Dansk MEP'er frygter skjult nationalisering af europæiske virksomheder
Europa-Kommissionens forslag til en reform af regelsættet for selskabsledelse er kritisabelt og dybt uforståeligt, mener MEP Pernille Weiss (K). Forslaget er ifølge Weiss dybt ideologisk og vil svække lysten til at starte og drive virksomhed i Europa.
Det konservative Europaparlamentsmedlem Pernille Weiss er dybt forundret over, hvad EU-kommissionen har gang i med sit planlagte udspil til en reform af reglerne for selskabsledelse.
- Det er et uforståligt inititiav, siger hun og tilføjer:
- Datamaterialet, som ligger til grund for initiativet er særdeles kritisabelt. Og essensen af initiativet er stærkt ideologisk. Der er tale om en skjult nationalisering af europæiske virksomheder. Og det er for mig at se helt uforståeligt, at det kan blive drevet frem.
Problemet med kommissionens planlagte forslag er blandt andet, at der bliver lagt op til, at man fra politisk hold skal blande sig i, hvordan virksomhederne skal styres. Kommissionen ønsker således en stakeholder-model for ledelsen af virksomheder, hvor andre end virksomhedernes ejere har juridiske rettigheder i forhold til virksomhedsledelsen. En problematik, som Dansk Industri også har råbt højt om både i Danmark og i EU.
Hvis det bliver vedtaget, så vil det føre til en flugt af virksomhederne ud af Europa og det vil stække ambitionerne om at få flere unge til at starte virksomheder, frygter Pernille Weiss.
- Hvorfor skulle man drive en virksomhed i EU, når man ikke har retten til at lede virksomheden, spørger Pernille Weiss retorisk.
Læs også: Fire gode grunde til EU’s reform af selskabsledelse bør dø
Danmark er kritisk overfor forslag
Set i lyset af problemerne i kommissionens forslag, mener det konservative parlamentsmedlem, at forslaget bør skrottes nu, hvilket hun også har gjort opmærksom på både i medier og i Parlamentet.
Pernille Weiss ser dog også gerne, at Danmarks statsminister Mette Frederiksen påpeger det uheldige i forslaget, når hun mødes med de andre regeringsledere i EU. Der virker også til at være lydhørhed i regeringen, således tog erhvervsminister Simon Kollerup (S) i sidste uge afstand til forslaget.
- Set fra min stol skal vi ikke tage magten fra virksomheder og aktionærer, der har orden i penalhuset. Og det kan svække konkurrenceevnen, hvis forslaget smitter af på investorernes vilje til at investere i europæiske virksomheder,« lød det i en kommentar til Berlingske.
Ifølge Pernille Weiss er der også mange, der har råbt vagt i gevær. Det burde føre til, at forslaget dør nu.
- Det er et meget bekymrende signal, at det overhovedet overvejes, siger Pernille Weiss.
Læs også: S-parlamentariker: EU-forslag om selskabsledelse går for vidt
Hold dig opdateret
Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.