpine i et marked, hvor mange virksomheder skriger på arbejdskraft.

Og det er dyrt, når medarbejdere forlader virksomheden. Rundt regnet koster det 700.000- 1 mio. kr. i penge og ressourceforbrug på rekrutterings- og uddannelsesomkostninger til nye ansættelser og videns-tab, hver gang en medarbejder siger op.

Gode barselsforløb kan ændre på disse statistikker. Hvis virksomheder kan skabe gode barselsforløb,  viser undersøgelser, at risikoen for, at medarbejdere søger væk i forbindelse med barslen, formindskes markant.

Barselshåndtering der batter på bundlinjen

Når virksomheder tilbyder en støttende barselspolitik, viser de omsorg og anerkendelse for medarbejdernes familieliv.

Dette kan gøre virksomheden mere attraktiv for jobansøgere og øge sandsynligheden for at tiltrække topkvalificerede kandidater. Desuden kan en god barselspolitik bidrage til at fastholdelse de gode medarbejdere. Kort sagt giver barselsforløb, der håndteres ”rigtigt” give stor værdi og batte på bundlinjen.

Og især nu - hvor vi begynder at se effekten af øremærket barsel, og hvor statistikker viser, at flere mænd tager barsel, og flere mænd tager barsel i længere tid - er der god grund til, at erhvervslivet stopper op, mærker efter og overvejer, om ikke det er tid til sadle om på barselsfronten!

Læs mere om Graviditet, barsel- og forældreorlov

Barsel rimer på gaveregn af kompetencer

Når vi lader gode medarbejdere sive ud af døren i forbindelse med barsel, går vi glip af stærke kompetencer. Hvis man spørger ChatGPT hvilke kompetencer, der tilegnes under barselsperioden, svarer den, at en væsentlig fordel ved barselsperioden er de kompetencer, som forældre typisk tilegner sig i løbet af denne tid.

Det er kompetencer som tidsstyring, koordinering, multitasking, overblik, lederskab, problemløsning, prioritering, fleksibilitet og empati. Blot for at nævne nogle af de kompetencer, der udvikles og styrkes.

Hvis man omvendt spørger ChatGPT, hvilke personlige kompetencer virksomheder typisk efterspørger i deres stillingsannoncer på tværs af jobfunktioner mv. svarer den næsten 1:1, at ovenstående kompetencer er de mest efterspurgte nøglekompetencer.

Et barselsforløb kan således ses som en grundig uddannelse udi kompetencer og egenskaber, der i høj grad gavner virksomhederne. Barslende forældre kan bidrage til øget effektivitet, samarbejde og relationer på arbejdspladsen OG gøre netop dit hold til et vinderhold, der kan fastholde de gode spillere og i fremtiden vil have lettere ved at tiltrække nye talenter.

Den 23 juni fra klokken 10 kan du gratis følge med i webinar og få viden, kompetencer og redskaber til at håndtere barsel, så den skaber værdi for både medarbejdere og på bundlinjen

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Pernille Erichsen

Pernille Erichsen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3092
  • Mobil +45 2724 2905
  • E-mail peer@di.dk

Relateret indhold