Dennis Lundø Nielsen er stifter af og direktør i design- og kommunikationsvirksomheden Phoenix Design Aid. Virksomheden har i år 30 års jubilæum som leverandør til FN.

Foto: PR/Phoenix Design Aid
22.01.21 DIB Nyheder

Sådan kommer du ind som FN-leverandør

Danmark er blandt FNs ti mest foretrukne leverandører. Blandt dem er designvirksomheden Phoenix Design Aid, der har leveret til organisationen i præcis 30 år i år. Læs deres råd til de, der gerne vil ind som leverandører.

Hvert år leverer Danmark medicin, service, transport, design og meget andet til FN for godt 4 milliarder kr. Det er mere end syv gange så meget som de andre nordiske lande tilsammen, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

- Der er flere årsager til, at Danmark ligger betydeligt højere på listen over, hvor FN foretager sine indkøb, end de øvrige nordiske lande og de fleste andre lande i verden. En af dem er, at København er en af de største FN-byer i verden med hele 11 FN organisationer. Det sikrer ikke automatisk kontrakter til danske virksomheder, men det har skabt et øget fokus på FN-markedet for en række danske virksomheder, siger Marie Gad, chef for global udvikling og bæredygtighed i DI.

Læs også: Dansk annonce i NY Times indbyder Biden til samarbejde

Ledelsen skal bakke op

Dennis Lundø Nielsen er stifter af og direktør i design- og kommunikationsvirksomheden Phoenix Design Aid. Virksomheden har i år 30 års jubilæum som leverandør til FN.

- Vi vandt den første ordre i 1991 i New York. Det var design og tryk af et kvartalsblad, der blev sendt ud i hele verden. Siden har meget forandret sig, og i dag leverer vi full service kommunikation til hele FN, fortæller Dennis Lundø Nielsen.

Hans bedste og primære råd til virksomheder, der gerne vil levere til FN er tage det meget seriøst og sende den øverste ledelse som repræsentant.

- Det koster både tid og penge at starte op, og det er ikke nok at sende en salgskonsulent. Ledelsen i virksomheden skal på banen, og man skal være meget omhyggelig med at byde ind præcist, som der bliver forespurgt i udbuddet, siger Dennis Lundø Nielsen.

Læs også: Joe Bidens klimakurs kan give gyldne muligheder

Danske priser er for høje

Når det er sagt, oplever han, at organisationen er meget åben for at lytte til forslag til måder at gøre ting bedre og smartere.

- Som jeg oplever det, er de meget glade for den danske tilgang, hvor der udvikles bedre løsninger. Vi har stor troværdighed, oplevers som arbejdsomme og leverer til tiden. Der er en grundlæggende snusfornuft, som de godt kan lide, og man skal helst være sig selv, siger Dennis Lundø Nielsen.

Men prisniveauet i Danmark er højt for FN.

- Derfor arbejder jeg med underleverandører i hele verden, der kan gøre tingene billigere, end vi kan i Danmark. Det betyder, at løsningerne oftest udtænkes herhjemme, og så udføres arbejdet tit af partnere i udlandet, siger direktøren. 

Læs også: ”Danske virksomheder vil have gode og værdiskabende regler om bæredygtighed”

Handler med 40 lande

Phoenix Design Aid handler med 40 lande verdens over og har hvad der svarer til godt 15 fuldtidsansatte. Derudover samarbejder virksomheden med en række internationale partnere. Det, og et meget stærkt fokus på bæredygtighed, stiller store krav til, hvordan virksomheden sikrer, at der er styr på processerne.

- Der er ufattelig kort til døren, hvis der opstår uregelmæssigheder. Vi lægger derfor en meget stor indsat i at kontrollere både os selv og vores underleverandører. Vi skal hele tiden opdatere vores certifikater og sørger for at være på forkant med udviklingen, siger Dennis Lundø Nielsen.

Læs også: Så er det nu: Få en bid af 1,5 milliarder kroner i eksportgarantier

Som afsender af Verdensmålene bør FN gå forrest i forhold til at understøtte bæredygtigt indkøb Marie Gad, Underdirektør

Fokus på bæredygtighed stiger

Analysen fra DI dokumenterer også, at en stigende andel af FN organisationerne tager miljømæssig, økonomisk og social bæredygtighed med i deres indkøbsovervejelser.

Der er især er fokus på den miljømæssige bæredygtighed. Den havde næsten alle FN organisationer med i indkøbsprocessen i 2019. Omkring tre ud af fire FN organisationer tænkte økonomisk bæredygtighed ind i processen, mens lidt over halvdelen af FN organisationerne tænkte social bæredygtighed med i indkøbsprocessen.

- Der lægges i nogen grad vægt på miljømæssig bæredygtighed, når FN’s indkøbere evaluerer indkomne tilbud, men prisen fylder stadig mest. Det står i vejen for nogle af de helt nye løsninger, og vi ser også gerne et stærkere fokus på kvalitet og totalomkostninger i evalueringskriterierne. Som afsender af Verdensmålene bør FN gå forrest i forhold til at understøtte bæredygtigt indkøb, siger Marie Gad.

Det ville samtidig også give efterspørgslen efter bæredygtige løsninger et boost.

- Her har danske virksomheder allerede meget at byde på, og mange flere er i gang med at indarbejde verdensmålene i deres forretning, siger Marie Gad.

Det, mener hun, vil også vil være en klar fordel ved salg til mange andre i de kommende år.

- Vi anbefaler, at virksomheder engagerer sig i FNs verdensmål. Bæredygtighed bliver i stigende grad en forudsætning for at kunne drive forretning, og jo tidligere man kommer i gang, jo mere forspring får man til konkurrenterne, siger Marie Gad.        

Læs også: Nimbus genopstår i grøn udgave med folkets hjælp                                    

Fakta

FN Procurement seminar

DI er medarrangør af det første virtuelle nordiske FN procurement seminar den 25.-26. januar. Her deltager over 230 nordiske virksomheder, indkøbsansvarlige for hele 15 FN-organisationer og ministre fra de nordiske lande, herunder den danske udviklingsminister og minister for nordisk samarbejde, Flemming Møller-Mortensen.

Hør mere hos chefkonsulent Anna Nilsson, anil@di.dk tlf. 33773863 

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Anna Nilsson

Anna Nilsson

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3863
  • Mobil +45 5213 2394
  • E-mail anil@di.dk

Relateret indhold