Det nydannede konsortie Danske Patruljeskibe K/S skal designe nye patruljeskibe til søværnet.

Foto: Sune Wadskjær Nielsen
23.06.23 DIB Nyheder

Nydannet partnerskab skal designe krigsskibe til Søværnet

PensionDanmark, Odense Maritime Technology og Terma står bag nydannet partnerskab, der skal udvikle skibsdesign til brug for indkøb og bygning af Søværnets patruljeskibe. DI hilser ”i den grad” aftalen velkommen.

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, FMI, har i dag indgået kontrakt om design af nye patruljeskibe til søværnet.

Kontrakten er indgået med det nydannede konsortie Danske Patruljeskibe K/S, der består af PensionDanmark, Odense Maritime Technology og Terma.

Kontrakten omfatter udvikling af et skibsdesign, der skal danne grundlag for en efterfølgende politisk stillingtagen til anskaffelse og bygning af nye skibe. Designet forventes at kunne være på plads medio 2025.

Styregruppeformand i Patruljeskibsprojektet, flotilleadmiral Claus L. Andersen udtaler i en pressemeddelelse:

- Patruljeskibsprojektet er et eksempel på en ny måde at gennemføre projekter på i et tæt samarbejde mellem dansk maritim industri, forsvarsindustrien og Forsvaret. Hvor vi tidligere har stået for en stor del af projektopgaven med koordination, integration af systemer fra forskellige leverandører og tilsvarende opgaver, lægger vi en del af disse ud til Konsortiet Danske Patruljeskibe K/S som totalleverandør. Konsortiet vil som del af dette skulle inddrage dansk industri og underleverandører. Dette sker i et tæt samarbejde med Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og forventes at starte op efter sommerferien.

Chefen for FMI, generalløjtnant Kim Jesper Jørgensen, udtaler:

- FMI har store forventninger til dette totalleverandørforløb. FMI forventer høj kvalitet i arbejdet, overholdelse af terminer, og at denne kontraktform fremadrettet kan være model for kommende anskaffelsesprojekter.

Læs også: DI: Udliciter Forsvarets civile opgaver

DI hilser aftalen velkommen

I Dansk Industri (DI) hilser adm. dir. Lars Sandahl Sørensen ”i den grad” aftalen velkommen.

- Det er en enestående aftale, der viser, hvordan virksomheder kan understøtte Forsvaret og levere forsyningssikkerhed gennem danske teknologier i verdensklasse. Der er tale om en helt nødvendig nytænkning om et stærkt og tæt samarbejde med erhvervslivet om at styrke landets sikkerhed i en tid med nye trusler. Det har vi i DI efterlyst, fordi vores virksomheder har kompetencerne og knowhow, som kan gavne forsvaret og dermed styrke Danmarks sikkerhed, siger Lars Sandahl Sørensen.

Han mener, at indgåelsen af aftalen viser, at sikkerhed og vækst kan gå hånd i hånd.

- Vi ser dette som et første skridt til at skabe et mere robust Forsvar i tæt partnerskab med industrien. Forsvaret skal have de bedste skibe, og dem kan industrien designe og konstruere i Danmark i tæt samarbejde med Forsvaret. Dermed får Forsvaret både state-of-the-art patruljeskibe samt opbygning af kompetencer i industrien, potentiel eksport og ikke mindst flere danske arbejdspladser, siger direktøren.

Han påpeger, at det maritime område er en dansk styrkeposition.

- Vi har danske teknologier i verdensklasse, og disse kan nu bringes i anvendelse gennem en totalleverance. Det handler ikke bare om grønne teknologier, men også modulære design og helt nye måder at tænke fremtidens skibe på, siger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også: Finkielman: Vi skylder at anerkende veteranernes kompetencer

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Joachim Finkielman

Joachim Finkielman

Underdirektør

  • Direkte +45 3377 3673
  • Mobil +45 6187 1540
  • E-mail jofi@di.dk

Relateret indhold