DI: Vi er klar, hvis plastindsamlingen bliver ensartet
Miljøministeren vil have bindende standarder for kommunernes indsamling af plastik, så mere af den kan blive genanvendt. Virksomhederne er klar til at bidrage, siger Dansk Industri.
- Sådan! Det er et godt og fornuftigt initiativ fra regeringen, fordi ensartet indsamling er en forudsætning for højere genanvendelse af husholdningsaffald og plastikaffald, siger Karin Klitgaard, som er miljøpolitisk chef i Dansk Industri (DI).
Det er Miljø- og Fødevareministeriet, der står bag det nye initiativ, som skal sætte standarder for indsamlingen af plastik i kommunerne. I dag foregår indsamlingen nemlig på mange forskellige måder – og det betyder at indsamlingerne munder ud i nogle ret uens affaldsmasser, som er svære at genanvende.
- Hvis vi vil have højere kvalitet i genanvendelsen, kræver det bedre sortering og indsamling. Det vil gøre det meget lettere og mere økonomisk attraktivt at få plastikaffald genanvendt, udtaler miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) i en pressemeddelelse.
Læs også: Plastvirksomhed fandt en smutvej til big science-markedet
Det kan kun gå for langsomt
DI’s miljøpolitiske chef bakker op om forslaget og har et ønske om, at reglerne bliver bindende.
- Det er vigtigt set med erhvervslivets briller, at den ensartede indsamling bliver bindende, siger Karin Klitgaard, som derfor håber, at der hurtigt kan findes et politisk flertal for forslaget.
- En fælles og bindende indsamling af plastikaffald kan flytte Danmark frem i feltet. Det kan kun gå for langsomt med at komme i gang. I dansk erhvervsliv er vi klar til at bidrage, siger Karin Klitgaard.
Danmark genanvender i dag cirka en tredjedel af al emballageaffald i plastik. Ifølge plastbranchens estimat står erhvervet for at genanvende 55 procent, men husholdninger kun bidrager med at genanvende 17 procent.