07.05.21 DIB Nyheder

DI: Jobrapporten skuffer fælt

Nye tal: Jobvæksten i USA er markant lavere end ventet. DI’s cheføkonom er dog sikker på, at den vil stige i de kommende måneder

Beskæftigelsen i USA steg med blot 266.000 i april. Ledigheden steg til 6,1 procent, viser den nye jobrapport fra USA.

- Den amerikanske jobrapport skuffer fælt. Jobvæksten er markant lavere end ventet, og samtidig steg ledigheden i april. Vi havde forventet en markant bedre jobrapport, siger Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri (DI).

- Farten på arbejdsmarkedet skal skrues højere op, hvis amerikanerne hurtigt skal komme tilbage på samme niveau som før coronakrisen, siger Allan Sørensen.

- Jeg er sikker på, at jobvæksten vil stige i de kommende måneder. Amerikansk økonomi har fået et gevaldigt skud vitaminer. Den meget lempelige finans- og pengepolitik kan sikre den højeste vækst siden 1984, siger Allan Sørensen.

- Der er også kommet bedre styr på coronasituationen, hvilket gør, at samfundet er genåbnet. Næsten 45 procent af amerikanerne har fået første vaccinestik, og coronasmitten er faldet til laveste niveau siden september, siger Allan Sørensen.

Amerikansk økonomi kan ende med en vækst på over 7 procent i 2021.

- Når der kommer fart på opsvinget i USA, vil det gøre det nemmere for danske virksomheder at hente ordrer på det amerikanske marked, siger Allan Sørensen.

USA er Danmarks største eksportmarked. Sidste år købte amerikanerne danske varer og tjenester for 166 milliarder kroner. Op mod 100.000 danske arbejdspladser er afhængige af eksporten til USA.

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Allan Sørensen

Allan Sørensen

Cheføkonom

  • Direkte +45 3377 3912
  • Mobil +45 2990 6323
  • E-mail als@di.dk

Relateret indhold