Danmarks energiminister Lars Christian Lilleholt (V) og hans polske modpart Krzysztof Tchórzewski underskriver aftaler om energi

Foto: Claus Kaae-Nielsen
DI Business Nyheder

Kul-landet Polen kan blive kæmpe marked for grøn dansk energi

Den polske regering har fremlagt en energiplan, som vil skrue op for vedvarende energi og energieffektiviseringer og ned for forbruget af kul. Hvis planen bliver til virkelighed, vil det skabe store muligheder for danske virksomheder.

Den polske og danske energiminister smiler, takker for samarbejdet og skriver under. Der er små polske og danske flag på bordet.

Vi er på State of Greens stand ved COP24 i Katowice. De to ministre har taget en pause fra klimaforhandlingerne for at indgå to aftaler, som vil føre til et endnu tættere samarbejde mellem Danmark og Polen om energi.  Fotografer fra aviser og tv foreviger alt, hvad der foregår.

Det er især de polske medier, der er interesserede. Det skyldes, at den ene aftale handler om Baltic Pipe. Det er en gasledning mellem Danmark og Polen, som vil gøre det muligt for polakkerne af modtage naturgas fra de store norske gasfelter. Baltic Pipe har strategisk betydning i Polen, som ikke længere bliver 100 procent afhængig af russisk gas. Derfor den store interesse.

Den anden aftale er en hensigtserklæring, der handler om øget samarbejde om energieffektivitet og vedvarende energi mellem Danmark og Polen.

Den bør vække interesse i Danmark.

- Polen er vores nærmarked, og de står over for en omfattende grøn omstilling af deres energisektor. Samtidig lytter de meget til vores erfaringer. Det er en privilegeret situation, som vi bør kunne udnytte til at øge eksporten, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.

Læs også: Polsk investeringschef: Dansk virksomheder har et fantastisk ry

Polen har udsigt til et stærkt stigende energiforbrug på grund af den øgede velstand. Det kan de ikke dække med kul Ole Egberg Mikkelsen, Danmarks ambassadør i Polen

Fra sort til grøn energi


Polen er et kul-land, og det er notorisk kendt for at være modstræbende, når der er skal træffes beslutninger om energi og klima i EU og under de internationale klimaforhandlinger i FN. Men den polske regering har fremlagt en energistrategi frem mod 2040, som vil føre til en relativt ambitiøs grøn omstilling.

Kul dækker i dag 78 procent af elforbruget. Det skal ned på 32 procent i 2040. Andelen af vedvarende energi skal tilsvarende op, og der skal blandt andet bygges 10 GW havvindmølleparker i Østersøen. Det svarer til 16-17 parker på størrelse med Kriegers Flak, som bliver Danmarks største havvindmøllepark, når den begynder at producere strøm i 2021. Endelig skal det polske samfund – fra bygninger til industri – drives langt mere energieffektivt end i dag.

- Polen har udsigt til et stærkt stigende energiforbrug på grund af den øgede velstand. Det kan de ikke dække med kul, siger Danmarks ambassadør i Polen Ole Egberg Mikkelsen.

- Og så har Polen forpligtet sig til at leve op til klimaaftalen fra Paris og de beslutninger, der er truffet i EU. Derfor har regeringen præsenteret denne plan, siger han.

Læs også: Polen er det oversete nærmarked 

Landvind er i modvind


Energistrategien er endnu ikke vedtaget, så der kan stadig ske justeringer. Et af de negative forslag i strategien – set fra dansk side – er, at regeringen over en årrække vil udfase vindmøller på land. Det skyldes, at der har været udpræget lokal modstand mod vindmøllerne, som typisk er opført af investorer fra de store byer, som ikke selv har udsigt til møllerne.

- Vi fortæller polakkerne om de danske erfaringer med landvindmøller, hvor de lokale beboere typisk ejer en del af møllerne. Vi vil gerne overbevise polakkerne om, at der er andre muligheder end en total udfasning af landvindmøller, fortæller ambassadør Ole Egberg Mikkelsen.

Polen er nummer 11 på listen over lande som modtager dansk energiteknologi. Vi eksporter for omkring 1,5 milliarder kroner om året – primært isolering, pumper og generatorer. Det viser en analyse, som DI Energi har lavet op til COP24 i Katowice.

Hvis den polske regerings energistrategi bliver vedtaget, vil der være mulighed for at øge eksporten betragteligt. Markedsmulighederne vil især være store inden for energieffektivitet og havvind, mener Troels Ranis fra DI Energi.

- Polen kan i løbet af få år blive et af vores vigtigste eksportmarkeder. Med 40 millioner indbyggere er det et kæmpe marked, som ligger i vores nærområde. Og polakkerne kigger allerede vores vej, siger han.

Læs analysen: Polish energy transition and Danish involvement

Relateret