Michael Almeborg, formand for DI Bornholm og adm. direktør for Almeborg A/S, ser gerne flere iværksættere flytte til klippeøen.

01.11.23 DIB Nyheder

Måske bliver tilflyttere skræmt af det vand, vi har omkring os

Det kan være mere end svært at tiltrække tilflyttere til klippeøen i Østersøen, oplever Michael Almeborg, formand for DI Bornholm og adm. direktør for Almeborg A/S.

Der må meget gerne komme flere iværksættere som trioen bag Dora Nordic, hvis det står til Michael Almeborg, formand for DI Bornholm og adm. direktør for Almeborg A/S.

- De har satset hårdt, og det skal man helst, hvis man vil blive til noget. Og det er jo lykkedes dem at skaffe finansiering, og det er helt fantastisk flot arbejde. Vi har brug for flere iværksættere på Bornholm, og jeg synes, Business Center Bornholm fortjener ros for den indsats, de gør. Men selvfølgelig kan vi gøre endnu mere, siger Michael Almeborg.

Han oplever dog, at det kan være mere end svært at tiltrække tilflyttere til klippeøen i Østersøen.

- Det er jo forsøgt gennem mange, mange år. Men man må erkende, at det er de færreste, der rykker til Bornholm for at etablere sig. Jeg tror, de bliver lidt skræmt af alt det vand, vi har omkring os, selvom det ikke opleves som et problem for os, der bor her. København er jo kun 20 minutter væk med fly, siger Michael Almeborg.

Læs også: Mor har inspireret bornholmersøstre til iværksætterliv

Bornholm har fred og ro 

DI-formanden håber derfor på, at drømmen om Dora Nordic som en verdensomspændende virksomhed går i opfyldelse.

- For mange år siden havde vi jo Johan Bülow, som lavede lakrids. Og se, hvad han er blevet til i dag. På Bornholm er der fred og ro til at sidde og tænke tanker, som it-udviklere jo gør. Du kan være med hele verden rundt med din computer, så jeg synes, det lyder som en rigtig god ide at gøre Bornholm til paradis for it-udviklere, siger Michael Almeborg.

Læs også: Kan Bornholm blive it-udviklernes paradis?

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Lotte Jespersen

Lotte Jespersen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3848
  • Mobil +45 5213 2380
  • E-mail loje@di.dk

Relateret indhold