B&O havde piger på besøg fra HTX i hhv. Holstebro og Lemvig. Her er det Adéle Simon, som fremviser B&O's Virtual reality Lab.

Foto: Ole Mortensen
02.10.19 DIB Nyheder

Massiv opbakning til "Girls day in science"

Hvordan smager gelékugler lavet af tang? Og hvordan kan nye teknologier omkring maling, byggeri, vandrensning og genbrug af plastic fra verdenshavene understøtte en bæredygtig fremtid? 3200 skole- og gymnasiepiger er blevet naturvidenskabeligt inspireret hos 61 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner.

"Vi har lavet et frirum for pigerne, hvor de kan spørge om alt. Mit mål er, at pigerne skal kunne se sig selv som voksne i nogle af os medarbejdere, både fagligt men også personligt. Derudover vil jeg med de forskellige rollemodeller vise pigerne, at arbejdet med naturvidenskab og teknologi er meget varieret og måske noget helt andet, end de forestiller sig,"

Sådan siger Zeina Maroun, kemiker og business strategy developer hos Haldor Topsøe, der producerer teknologi og katalysatorer til den kemiske industri og raffinaderier globalt.

Frirummet er skabt til de 30 piger fra Bosagerskolen og Gilbjergskolen, der 2. oktober besøgte virksomheden som del af "Girls day in science", der løb af stablen på 61 virksomheder, organisationer og uddannelsesinstitutioner.

I alt var 3200 skole- og gymnasiepiger ude og finde inspiration til en vej indenfor naturvidenskaben.

- Alt for mange piger kender ikke mulighederne med en uddannelse inden for den naturvidenskabelige verden. Med kompetencer inden for naturvidenskab, teknologi eller IT kan du hjælpe mennesker og skabe en bedre verden. Det forsøger vi og arrangørerne at vise pigerne til Girls’ Day in Science, siger konstitueret direktør i Naturvidenskabernes Hus, Maiken Lykke Lolck.

Læs også: Husk regnbuefarverne hele året!

Vi skal vise pigerne, at de med en STEM-uddannelse kan ændre livet for mennesker til det bedre. Vi skal som minimum sørge for, at det ikke er manglende kendskab, der gør, at pigerne fravælger en STEM-uddannelse. Mads Nipper, koncerndirektør i Grundfos

Kønsbalance i STEM-fagene

Hos Haldor Topsø fik pigerne med udgangspunkt i FN’s 17 verdensmål også et indblik i, hvordan virksomhedens løsninger sikrer tilstrækkelig forsyning af fødevarer til verdens voksende befolkning, renere luft og energibesparelser. De skal vide, at man med teknologi og naturvidenskab kan være med til at løse verdens mest presserende udfordringer som fx klimaproblemerne, fortæller Zeina Maroun.

- Vi skal have et mangfoldigt syn på vores problemløsning, og det kræver meget bedre kønsbalance i STEM-fagene på teknologiske arbejdspladser, som fx Haldor Topsøe. Til Girls’ Day in Science løfter vi i flok for at få flere piger ind i STEM-fagene. Det vil vi gerne bidrage til, siger hun.

Også Grundfos har haft besøg. Her  har 43 piger fra College360 i Silkeborg og fra HTX på College Skive arbejdet med vandrensning og med, hvordan data fra intelligente pumpesystemer kan bidrage til bæredygtige vandteknologier.

- Med viden om teknologi kan man være med til at løse de største udfordringer, vi på globalt plan står over for. Vi skal vise pigerne, at de med en STEM-uddannelse kan ændre livet for mennesker til det bedre. Vi skal som minimum sørge for, at det ikke er manglende kendskab, der gør, at pigerne fravælger en STEM-uddannelse. Vi skal derfor vise dem mulighederne, så de træffer et uddannelsesvalg på et oplyst grundlag. Derfor bakker Grundfos op om Girls’ Day in Science, siger koncerndirektør Mads Nipper.

Læs også: Grundfosdirektør i ”den grønne stol”

Rekordopbakning

Ud over Grundfoss og Haldor Topsøe har også virksomheder som B&O, Kamstrup, Vestas, Orbicon, BKI Foods, Ørsted, Siemens, Gibotech og mange flere åbnet dørene. Og tilslutningen af både partnere og deltagere har aldrig været større i de syv år, som Girls’ Day in Science har eksisteret.

- Hvis Danmark og danske virksomheder skal klare sig i den internationale konkurrence i fremtiden, er vi nødt til at øge interessen for science hos begge køn. Det er samtidig vores erfaring, at diversitet i teams på tværs af køn, nationaliteter, alder osv. ofte øger kreativiteten, styrker dynamikken og forbedrer samarbejdsevnen, siger forskningsdirektør Søren Bech fra B&O, hvor 35 gymnasiepiger har mødt nogle af virksomhedens kvindelige science-medarbejdere. 

Han bakkes op af Mette Fjord Sørensen, chef for forskning, videregående uddannelser og mangfoldighed i Dansk Industri (DI).

- Jeg har selv været med hos Microsoft og Ørsted i løbet af dagen, og det er fantastisk at se, hvor stort hjerte der bliver lagt i det fra virksomhedernes side. Men det er også nødvendigt. Det er et kæmpepotentiale i at få flere kvinder og piger ind i de naturvidenskabelige fag, og det kan kun gå for langsomt med at få dem med på vognen, siger Mette Fjord Sørensen, som også håber, der vil være endnu større opbakning til dagen i 2020.

- Det var en superspændende dag, og de piger, jeg fik talt med var bestemt ikke afvisende overfor at vælge en uddannelse med teknologi efter dagen. Men de pegede også på, at det er vigtigt, at både uddannelserne og virksomheder skal vise, hvad man kan bruge uddannelserne til, som de gjorde i forbindelse med Girls day in Science, siger Mette Fjord Sørensen.

Hun håber, at dagen har fået inspireret nogle piger til at vælge en tekniske eller naturvidenskabelig uddannelse. 

- Og jeg håber, at  langt flere piger – og drenge for den sags skyld – i højere grad får mulighed for at se mere af naturvidenskabens mirakler, siger Mette Fjord Sørensen. 

Læs også: Haves: Plads på de tekniske uddannelser. Søges: Kvinder

 

 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Mette Fjord Sørensen

Mette Fjord Sørensen

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3797
  • Mobil +45 5213 2312
  • E-mail mfj@di.dk

Relateret indhold