Den spanske genopretningsplan har ti hovedprioriteter. De omfatter blandt andet omstilling til grøn energi; dels gennem øget udnyttelse af Spaniens potentiale inden for vind- og solenergi.

16.06.22 DIB Nyheder

Spaniens astronomiske genopretning efterspørger danske løsninger

Med i alt 69,5 mia. euro er Spanien den største modtager af direkte tilskud fra EU’s genopretningsplan. Spanien vil bruge midlerne til at accelerere den grønne omstilling og den digitale transition. Begge er områder, hvor danske virksomheder er frontløbere, og hvor potentialet i Spanien er enormt.

Spanien er den største modtager af direkte tilskud fra EU's genopretningsplan og er i fuld gang med den rekordstore nationale genopretningsplan ''España Puede''. Planen har fokus på at accelerere den grønne og digitale omstilling, og det taler direkte ind i danske styrkepositioner.

Den spanske genopretningsplan har ti hovedprioriteter. De omfatter blandt andet omstilling til grøn energi; dels gennem øget udnyttelse af Spaniens potentiale inden for vind- og solenergi, dels i form af nye teknologier som grøn hydrogen og Power-to-X. Spaniens plan lægger også vægt på modernisering af den offentlige administration, bedre infrastruktur, rehabilitering af bygninger og digitalisering af sundhedssystemet og landbruget. Et engelsk resumé af den fulde plan kan læses her.

Løbet er langt fra kørt for danske virksomheder, der vil have en bid af kagen, men det er nu, der skal sættes ind. Udmøntningen af midler er i gang og jo tidligere, man som virksomhed får positioneret sig og dannet overblik over mulighederne, desto større er sandsynligheden for at blive en del af den spanske genopretning.

Læs også: Vind eksportordrer: Hjælp Frankrig i kampen mod cyberkriminelle

Fordeling af midlerne

Spanien er kendetegnet ved sin decentrale struktur, og en stor del af beslutningskraften ligger hos de 17 regioner. Det gælder også, når det kommer til udmøntningen midlerne i Spaniens genopretningsplan.

Den overordnede strategiske retning for Spaniens genopretningsplan besluttes på centralt niveau. Herefter overføres midler til regionerne, hvorefter det i høj grad er på regionalt niveau, at udbud udformes og projekter godkendes.

Andelen af midler, der fordeles til de spanske regioner, er ikke alene proportionelt med regionens størrelse, men er også sektorbestemt og betinget af, hvor hårdt den pågældende region har været ramt af Covid-19. Afhængig af, hvilket produkt eller service, man tilbyder, vil det være relevant at spore sig ind på, hvilke regioner der har det største potentiale.

Ligesom i andre EU-lande er processen for udmøntningen af Spaniens genopretningsplan kompleks og omfatter en lang række aktører og beslutningsprocesser. Som dansk virksomhed bør man derfor indgå partnerskaber med spanske virksomheder, der har indblik i lokale regler og procedurer, og som ofte har adgang til relevante beslutningstagere.

Trade Council Spanien står klar til at hjælpe

Trade Council Spanien følger udmøntningen af den spanske genopretningsplan tæt. Et team af otte sektorspecialiserede rådgivere hjælper og vejleder danske virksomheder med interesse for den massive spanske genopretningsplan. Trade Council Spaniens rådgivere er specialiseret i digitalisering/tech, vand, landbrug og fødevarer, energi, energieffektivitet og sundhed. Trade Council’s hjælp kan skræddersyes til din virksomheds behov og kan blandt andet omfatte screening af eksportmuligheder, monitorering af udbud, kontakt til beslutningstagere og partnersøgning.

Den spanske brancheorganisation CEOE har oprettet en database, hvor alle EU-udbud er opført. Trade Council Spanien har tilkøbt adgang, og som rådgivningsydelse kan man købe et skræddersyet overblik over relevante udbud i databasen.

På det digitale område har Trade Council Spanien oprettet en gratis monitorering af udbud. Tilmelding sker ved at skrive til eurecudbud@um.dk.

Kontakt

Hvis din virksomhed er interesseret i at høre mere, er du velkommen til at kontakte handelschef Natasha Cvitanich Haugsted:

Mail: nathau@um.dk

Tlf.: +24 914 321 148

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Peter G. H. Madsen
Skrevet af:

Peter G. H. Madsen

Bertil Egger Beck

Bertil Egger Beck

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 4695
  • Mobil +32476172748
  • E-mail beeb@di.dk

Relateret indhold