DI: Energiø er Danmarks måneprojekt
Dansk Industri har gennem længere tid presset på for en politisk beslutning om en energiø i Nordsøen. I dag kom den. Opførelsen af en energiø 80 kilometer ude i Nordsøen vil få afgørende betydning for den grønne omstilling i Europa og vil på sigt kunne producere strøm nok til 10 millioner husstande.
Amerikanerne tog til månen. I Danmark tager vi 80 kilometer ud i Nordsøen. Men perspektiverne i anlæggelsen af en energiø, som et bredt flertal af Folketinget netop har besluttet efter længere tids pres fra blandt andre Dansk Industri, er ikke desto mindre enorme. Det fastslår Troels Ranis, der er branchedirektør i DI Energi.
- Det er Danmarks måneprojekt, som kan få afgørende betydning for den grønne omstilling i Europa. Samtidig vil danske virksomheders førerposition inden for vindenergi blive befæstet og udbygget. Det er startskuddet til en helt ny tid med nye muligheder for danske virksomheder og mange nye grønne arbejdspladser, siger han.
Udover energiøen i Nordsøen på – i første omgang - tre gigawatt, vil der også blive opført en energi-ø på to gigawatt i Østersøen. Her vil Bornholm fungere som selve energiøen med havvindmølleparker tilkoblet.
- Energiøerne vil producere enorme mængder vedvarende energi, som vi kan bruge til at producere fremtidens bæredygtige brændstoffer. Med billig, grøn strøm kan vi tage næste skridt og udvikle brændstoffer til lastbiler, skibe og fly, siger Troels Ranis.
Nok strøm til 10 millioner husstande
Aftalen om konstruktion og ejerforhold for en energiø i Nordsøen blev indgået i dag mellem regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, De Radikale, SF, Enhedslisten, De Konservative, Liberal Alliance.
Den kunstige ø, der bliver anlagt 80 kilometer ude i Nordsøen, bliver Danmarkshistories største anlægsprojekt med en pris på 210 milliarder kroner.
Den præcise udformning af øen er endnu ikke fastlagt. Men den forventes i første omgang at få en størrelse, der svarer til 18 fodboldbaner. Med den størrelse vil øen have kapacitet til at dække tre millioner husstandes strømforbrug.
På sigt skal kapaciteten kunne udvides fra tre til ti gigawatt, hvilket er nok til at forsyne ti millioner husstande med strøm. Når øen udvides, vil den "som minimum" blive på et areal svarende til 64 fodboldbaner, oplyser Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.
Ifølge klimaminister Dan Jørgensen (S) sætter Danmark med energiøen rammerne for et afgørende fyrtårnsprojekt i den grønne omstilling.
I Dansk Industri er man meget enig.
- Med den brede politiske aftale om energiøer, kan vi se ind i en fremtid, hvor Danmark bliver storeksportør af vedvarende energi. Det er en meget visionær og ambitiøs aftale, som partierne har indgået. Nu gælder det om at sætte fart i arbejdet, så vi kan høste klimagevinsterne, siger Troels Ranis, branchedirektør i DI Energi.
For at få det fulde potentiale af energiøen er det dog også vigtigt, at der træffes de rigtige beslutninger i Europa, påpeger Troels Ranis.
- Der skal etableres elforbindelser fra energiøerne til de andre nordeuropæiske lande. Og der skal skabes motorveje for el i de enkelte lande. Så mens vi bygger energiøerne, skal der træffes en række beslutninger i Europa. Gevinsten er et stort og velfungerende marked for energi, som er forudsætningen for at Europa bliver grønnere.