– Det er en enorm personlig tilfredsstillelse, at bygge en vækstvirksomhed, der opfylder FN’s Verdensmål 8 og 10 - og samtidig gør en reel forskel. Det er jeg stolt af. Sådan siger CEO i Weply om sin B2B-chatvirksomhed, hvor halvdelen af medarbejderne har et handicap.

18.09.20 DIB Nyheder

Handicappede medarbejdere sikrer vild vækst i Weply

Chatvirksomheden Weply lander 100 nye kunder om måneden. Primært SMV'er og bl.a. fordi CEO og medstifter Søren Gøtterup-Tang arbejder strategisk med at ansætte folk med handicap – uden støtte.

Søren Gøtterup-Tang er medstifter af B2B chatvirksomheden Weply. I 2018 blev han virksomhedens CEO, og i de to år, der er gået, er Weply vokset fra 3 til 33 medarbejdere – hvoraf 17 har et handicap.

DIBusiness har ringet for at høre, hvordan det hænger sammen.

Hvorfor har halvdelen af jeres medarbejdere et handicap?
– I 2017 læste jeg i en artikel, at 120.000 mennesker med handicap var uden job. Jeg tænkte, de skal selvfølgelig besvare chat for virksomheder – det er jo et perfekt match. Vi så en forretningsmulighed i, at de her mennesker arbejder hjemmefra – åbner deres laptop så meget eller lidt de kan – og har et regulært arbejde med at chatte for vores kunder.

Hvordan går det så?
– Godt. Rigtig godt. Vi har 600 kunder, og onborder lige nu 100 nye kunder om måneden. Primært SMV’er, der hurtigt opdager, at outsourcet live chat – som er det, vi tilbyder – har en meget bedre ROI (return on investment) end anden marketing.

Hvad giver det dig?
– Det er en enorm personlig tilfredsstillelse, at bygge en vækstvirksomhed, der opfylder FN’s Verdensmål 8 og 10 og gør en reel forskel. De her medarbejdere trives ikke i traditionelle ansættelser. Nogle har ikke haft job i mange år. Nu har mor eller far noget at stå op til – en arbejds­identitet som fremragende chatkonsulent tre timer tirsdage og torsdage – og er en rollemodel for deres børn. Og vi har super dedikerede medarbejdere. Det er jeg stolt af.

Hvordan ser fremtiden ud?
– Vi har en afdeling i Bulgarien og launcher i Sverige lige om lidt. Målet er, at ekspandere videre ud i verden og ansætte 1.000 mennesker med handicap. Jo mere, vi vokser, jo flere med handicap, kan vi ansætte. Ikke som velgørenhed eller med statsstøtte men som et aktieselskab og en god forretning. 

Fakta

Weply
B2B chatvirksomhed
HQ i Kbh, afdeling i Bulgarien og snart Sverige
33 medarbejdere - heraf 17 med handicap
Stiler efter 1.000 medarbejdere med handicap
Onboarder 100 nye kunder om måneden. Primært SMV'er.

 

Linda Duncan Wendelboe

Linda Duncan Wendelboe

Chef for Medlemsrelationer og SMV-indsatser

  • Direkte +45 3377 3906
  • Mobil +45 9398 8050
  • E-mail lidw@di.dk

Relateret indhold