Der forventes at være mere end 4 milliarder euro at hente i EUs innovationsfond, som er finansieret af EU's kvotehandelssystem.

01.12.23 DIB Nyheder

Skal du have fingre i EU-milliarder?

Et nyoprettet sekretariat skal gøre det lettere for danske virksomheder at få fingre i nogle af EU’s mere end fire mia. euro til nye innovative klima- og energiteknologier. Kom med, når DI afholder informationsmøde om mulighederne for at søge penge fra EU.

Den 23. november blev der atter åbnet for projektsøgninger til EU Kommissionens omfattende Innovationsfond til at støtte banebrydende energiteknologier i stor skala.

Fonden er finansieret ved salg af CO2-kvoter i EU’s kvotehandelssystem, og den støtter projekter inden for vedvarende energi, energilagring, industriprocesser samt optag, lagring og anvendelse af CO2.

Puljen forventes denne gang at overstige 4 mia. euro, og den foreløbige frist for ansøgninger er den 9. april 2024, skriver Energistyrelsen i en pressemeddelelse.

Få hjælp til ansøgninger

Et nyoprettet sekretariat i Energistyrelsen skal fremover gøre det lettere for danske virksomheder at få del i EU-midlerne. Sekretariatet, der er under etablering, skal accelerere hjemtagningen af midler primært fra den meget store EU-Innovationsfond ved at facilitere og kvalificere ansøgninger fra danske virksomheder.

Der vil også hjælp at hente den 18. januar 2024, hvor der afholdes en national informationsdag om indkaldelsen og ansøgningsmulighederne.

Herudover afholdes der internationale informationsmøder om nye udbud. Datoerne for disse møder er endnu ikke endeligt fastlagt.

Kom til møde i DI

Det er til gengæld Dansk Industri (DI) begivenheden ”Green Futures Summit: Navigating EU Funding for Innovations in Danish Industries”, som afholdes onsdag d. 24. januar fra klokken 9.00-12.30 i Industriens Hus.

- Her er formålet at få belyst, hvorfor Danmark og danske virksomheder ligger lavt, når det handler om at høste EU's midler til vores grønne industrier, siger Rikke Wetendorff Nørgaard, chef for europapolitik i DI.

Deltagere får adgang til EU's beslutningstagere indenfor EU Innovation Fond, samt andre EU midler såsom LIFE og HorizonEurope.
- Arrangementet er åbent for alle, og du kan lære om hvad, hvordan og hvornår du skal søge EU's midler for at understøtte din konkurrenceevne, siger Rikke Wetendorff Nørgaard.

Kom med til: Green Futures Summit: Navigating EU Funding for Innovations in Danish Industries

Fakta

Fakta om EU’s Innovationsfond

Formålet med Innovationsfonden er at opnå succesfulde demonstrationsprojekter for banebrydende innovation inden for kulstoffattig teknologi. EU’s Innovationsfond har allerede støttet 69 europæiske grønne projekter inden for energiintensive industrier, vedvarende energi, energilagring og CCUS med i alt 3,1 mia. euro. Fonden er desuden ved at forhandle udmøntningen af 3,6 mia. euro fra den tredje ansøgningsrunde.

Fonden administreres af The European Climate, Infrastructure and Environment Executive Agency (CINEA) i samarbejde med den Europæiske Investeringsbank (EIB).

Læs mere om EU’s Innovationsfond og mulighederne for at søge om støtte her.

Charlotte Gjedde

Charlotte Gjedde

Fagleder, EU medlemsservices

Relateret indhold