Virksomhederne har et akut og massivt problem med at skaffe den arbejdskraft, som skal sikre et varigt grønt opsving til gavn for hele samfundet, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

07.09.21 DIB Nyheder

Godt udspil fra regeringen kalder på flere reformer, mener DI

Der er flere gode takter i nyt reformudspil fra Regeringen. Fokus på arbejdskraft er rigtig, men finansieringen straffer iværksætterne unødigt, siger Dansk Industris adm. direktør Lars Sandahl Sørensen.

Dansk Industri (DI) har ventet på, at Regeringen skulle fremlægge nødvendige reformer af det danske samfund. Derfor var opmærksomheden rettet mod Slotsholmen, da regeringen i dag fremlagde sit reformudspil kaldet  ”Danmark kan mere I”.

- I DI har vi et stort ønske om, at reformerne skal skaffe medarbejdere til dansk erhvervsliv – både på kort og lang sigt. Virksomhederne har et akut og massivt problem med at skaffe den arbejdskraft, som skal sikre et varigt grønt opsving til gavn for hele samfundet. Derfor har regeringen det rigtige fokus med forslag, der skaffer flere hænder og investerer i uddannelse og den grønne omstilling, siger Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i DI.

Trods roserne mener direktøren dog, at ambitionerne bør række længere end til at lukke hullet efter Arnes pension, og han er stærkt kritisk over for forslag om en straf til iværksættere og et hævet dagpengeniveau i en tid, hvor dansk erhvervsliv skriger på arbejdskraft.

- Erhvervslivet står med alle tiders chance for at bidrage til et endnu rigere og stærkere Danmark. Men lige nu er mangel på hænder og hoveder den største hindring, der står i vejen for, at vi lykkes i Danmark. Vi skal sikre løsninger, der rent faktisk skaber værdi, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: DI: Håb om snarligt regeringsudspil der giver arbejdskraft

 

Opgør med dimittendsats

DI-direktøren peger samtidig på flere elementer i udspillet, som han er tilfreds med.

- Ikke mindst er det godt, at Regeringen tager et nødvendigt opgør med en alt for høj dimittendsats og gør det mere attraktivt for både unge og ældre at trække i arbejdstøjet. Det er også positivt, at regeringen vil prioritere et permanent forhøjet FoU-fradrag, som vi længe har ønsket for at få Danmarks investeringer i forskning og udvikling op i den internationale superliga. Fradraget bør dog være uden loft for at have maksimal effekt, forklarer Lars Sandahl Sørensen.

DI deler desuden udspillets fokus på, at fremtidens arbejdskraft går hånd i hånd med uddannelse og grøn omstilling.

- Virksomhederne er klar til at virkeliggøre en markedsdrevet grøn omstilling. Men det kræver de rette tekniske kompetencer, målrettede uddannelsesforløb og opgraderede erhvervsskoler, siger direktøren.

Læs også: Støberi sikrer millioner til ny erhvervsuddannelse

Finansiering med væsentlige tidsler

Han mener dog ikke, at regeringens udspil bringer Danmark i mål - hverken på den korte eller lange bane. Og han er optaget af, at dette kun er det første af flere udspil.

- Der er brug for et større fokus på at øge arbejdsudbuddet nu og her. Blandt andet ved en forhøjet efterlønspræmie, der hurtigt vil skaffe tusindvis af flere hænder og ved at sænke beløbsgrænsen, så vi kan få tiltrukket mere nødvendig udenlandsk arbejdskraft, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han mener til gengæld, at der er væsentlige tidsler i finansieringen af forslagene.

- Ikke mindst er en iværksætterstraf i form af øget aktiebeskatning ren gift for virkelysten i vores land, hvilket også kan hæmme den grønne omstilling. Det bliver også svært  at finde adskillige milliarder på erhvervsstøtte, som eksempelvis går til mange grønne formål. Men vi går naturligvis konstruktivt ind i de videre drøftelser, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han påpeger, at det er helt essentielt, at det samlet set ikke må blive dyrere at drive virksomhed.

- Danmark kan bestemt mere som samfund, og det er der behov for, men det kræver, at vi ikke saver vores indtjeningsgren over, siger Lars Sandahl Sørensen. 

Læs også: V: Opsving kan gå i stå – før det rigtigt kommer i gang

Se med på DI Topmødet 2021

Hele Danmark kan se med, når vi livestreamer DI Topmødet 2021 den 28. september fra klokken 15:00. Oplev Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen, Kasper Hjulmand og mange flere.

Tilmeld dig DI Topmødet 2021

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Rasmus Anderskouv

Rasmus Anderskouv

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3853
  • Mobil +45 2949 4621
  • E-mail raa@di.dk

Relateret indhold