Se video med de tre modtagere af Alexander Foss’ Industrifonds iværksætterlegater.

18.03.21 DIB Nyheder

Tre nytænkende iværksættere får legater fra Alexander Foss’ Industrifond

Alexander Foss’ Industrifond uddeler iværksætterlegater til en automatisk poderobot, en komposterbar creme-krukke og et alternativ til stomiposer.

Overrækkelsen af 2020’s tre legater fra Alexander Foss’ Industrifond skete under landsfinalen 2020 i ”EY Entrepreneur Of The Year”, der blev afholdt den 18. marts 2021. Fonden støtter iværksættere, som er teknologisk nytænkende og har kommercielt potentiale.

Legaterne går til Lifeline Robotics A/S, som udvikler en robot til podning i svælget, Coastgrass ApS, som udvikler en ny bæredygtig og komposterbar creme-krukke og endelig NewOstomyLife ApS, som vil revolutionere stomibranchen med et produkt, der kan erstatte de kendte stomiposer.

Fondens bestyrelsesmedlem, professor Tim McAloone, sagde ved overrækkelsen:

- Alexander Foss’ Industrifond ønsker at hjælpe iværksættere i den meget tidlige fase – gerne så tidligt, at produktet stadig er under udvikling. Vi håber, vi kan hjælpe jer et skridt videre mod et færdigt produkt, så I kan indtage markederne og realisere jeres ambitioner om at skabe en bedre verden. 

Læs også: Verdensomspændende virksomhedsgruppe modtager ærespris

Her er de tre legatmodtagere for 2020

Lifeline Robotics A/S: Mekanisk sikkerhed i automatisk poderobot

Lifeline Robotics A/S får et legat på 59.810 kr. til at udvikle en mekanisk sikkerhedsmekanisme i en robot, som anvendes til podning i svælget ved monitorering af smitte i befolkningen. Mekanismen skal øge den fysiske sikkerhed for borgeren.

- Ideen til Lifeline Robotics opstod, da COVID-19 pludselig skabte udfordringer med at masseteste befolkningen. Ved at automatisere og standardisere prøvetagningen forventer vi at øge testkvaliteten og mindske smitterisikoen for personalet, når der i fremtiden skal testes i stort antal, siger CEO Julie Dalsgard fra Lifeline Robotics.

Coastgrass ApS: Materiale til ny bæredygtig og komposterbar creme-krukke

Coastgrass ApS får et legat på 100.000 kr. til at udvikle en bæredygtig creme-krukke baseret på naturlige fibre udvundet fra strandopskyl. Ved at kombinere fibre fra strandopskyl med en biopolymer vil Coastgrass skabe en bionedbrydelig emballage.

- Vi udnytter fibre fra den biomasse, som skyller op på de danske strande i store mængder. Med det kan vi reducere CO2-aftrykket med to tredjedele i forhold til almindelig plastikemballage. Legatet giver os nu mulighed for at få testet, at materialet er biologisk nedbrydeligt, siger CEO og co-founder Kristoffer Kilias Møller Jakobsen.

NewOstomyLife ApS: Innovativt produkt der kan revolutionere stomibranchen

NewOstomyLife ApS får et legat på 41.365 kr. til at udvikle et alternativ til den kendte stomipose. Produktet vil fjerne brugernes gener ved stomiposen, og samfundet vil spare udgifter til behandlingskrævende hudkomplikationer.

- Som klinikere har vi set, hvor besværligt det kan være at leve med en stomi. Vi har udviklet en løsning, der erstatter stomiposen, og legatet gør det muligt for os at teste vores prototype in vivo, hvilket er helt afgørende for virksomhedens fremtid, siger CEO og co-founder Marie Parslov.

Læs også: Syv danske vindere kåret i EY Entrepreneur Of The Year

Anders Sparre

Anders Sparre

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3973
  • Mobil +45 2627 2494
  • E-mail asp@di.dk

Relateret indhold