"Hvis vi kan få det her op at køre, er jeg overbevist om, at der er en fin forretning på verdensplan – især inden for den civile flybranche, når de kommer på benene igen," siger Philippe Lovejoy-Courrier, Senior Specialist hos Terma A/S.

Foto: Getty
04.03.21 DIB Nyheder

70 procent lettere produkter kan forandre tung industri

Komponenter på eksempelvis fly og vindmøller kan blive op til 70 procent lettere med særlig teknik på 3D-printede emner. Potentialet er ”helt vildt” konkluderer en af parterne bag teknikken.

Er det muligt at gøre industriens tunge komponenter lettere og samtidig bevare styrken?

Svaret er ja, viser et MADE Udviklingsprojekt

I tre måneder har virksomhederne GTV, Qqton, Alexiou & Tryde, AM Værktøjer og Terma udviklet nye teknologiske løsninger, der kan vise sig at være et gennembrud inden for fremstilling og reparation af metalkomponenter via 3D-print.

De har testet løsningen sammen med FORCE Technology og Teknologisk Institut på Lindø, hvor nordens største 3D-printer står. Projektet viser, det er muligt at fremstille store komponenter til f.eks. strukturer til flyvinger og dele til toppen af vindmøller, der er stærke og samtidig markant lettere i forhold til konventionelle fremgangsmåder. Det giver helt nye muligheder for virksomhederne, da den strukturelle styrke fastholdes.

Læs den mere tekniske version af historien hos MADE

En procent mindre vægt på et fly er én procent mindre brændstof, så man kan hurtigt spare rigtig mange penge Ivar Dale, Project Manager 3D Print & AM Technology hos FORCE Technology

Kan printe emner på flere meter

Projektdeltagerne eksperimenterede med en ny type metalpulver i kombination med en laserstråle, hvor metalpulveret smelter og påsvejses komponentoverfladen på en ny og mere effektiv måde. Metoden kaldes laser cladding og kan spare virksomheder for både tid og materialer.

- Det var en spændende opgave og potentialet er helt vildt. Tidligere har vi været begrænset til at arbejde med 3D-print af metaldele, der størrelsesmæssigt kunne være i en almindelig køkkenovn. Med dette projekt har vi åbnet døren til print i metallet Invar i størrelser på flere meter. En lovende teknologi, siger Jacob Willer Tryde, Partner i Alexiou & Tryde, der var en af de deltagende virksomheder i MADE Udviklingsprojektet ’Nye muligheder for fremstilling og reparation via AM’.

Læs også: Affaldsprodukt er ”en af de største appelsiner i turban nogensinde”

Med vægtreducering kan nye højder nås

Mulighederne giver virksomheder i særligt den tunge industri luft under vingerne, da produktionen kan tages til helt nye højder. Bogstavelig talt. Den danske teknologi- og forsvarsvirksomhed Terma ser et stort potentiale ved topologioptimering baseret på laser cladding-pulver.

- I flyindustrien er vægt jo en altafgørende faktor, så hvis man kan fremstille strukturer, der er lettere end tidligere, så har man en god økonomi som rækker udover selve fremstillingsdelen. Hvis vi kan få det her op at køre, er jeg overbevist om, at der er en fin forretning på verdensplan – især inden for den civile flybranche, når de kommer på benene igen. Der er et økonomisk perspektiv for Terma, men også et interessant perspektiv for dansk industri. siger Philippe Lovejoy-Courrier, Senior Specialist hos Terma A/S.

Han suppleres af Ivar Dale, der er Project Manager 3D Print & AM Technology hos FORCE Technology:

- En procent mindre vægt på et fly er én procent mindre brændstof, så man kan hurtigt spare rigtig mange penge, konkluderer Ivar Dale.

Læs også: Coronavirus har været en katastrofe for luftfarten

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Bjarke Lind

Bjarke Lind

Fagleder, Forskning og uddannelse

  • Direkte +45 3377 4662
  • Mobil +45 2129 5134
  • E-mail bjli@di.dk

Relateret