Den danske selskabsskattesats på 22 procent bliver stadig mindre konkurrencedygtig sammenlignet med landene omkring os, mener Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i DI:

01.02.23 DIB Nyheder

Rekordskat fra danske selskaber i 2021: 100 milliarder

100.573.624.621 kroner. Så meget indbetalte selskaber med skattepligt i Danmark i selskabsskat i 2021. Rekordtallet bør bane vej for sænket selskabsskat, mener Dansk Industri.

Skattestyrelsen har netop offentliggjort de åbne skattelister for indkomståret 2021. Af dem fremgår det, at selskaber med skattepligt i Danmark har indbetalt 100.573.624.621 kroner i selskabsskat.

- Det er den største indbetaling på ét år, siden selskabernes skattebetalinger første gang blev offentliggjort i 2013. Det er et flot og markant resultat, siger skatteminister Jeppe Bruus i en pressemeddelelse.

Selskabsskatten kommer fra godt 100.000 selskaber, og både summen af selskabsskat og antallet af betalende selskaber er det højeste siden indkomståret 2013, hvor skatteforvaltningen første gang offentliggjorde selskabsskatten på de åbne skattelister.

Læs også: Rentebombe: Stigende renter koster virksomheder over 10 mia. kroner

Godt samarbejde

De største selskaber i Danmark bidrager fortsat markant til selskabsskattebetalingen. Lige som i 2020 stod de ti selskaber på listen, der har betalt mest i selskabsskat, for ca. 23 procent af det samlede beløb.

De mindre selskaber har dog også bidraget mere i 2021 og er dermed medvirkende til den meget høje skattebetaling. Ser man bort fra de 1.000 største skattebetalere, har de øvrige selskaber betalt 61 pct. mere i selskabsskat i 2021, end den andel af selskaberne gjorde året før.

- Et stigende antal selskaber betaler selskabsskat, og derfor glæder jeg mig over det rigtigt gode samarbejde, som skatteforvaltningen har med både selskaber, rådgivere og interesseorganisationer omkring korrekt skattebetaling, siger skatteminister Jeppe Bruus.

Han bakkes op af Jacob Bræstrup, skattepolitisk chef i Dansk Industri (DI).

- Det er utroligt imponerende og helt generelt en påmindelse om det væsentlige samfundsøkonomiske bidrag, som aktiviteten i den private sektor bidrager med, siger Jacob Bræstrup.

Han påpeger, at virksomhederne og deres medarbejdere også genererer mange andre skattebidrag. Det gælder ikke mindst den indkomstskat, som betales af lønningerne.

- Historisk har selskabsskatten kun udgjort godt en tiendedel af det samlede skattebidrag fra aktiviteten i den private sektor, og selskabsskatten er først og fremmest er en strømpil for, om det generelt går godt eller skidt i samfundsøkonomien, siger Jacob Bræstrup.  

Læs også: Inflationspakke: DI vil have fokus på konkurrencen med udlandet

Sænk selskabsskatten

Han mener desuden, at udviklingen i indtægterne fra selskabsskatten tydeligt viser, at de seneste tre årtiers selskabskattelettelser ikke – som nogle frygtede – har ført til et fald i statens indtægter fra selskabsskatten.

- Om noget er det gået den modsatte vej, og det er vigtigt at have for øje i en tid, hvor den internationale konkurrence om at tiltrække og fastholde virksomheder og arbejdspladser spidser til, siger Jacob Bræstrup.

Det er snart 10 år siden, det danske folketing senest vedtog en lempelse af selskabsskatten, og i den tid har verden omkring os ikke stået stille.

- Den danske selskabsskattesats på 22 procent bliver stadig mindre konkurrencedygtig sammenlignet med landene omkring os – herunder ikke mindst vores naboland Sverige. Vores opfordring skal derfor være, at de gode nyheder bruges som afsæt for en bred politisk drøftelse af behovet for igen at få den danske selskabsskat ned på niveau med det, som de øvrige mindre lande i EU tilbyder, siger Jacob Bræstrup.

Læs også: 1.200 mio. kr. i ekstraregning til energiselskaber: DI frygter for grøn omstilling

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Jacob Bræstrup

Jacob Bræstrup

Skattepolitisk chef

  • Direkte +45 3377 3426
  • Mobil +45 2020 3232
  • E-mail jcb@di.dk

Relateret indhold