Nye tal fra Danmarks Statistik markerer stor fremgang for dansk turisme - især i vintersæsonen.

Foto: VisitDenmark/Mikkel Heriba
DI Business Nyheder

Vinteren er den nye rekordsæson i turisterhvervet

Antallet af overnatninger er steget med 50 procent i vinterperioden sammenlignet med 2010, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Skallerup Seaside Resort i Nordjylland har succes med lokke gæster til med havgus og særlige rabatter uden for højsæsonen.

Winter is coming – og det er en god ting, hvis man spørger i den danske turistbranche.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at antallet af overnatninger er steget med 50 procent i vinterperioden i 2018 sammenlignet med 2010.

- Det nye og store udbud af oplevelser – blandt andet kulturoplevelser - gør, at både danske og udenlandske turister strømmer til også uden for den traditionelle højsæson, siger Sune K. Nielsen, Sekretariatsleder for Turisme og Oplevelsesøkonomi i Dansk Industri (DI).

Læs også: Danmark er dygtig til at tjene penge på udenlandske turister

Havgus og to for en-pris

Hos Skallerup Seaside Resort i Nordjylland har man skabt konceptet 365 dejlige dage, der garanterer gæsterne de samme oplevelser og aktiviteter alle årets 365 dage. Derudover har feriecentret med sine 282 feriehuse og lejligheder vinterspecifikke tilbud til de turister, der i vintersæsonen lægger vejen forbi vesterhavskysten ud fra Hjørring.

- I vintersæsonen 2018/19 har vi med stor succes introduceret tilbuddet havgus. Det er en kombination af vinterbadning og saunagus i vores mobile sauna, som gæsterne er særligt glade for i de kolde måneder, fortæller direktør Jørgen Høll, Skallerup Seaside Resort.

Ferieparken har også lavet et specielt tilbud til sine stamgæster, der blandt andet har mulighed for at leje to huse for et hus pris i udvalgte perioder.

- Det har især givet ekstra mange gæster i vintersæsonen. Faktisk har vi næsten ingen lavsæson længere. Sagt på nordjysk har vi en relativ god belægning, siger han.

Læs også: Dobbelt op: Amerikanere flokkes efter dansk julehygge i København

Udvikling i hele landet

Sekretariatsleder for Turisme og Oplevelsesøkonomi i DI, Sune K. Jensen fortæller, at de nye overnatningstal også viser en stigning i antal af overnatninger i højsæsonen – men ’kun’ på 13 procent.

- Helt generelt er Danmark ved at udvikle sig til en helårsdestination. Det ser vi også med aktører som Tivoli, der har tilbud til gæsterne hele året rundt, siger han.

Sune K. Jensen forklarer, at København mere eller mindre allerede har afskaffet lavsæsonen.

- Hvis udviklingen fortsætter vil vi også i resten af landet snart se turismen som en egentlig helårsforretning – naturligvis med en højsæson i sommerhalvåret, men uden en egentlig lavsæson om vinteren, siger han.

Fakta

 Top 5 turister - målt i turistindtægter i 2017:

Tyskland 14 mia. kr.

Sverige 9,1 mia. kr.

Norge 7,9 mia. kr.

Storbritannien 3,2 mia. kr.

USA 3,0 mia. kr.

 Kilde: Nationalregnskabet, Danmarks Statistik

Skrevet af:

Jonatan Steengaard

Sune Jensen

Sekretariatsleder, Turisme og oplevelsesøkonomi

  • Direkte +45 3377 3923
  • Mobil +45 2949 4624
  • E-mail skj@di.dk
Relateret