Da Kina lukkede ned første gang, stod mange danske virksomheder og manglede komponenter. De kunne ikke skifte leverandør fra den ene dag til den anden, og kom derfor til os, fortæller COO i Damvig A/S, Jesper Damvig.

Foto: Damvig A/S
30.03.21 DIB Nyheder

3D-virksomhed: Centralt at sikre produktion i Danmark

Den digitale værktøjskasse er blevet ekstra vigtig under coronakrisen, fortæller Damvig A/S, der har fuld tryk på 3D-printerne. Digital nytænkning endnu vigtigere end før for danske SMV’er, mener DI.

Digitale værktøjer kan hjælpe med at fastholde produktion i Danmark. Det er 3D-print virksomheden Damvig ikke i tvivl om. Helt konkret har virksomheden under coronakrisen hjulpet danske virksomheder, der fik forsyningskæden knækket under coronakrisens første bølge i 2020.

- Coronakrisen har vist os, at der stadig er brug for produktionskapacitet i Danmark. Det nytter ikke, hvis al kritisk produktion er placeret i andre lande, siger COO Jesper Damvig og uddyber:

- Da Kina lukkede ned første gang, stod mange danske virksomheder og manglede komponenter. De kunne ikke skifte leverandør fra den ene dag til den anden, og kom derfor til os, fortæller han videre.

3D-print kom ekstra i vælten i coronaens første fase, da der var mangel på værnemidler, og siden steg efterspørgslen på prototyper af diverse emner, da virksomheder sendte medarbejderne hjem og de fik mere ro til produktudvikling. 3D-print er ofte en del af udviklingsprocesser, fordi det er relativt billigt at printe prototyper. Men 3D-print er også konkurrencedygtig i selve produktionsfasen.  

Brillefirma forkorter leveringstid

Det danske brillefirma Monoqool er et eksempel på dette. Virksomheden bruger Damvigs 3D-printere til fremstillingen i stedet for fabrikker i lande med billigere arbejdskraft. Og det kan godt betale sig.

Normalt er branchen kendetegnet ved langvarige designprocesser med transport kloden rundt med risiko for forsinkelser, fejl og spild. Ved at flytte produktionen til Damvig har Monoqool kortet tiden fra design og produktion ned til under fem måneder mod normalt 12 måneder. Lager er der heller ikke brug for, fordi alt produceres på individuelle ordrer.

Ifølge Jesper Damvig er 3D-print pr definition en meget digital proces, hvor kunden mailer en tegning til Damvig som i løbet af to døgn har et printet produkt klar.

- Vores processer kræver at vi er ultra digitale, og vi tager i disse måneder næste skridt, så vores håndtering af ordrer bliver endnu mere strømlinet. Det kræver at vores seks it-systemer taler bedre sammen, siger han.

Læs også: Coronakrisen har sat ekstra tryk på 3D-print

Vores processer kræver at vi er ultra digitale, og vi tager i disse måneder næste skridt, så vores håndtering af ordrer bliver endnu mere strømlinet. Jesper Damvig, COO, Damvig A/S

Digitalt sprog mindsker tastefejl

Økonomisystemet skal således automatisk trække data, mens ordresystemet selv henter datafiler, der sættes i produktion. Fakturaen bliver også en del af dette flow.

- Alle dele skal tale samme sprog, så forløbet bliver mere enkelt, og vi mindsker risikoen for manuelle tastefejl. Det er ikke for at spare medarbejdere – men for at øge kvalitet, hastighed og fleksibilitet, siger Jesper Damvig.

Øget udveksling af data mellem kunder, myndigheder, transportvirksomheder og producenter er en vigtig del af den videre digitaliseringsproces.

- Vi skal hele tiden blive mere digitale for at reducere omkostningerne i forhold til eksempelvis Kina. Jeg vil da også gerne opfordre SMV’er til at blive endnu mere digitale og blive ved med at investere i it-infrastruktur, siger Jesper Damvig.

Regeringen har varslet en digitaliseringsstrategi for Danmark i slutningen af 2021. Og i det arbejde håber Jesper Damvig, at det fortsat bliver skattemæssigt gunstigt at foretage disse investeringer.

DI: Andre kan lære af Damvig

DI Digitals branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg ser Damvigs vurderinger som et rigtigt godt eksempel på den digitale nytænkning i mange virksomheder. Mange flere SMV’er kan få stor glæde af digitale teknologier. Brugen af teknologi skal tage udgangspunkt i virksomhedens strategi. Er korte leveringstider og individuelt design målet, så kan 3D print eksempelvis være løsningen.  

- Nogle SMV’er har måske svært ved at se, hvordan de digitale teknologier helt konkret kan tages i brug i deres virksomhed. Til dem vil jeg bare sige, at der helt sikkert findes digitale teknologier, der kan løfte deres forretning. De skal se på deres strategiske mål, og så skal de evt. få hjælp til at finde det rigtige værktøj i den digitale værktøjskasse, siger Rikke Hougaard Zeberg.

42 digitale forslag

DI har netop udsendt en digitaliseringsstrategi med 46 konkrete forslag til at styrke Danmark på dette område. DI foreslår blandt andet, at der sættes 10 mia. kr. af på finansloven over de næste fire år til den digitale udvikling af vores samfund.

- Der er store potentialer for særligt SMV’erne, hvis de i højere grad tager de digitale muligheder til sig. Virksomheder i andre sammenlignelige lande investerer mere i it, end de danske virksomheder gør. Så fokus skal være på at få hjulpet særligt SMV’erne til at udnytte mulighederne, siger Rikke Hougaard Zeberg.

Hun ser desuden Damvig som et godt eksempel på, at når man først går i gang med at digitalisere sin virksomhed, så får man øjnene op for, hvor mange muligheder der er for at optimere forretningen.

Læs DI's udspil her: Digitalisering der flytter Danmark

Rikke Hougaard Zeberg

Rikke Hougaard Zeberg

Branchedirektør

  • Direkte +45 3377 3173
  • Mobil +45 2084 0194
  • E-mail riz@di.dk

Relateret indhold