Samarbejde med Kina er nødvendigt af både klima-, sikkerhedspolitiske - og erhvervsårsager., mener DI's chef for Global Handel Peter Thagesen.

16.08.23 DIB Nyheder

DI: Samarbejde med Kina er nødvendigt af mange årsager

Det er det eneste rigtige at gøre, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen drager til Kina for blandt andet at forbedre vores handelsrelationer, mener DI.

Kina er en så vigtig del af verdenshandlen, at det økonomisk vil have uoverskuelige konsekvenser at lukke af for samhandel.

Det er en af årsagerne til, at det ifølge Dansk Industri (DI) er det eneste rigtige at gøre, når udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen er draget til Kina for blandt andet at forbedre de danske handelsrelationer med landet.

Kina og Hong Kong er Danmarks fjerdestørste handelspartner. Landet står for mere end 95 milliarder kr. af dansk import og over 100 milliarder kr. af dansk eksport. Det er ”kun” lidt mere end 6 procent af Danmarks samlede eksport, men det vurderes, at Kinas betydning for dansk økonomi er cirka 40 procent større end eksporttallene indikerer, pga. videresalg og forarbejdning af varer.

- Kina er virkelig dybt integreret i de globale forsyningskæder. Det kan være fornuftigt nok at reducere vore afhængighed af Kina, og det er allerede ved at ske. Flere og flere virksomheder er i gang med at se på andre asiatiske alternativer til Kina. Men så sent som i 2022 oplyste hovedparten af DI’s medlemmer, at de ønskede at fastholde deres nuværende engagement i Kina, siger DI's chef for Global Handel Peter Thagesen.

Læs også: ”Der er brug for mere international markedsføring af Danmark”

Klima og sikkerhed gør samarbejde nødvendigt

Men økonomi er langtfra den eneste årsag til, at Kina er svær at komme uden om.

- Samarbejde er nødvendigt af både klima-, sikkerhedspolitiske - og erhvervsårsager. Ikke mindst det grønne område bliver ofte overset, selvom Kina er verdens største CO2-udleder. Vi kan simpelthen ikke forandre verdens CO2-udslip uden Kina. Og der er faktisk stor interesse fra kinesisk side i at samarbejde på netop dette område, siger Peter Thagesen.

Derudover mener han, at Kina efter al sandsynligvis også vil få en central rolle, når der en dag skal forhandles en fredsaftale i Ukraine.

- Også af den grund vil det være til stor skade at støde dem fra os. Danmark skal selvfølgelig arbejde for bedre menneskerettigheder, demokrati og frihed, men det gøres ikke ved at lukke forbindelsen til Kina. Vi vil svække vores økonomi og internationale styrke kraftigt ved at skære forbindelsen til Kina over. Vi bør være til stede – derved får vi både mest indflydelse, siger Peter Thagesen.

Find mere information og virksomhedshjælp via DI i Kina

Fakta

DI i Kina

Siden 2004 har DI i Kina via DI-Asia Base (DIAB) hjulpet danske virksomheder med at finde og ansætte personale i Kina, og derigennem opbygget en betragtelig viden og erfaring af rekruttering i Kina.

DI udbyder første klasses kontorfaciliteter i både Shanghai og Beijing og har siden 2010 ligeledes varetaget regnskabsførelse og administration for virksomheder med egen forretningslicens i Kina.

DI’s kontorer i Shanghai og Beijing tilbyder en ’Full Service’ -ydelse, der sikrer en tryg og hurtig opstart for din virksomhed på det kinesiske marked. Vi varetager alt fra ansættelseskontrakt, regnskabskontrol, rekruttering af lokal arbejdskraft overalt i Kina og management support. Din virksomhed samt jeres kinesiske repræsentanter vil få adgang til både vores forretningslicens og kontorfællesskaber.

Kilde: DI i Kina

Hold dig opdateret

Modtag nyhedsbrevet DI Business med relevante nyheder fra erhvervslivet, politiske analyser og nøgletal samt invitationer til arrangementer, kurser og netværk med relation til erhvervslivet.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Glen Mikkelsen

Glen Mikkelsen

General Manager, China

  • Direkte +45 3377 3972
  • Mobil +86 139 1778 4076
  • E-mail glmi@di.dk

Relateret indhold